Fodboldklubber og andre foreninger er velegnede til at fremme integration, mener næstformanden i Røde Kors’ lokalafdeling i Søllerød. Her er det dog et andet integrationsprojekt, nemlig Fodbold for venskaber i Dianalund. Foto: Joachim Adrian / Polfoto
Fodboldklubber og andre foreninger er velegnede til at fremme integration, mener næstformanden i Røde Kors’ lokalafdeling i Søllerød. Her er det dog et andet integrationsprojekt, nemlig Fodbold for venskaber i Dianalund. Foto: Joachim Adrian / Polfoto
Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 14 / 2017

Venskabsfamilier styrker integrationen

De frivillige spiller en vigtig rolle, når nye flygtninge i kommunen skal integreres. Men indsatsen bliver markant bedre, hvis der er et godt samarbejde mellem kommunen og de frivillige aktører. Det har Rudersdal Kommune erfaret efter et treårigt projekt.
tekst Rasmus Eiby

Et stærkt samarbejde og en god dialog mellem kommune og civilsamfundet er nøglen til god integration. Sådan lyder konklusionen efter det treårige projekt ”Lokalsamfundet bygger bro.” Fem kommuner har sammen med Dansk Flygtningehjælp og Røde Kors gennemført projektet, og de kan nu præsentere et metodekatalog med konkrete anbefalinger til, hvordan integrationen kan styrkes i andre kommuner. En af projektkommunerne er Rudersdal. Her var der ikke mange frivillige på integrationsområdet, da projektet startede for tre år siden. Det har til gengæld ændret sig drastisk, fortæller næstformand i Røde Kors’ lokalafdeling i Søllerød, Erik Kristiansen.

− Ikke alle frivilligforeninger, der er med, laver det samme, men det, vi i Røde Kors har koncentreret os om, er at skaffe venskabsfamilier til flygtningene. I de år, vi har arbejdet med det her projekt, er vi gået fra at være én frivillig til at være over 200 frivillige, siger han.

Hos Rudersdal Kommune er de glade for den store tilstrømning af frivillige, og de tror, den nye tankegang, man har fået gennem projektet ”Lokalsamfundet bygger bro,” er en af grundene til, at borgerne nu melder sig på banen. De frivillige bliver i højere grad inddraget i integrationsarbejdet, og sammen har de fået mange erfaringer om, hvordan en kommune løser integrationsopgaven bedst. Det fortæller Batoul Jabr, der er projektleder i Rudersdal Kommune.

Skriv hvad du søger