Da han fik tilbuddet om en plads på personalegruppens særlige motionshold, var den 28-årige lærer Mikkel Find Jensen lige lidt i tvivl om, hvorvidt han egentlig havde behov for det. For han gik jo selv i fitnesscenteret. Men så fik en af kollegerne ham på andre tanker.
– Min kollega var med på det forrige hold, og han sagde, at det her er noget helt andet, fordi der står en træner og presser en. Bedst som jeg er helt færdig, tager jeg lige en runde mere. For jeg vil jo helst ikke se åndssvag ud over for resten af holdet. Og jeg gør det, selvom jeg er ved at besvime og er helt smadret bagefter, fortæller en oplagt Mikkel Find Jensen.
Han er en af 17 deltagere på Brøndbyøster Skoles motionshold, håndplukket af skoleleder Beate Odgaard til et fire måneder langt forløb, som ud over målrettet motion indebærer coaching og kostvejledning til dem, der har behov for det. Og når skolens leder har fået øje på Mikkel Find Jensen, skyldes det blandt andet, at han er et sted i sit private liv, hvor der er behov for at tanke ny energi.