Går man rundt i en organisation og hører nogen tale om ”dem inde på forvaltningen”, er det højst sandsynligt et tegn på at dem, der sidder og udtænker strategierne i hjørnekontoret, ikke har så tæt en føling med, hvad der egentlig sker ude i praksis, som de burde have.
Det konstaterer en af ”dem” fra hjørnekontorerne, børn- og ungedirektør Jan Henriksen fra Middelfart Kommune.
– Når vi i sproget splittes ad i ”dem” og ”os”, så er det et tegn på, at der er for langt imellem det, vi laver, og den vej vi skal gå. Altså mellem strategi og praksis. Man er nødt til at sige ”vi” om opgaven. Og ”dem” i SFO’en er for eksempel ikke bare en slags vedhæng til folkeskolen. De er kolleger, og dagtilbuddet er i sig selv et vigtigt led i, at unge får sig en ungdomsuddannelse, siger Jan Henriksen, som også er formand for Børne- og Kulturchefforeningen.