Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 04 / 2017

Kort nyt

Bankgaranti til kystsikring 

KYSTSIKRING /// Det kan koste tusindvis af kroner, når borgerne skal kystsikre deres grund, og for mange kan det være svært eller umuligt at låne pengene. Derfor vil borgmesteren i Halsnæs nu stille bankgarantier. Sådan lyder planen fra Steen Hasselriis (V), som vil sætte skub i kystsikringen ved at sikre sig, at borgerne har pengene til at gennemføre det. Borgerne skal kunne låne til en rente på 1,5 procent over 25 år, og borgmesteren regner med, at bankgarantien bliver på 30 millioner kroner. •

Stor stigning i vold mod lærere

FOLKESKOLE /// Lærerne i København bliver i højere grad end før skolereformen udsat for bid, spark, slag og trusler, når de går på arbejde. Antallet af sager om vold og trusler er steget med 78 procent mellem 2013 og 2015. Det viser tal fra Københavns Børne- og Ungdomsforvaltnings Arbejdsmiljøredegørelse. Ifølge næstformanden i Københavns Lærerforening er der flere årsager til den store stigning. En af dem er inklusion.

– De inkluderede elever, som tidligere har været på specialskoler, er nu i klasselokalerne. Derfor er problemerne, som tidligere var på specialskoler, nu også på folkeskolerne, siger næstformand Lars Sørensen til TV 2 Lorry.

Skriv hvad du søger