Foto: Gentofte Kommune
Foto: Gentofte Kommune
Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 02 / 2017

Glæden ved at lave politik sammen

I Gentofte Kommune indførte man for halvandet år siden en ny politisk arbejdsform baseret på opgaveudvalg, hvor politikerne og borgerne sammen udvikler politik. Både borgere, politikere og embedsmænd er overvejende begejstrede viser evaluering.

Formand for Gentoftes kultur-, unge- og fritidsudvalg Michael Fenger (K) er en af de politikere, der er meget begejstrede for den nye arbejdsform, hvor politikere og borgere sætter sig sammen og arbejder på en sag. 

– Det, der gør det her utroligt interessant, er, at man starter med et stykke hvidt papir, og så går borgere og politikere i gang med at udvikle sammen. Det er jo sådan, alle drømmer om at lave politik. Det er sådan noget, der måske sker én gang hver fjerde år med den gamle arbejdsform, siger Michael Fenger.

– De fleste går ind i politik, fordi de gerne vil gøre noget, udvikle noget og gøre ting bedre. Der er det nogle gange vanskeligt med den gamle udvalgsstruktur. Den var af gode grunde drevet mere af embedsmænd, der kom og forelagde os politikere et eller andet, og så kunne vi rette nogle kommaer og sige ja eller nej. Det her er en mere spændende og udfordrende proces, siger Michael Fenger, der også mener, at borgerne får indsigt og mere respekt for det politiske arbejde med denne arbejdsform.

Skriv hvad du søger