Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 20 / 2016

Gribskov ruster borgere til budgetdebat

Det skal være nemmere for Gribskovs borgerne at se, hvad deres skattekroner bliver brugt til. Det løfter debatten om næste års budget, siger borgmester.

Hvor mange penge bruger min kommune egentlig på kulturområdet, og hvad koster det at sende poderne i skole? De spørgsmål kan borgerne i Gribskov nu få svar på, efter kommunen har introduceret et simpelt budgetværktøj på kommunens hjemmeside. Her kan man klikke sig ind og indtaste oplysninger om indkomst og fradrag, hvorefter beregneren viser, hvor meget man betaler i kommuneskat, og hvordan pengene bliver fordelt på syv områder.

Formålet er at klæde borgerne på til den kommende debat om næste års fordeling af skattekronerne i kommunen, forklarer Gribskovs borgmester, Kim Valentin (V).

– Vi har åbnet op for en dialog med borgerne om, hvad vi skal bruge pengene på, men vi har ikke nogen penge, der bare ligger på en hylde og venter på at blive brugt. Så hvis man synes, at vi skal bruge flere penge på vores ældre, så bliver man også nødt til at sige, hvor pengene så skal tages fra. Med vores lille værktøj får borgerne mulighed for at vurdere, om de synes, vi bruger for lidt eller for meget på nogen områder, forklarer Kim Valentin.

Skriv hvad du søger