Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) måtte til sidst strække våben og give KL-forhandlerne det, de mest ønskede sig – en afskaffelse af det forkætrede omprioriteringsbidrag. Alligevel kunne han udtrykke tilfredshed med aftalen. Foto: Finn Frandsen
Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) måtte til sidst strække våben og give KL-forhandlerne det, de mest ønskede sig – en afskaffelse af det forkætrede omprioriteringsbidrag. Alligevel kunne han udtrykke tilfredshed med aftalen. Foto: Finn Frandsen
Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 19 / 2016

Den store torn fjernet

Efter lange og seje forhandlinger måtte finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) give sig. Det forhadte omprioriteringsbidrag er fortid. En sejr for det kommunale selvstyre, mener KL-formand Martin Damm (V).
tekst Rudi Holm

Klapsalverne rungede i lokalet og talte deres tydelige sprog. Glæden og tilfredsheden var stor over det forhandlingsresultat, som KL-formand Martin Damm (V) og næstformand Jacob Bundsgaard (S) netop havde fremlagt for bestyrelsen i KL i hjørnekontoret i glaskolossen på Weidekampsgade i København.

Det forhadte omprioriteringsbidrag var fjernet permanent. Finansieringstilskuddet på 3,5 milliarder kroner bevaret, og anlægsrammen på 16,3 milliarder kroner var ikke blevet barberet så hårdt, som Claus Hjort Frederiksen (V) og hans regnedrenge i Finansministeriet havde ønsket sig. Derfor fik følelserne nok mere frit løb end sædvanlig, når kommunetoppen er samlet, denne sommerfredag i juni. 

– Det meget omstridte omprioriteringsbidrag er dødt. Det er smadder godt. En sej, varm og lang omgang i KL med en god afslutning. Stadig en stram aftale. Men vildt flot, at vi fik den torn ud af hverdagslivet for kommunerne, som et af KL-bestyrelsesmedlemmerne, Hernings borgmester Lars Krarup (V), kort efter beskrev situationen på sin Facebook-profil.

Skriv hvad du søger