Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 12 / 2016

Det haster med nye planrammer til kommunerne

tekst KL

I Bork Havn går de og venter. Den lille by med 209 indbyggere ved Ringkøbing Fjord har en aktiv havn med fjordfiskeri, lystsejlere og et veludviklet surfermiljø. Om sommeren strømmer turisterne til. De lokale vil derfor gerne udvikle havnefronten og gøre den mere attraktiv for dem, der lægger vejen forbi. 

For eksempel trænger den 35 år gamle bebyggelse på Bryggen til en modernisering. Det kunne også være rart, hvis bygningen kunne åbnes ud mod vandet fremfor som i dag at vende ryggen til havnen. Et andet ønske er at udvide fiskebutikken med mulighed for at etablere en lille café med udeservering. Måske opsætte et grill-ly på ydermolen og bygge vinteroplagring til badebroen.

Alt det kunne de rigtig godt tænke sig i Bork Havn. Men det hele kræver tilladelse fra staten, og de er i dag svære at få, og så tager det lang tid. 

Ønskelisten fra Bork Havn er typisk for de mindre kystbyer, der i disse år har brug for at videreudvikle de stedbundne kvaliteter. Undersøgelser viser, at der er et stort behov for at opgradere bymiljøerne, så de spiller sammen med naturen og bidrager med kvalitetsoplevelser, hvis vi gerne vil styrke kystturismen. 

LÆS OGSÅ Kommunerne skriver international klimahistorie

I KL ønsker vi serveretten tilbage til det lokale niveau. Det gælder både udviklingen af vores kystbyer og al den anden planlægning, vi i øvrigt varetager med hjemmel i planloven og anden tilknyttet lovgivning. Lokalt bør vi ikke skulle afvente statslig godkendelse af selv de mindste detaljer i en udviklingsplan, der kan styrke vækst og kvalitet. 

Det er snart to år siden, at KL udsendte et barrierekatalog, der med konkrete eksempler tydeliggjorde nogle af de problemer, som findes i den nuværende lovgivning. Emnerne spænder vidt, lige fra strandbeskyttelseslinje til det åbne land, almene boliger i byerne, detailhandelsregulering, virksomhedsstøj og en masse proceskrav til planlægningen, der skal ryddes op i.  

Sidenhen kom løsningskataloget med 32 konkrete forslag til, hvordan planloven, naturbeskyttelsesloven samt miljøbeskyttelsesloven kan ændres for at imødegå mange af problemerne.

Forhandlingerne på Christiansborg om en ny planlov har stået på siden januar. Lige om lidt skal kommunerne i gang med nye kommuneplaner, hvis de skal træde i kraft inden udgangen af 2017. 

LÆS OGSÅ 10-års plan for psykiatrien skal sætte menneskers hele liv i centrum

Resultatet af de igangværende forhandlinger får stor betydning for den værdiskabelse, som kommuneplanen muliggør. Vi har derfor brug for et revideret lovgrundlag nu, så man lokalt kan tage ansvar for udviklingen. I Bork Havn venter de stadig. •

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Det haster med nye planrammer til kommunerne Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger