Bibliotek i Holland House, Kensington London, bombet under blitzen 1940. Foto: English Heritage / Corbis
Bibliotek i Holland House, Kensington London, bombet under blitzen 1940. Foto: English Heritage / Corbis
Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 10 / 2016

Bibliotekernes økonomi presset af e-bøger

Udlånet af e-bøger er i stigende. Det presser bibliotekernes økonomi og kan betyde et smallere udvalg af litteratur i fremtiden, lyder det fra Danmarks Biblioteksforening.
tekst Simon Lessel

Udlånet af fysiske bøger falder, mens udlånet af e-bøger er stigende. Det er umiddelbart positive nyheder for folkebibliotekerne, der i de senere år har oplevet en tilbagegang på 2-3 procent i udlånet af fysiske bøger. Men det begyndende skifte til e-bog ligner lige nu ifølge Danmarks Biblioteksforening ikke et eventyr med en lykkelig slutning. Overgangen, hvor lånerne så småt hopper fra den fysiske bog til den digitale platform, kan nemlig få betydning for bibliotekernes økonomi. E-bøgerne koster ganske enkelt flere penge per udlån end de fysiske. Det skyldes, at den undtagelse i ophavsretsloven, der sikrer, at bibliotekerne kan udlåne en fysisk bog lige så mange gange, som de vil til samme pris, ikke omfatter e-bøgerne.

– Det presser bibliotekerne. Der sker det, at de får to bogsamlinger – en fysisk og digital. Og når den digitale per styk er dyrere, så presser det vores materialekontoer temmelig meget, lyder det fra formand i Danmarks Biblioteksforening Steen B. Andersen, der også er formand for kulturudvalget i Aarhus Kommune.

Udlånet af en e-bog koster ifølge formanden 3-4 gange så meget som udlånet af en almindelig bog. Det får bibliotekerne til at flytte penge fra den fysiske materialekonto til den digitale. Det har man blandt andet måttet gøre på Frederiksberg, Horsens og Brønderslev Bibliotek. Den nuværende aftale omkring e-bogen har dermed den konsekvens, at der bliver færre eksemplarer af de fysiske bøger.

Skriv hvad du søger