Foto: Lars Horn / Baghuset
Foto: Lars Horn / Baghuset
Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 08 / 2016

Damm: Vi jamrer ikke

Claus Hjorts stikpille til kommunerne, hvor han på KØF i januar talte om den kommunale ”klagesang” om ”de syge, de halte eller de etbenede” var ikke glemt, da KL’s formand Martin Damm (V) holdt sin beretning på årets kommunalpolitiske topmøde i Aalborg.

– Nogle vil måske sige, ”nu jamrer de igen”. Men det gør vi ikke. Heller ikke denne gang, sagde Martin Damm fra talerstolen i Aalborg Kongres & Kultur Center.

I en tale, der i høj grad drejede sig om omprioriteringsbidrag og flygtninge, kom han ind på de igangværende topartsforhandlinger og de kommende økonomiforhandlinger mellem KL og regeringen.

Her pegede Damm på to forhold, der vil påvirke forhandlingerne: ”Flygtningeudfordringen” og det folketingsflertal, der sidste år besluttede, at kommunerne hvert år frem til 2019 skal aflevere 2,4 milliarder kroner til staten.

– Det er det, de kalder omprioriteringsbidraget. Men lad os nu kalde det, hvad det i virkeligheden er. Et nedprioriteringsbidrag, sagde Martin Damm.

LÆS OGSÅ Armlægningen er i gang

– Realiteten er, at hvis kommunernes råderum ikke reddes i økonomiforhandlingerne, så bliver resultatet nedskæringer i kernevelfærden, fortsatte Damm og bemærkede, at kommunerne siden 2009 har barberet samlet 11 milliarder kroner af budgetterne og ”sagt farvel til i omegnen af 30.000 gode medarbejdere”.

Samtidig betonede han vigtigheden af, at KL og regeringen formår at indgå en aftale om kommunernes økonomi i 2017.

– Vi ved, at regeringens omprioriteringsbidrag risikerer at få fuld virkning, hvis KL og regeringen ikke kan lande en aftale. Så er udgangspunktet for Folketinget nemlig de tal, der ligger i budgetloven, sagde Damm.

Budgetloven lægger et loft over udgifterne i staten, regionerne og altså kommunerne og har indregnet, at der hvert år findes én procent i de kommunale budgetter. I 2016 får kommunerne omkring tre fjerdedele af omprioriteringsbidraget tilbage. Økonomiforhandlingerne, der starter i foråret, vil afgøre, om det også bliver tilfældet i 2017. jki@kl.dk 

LÆS OGSÅ Hård budgetlægning forude
FOR ABONNENTER

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Damm: Vi jamrer ikke Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger