Foto: Jakob Dall / Scanpix
Foto: Jakob Dall / Scanpix
Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 05 / 2016

Nyt værktøj skal forbedre skoledebatten

Et nyt digitalt værktøj gør det muligt at sammenligne alle landets skoler på eksempelvis karakterer, fravær og trivsel. Det skal være med til at kvalificere skoledebatten i byrådssalen og dække et vidensunderskud på området, lyder det fra undervisningsministeren.
tekst Simon Lessel

Skoleledere, lærere og forældre kan nu via et nyt digitalt værktøj sammenligne landets skoler på parametre som trivsel, elevfravær og andelen af timer, læreren er uddannet til at undervise i faget. Værktøjet er også målrettet lokalpolitikerne, og ministeren for Børn, Undervisning og Ligestilling, Ellen Trane Nørby (V), forklarer, at værktøjet skal være med til at kvalificere debatten i byrådssalen om kommunernes skoler. Hun peger på, at værktøjet kan dække et vidensunderskud på området. 

– Jeg oplever mange kommunalpolitikere, der siger, at vi er afhængige af, at vi får oplysningerne fra forvaltningen, for vi får ikke søgt de her ting frem selv. Nu er det let og få klik væk med musen, og det kan forhåbentlig gøre, at man kan engagere sig dybere og få mere viden, end man gør i dag, siger hun.

Byrådspolitikerne behøver ikke længere at få tallene fra forvaltningen, men kan tilgå tallene direkte fra deres iPad i byrådssalen.

Skriv hvad du søger