Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 35 / 2015

Kønnet har ingen betydning

For et mindretal af de kvindelige byrådsmedlemmer i Danske Kommuners undersøgelse er det ikke et problem, at der en overvægt af mænd i byrådene. De politiske evner og en bedre fordeling af alder og faggrupper vægtes højere end kønnet.

Den politiske faglighed kommer før kønnet, og så er der behov for at tænke forskellighed i alders- og erhvervssammensætning frem for ligestilling mellem kønnene. Sådan lyder nogle af argumenterne fra et mindretal af de kvindelige byrådsmedlemmer, der i Danske Kommuners undersøgelse har svaret, at de ikke mener, det er et problem, at 70 procent af medlemmerne i byrådene er mænd. 

I alt har 28,7 procent af de 267 kvindelige byrådsmedlemmer, der har deltaget i undersøgelsen, svaret, at det ikke er et problem, at mændene dominerer byrådene.

– Man skal huske på, at det er en demokratisk måde, man er valgt på, og jeg vil hellere sidde i byrådet for den faglighed, de kompetencer og den personlighed, jeg kan byde ind med, end jeg ville sidde der for, hvorvidt jeg er mand eller kvinde, siger Tina Agergaard Hansen (DF), der sidder i byrådet i Varde Kommune. 

Skriv hvad du søger