Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 27 / 2015

Anden halvleg af økonomiforhandlingerne færdigspillet

Nye principper for samarbejdet med staten, et fireårigt regelforenklingsforløb, et eftersyn af reglerne og økonomien på flygtningeområdet og et grundkapitalindskud på 10 procent til og med 2018. Det er nogle af hovedresultaterne i den aftale, som KL og regeringen har indgået.
tekst Rasmus Nordholm Brask, teamleder i KL’s økonomiske sekretariat

Da regeringen og KL i starten af juli gav hinanden håndslag på de økonomiske rammer for 2016, blev bolden samtidig givet op til en ”anden halvleg” i september måned. Det pressede forløb i kølvandet på folketingsvalget gjorde, at en række temaer måtte udskydes. I første omgang gjaldt det om at få økonomien på plads, så budgetlægningen for alvor kunne komme i gang. 

Med aftalen mellem regeringen og KL fredag den 25. september er også anden halvleg nu færdigspillet. Og det blev en halvleg med særligt fokus på friere kommunalpolitiske rammer og håndtering af flygtningesituationen.

Friere rammer 

Regeringen har som bekendt annonceret et omprioriteringsbidrag og vil forsøge at finde et folketingsflertal for, at den kommunale serviceramme skal sænkes med 1 procent årligt frem mod 2020. Det hverken har eller vil KL tage medansvar for, og servicerammen bliver den helt afgørende kamparena i de kommende års økonomiforhandlinger. 

Under alle omstændigheder kan Kommunerne imidlertid se frem til økonomisk smalhals de kommende år. Det øger behovet for friere rammer til at udnytte de knappe ressourcer bedst muligt. Bøvlede regler skal væk, styringsmulighederne øges, og det kommunalpolitiske råderum styrkes. Her er den indgåede aftale et vigtigt skridt på vejen.

LÆS OGSÅ Hul i statskassen ændrer ikke på mængden af velfærdsopgaver

For det første er der aftalt nogle nye spilleregler for dialogen med staten. Udgangspunktet er, at en stærk, decentral offentlig sektor er en forudsætning for en velfungerende, borgernær service, som er tilpasset lokale behov og ønsker. Derfor styrkes det lokale råderum og det kommunalpolitiske ansvar, ligesom mål- og rammestyring skal være udgangspunktet for den statslige styring. Det er blandt andet værd at bemærke, at det eksplicit fremgår af principperne, at staten så vidt muligt vil begrænse tildelingen af ressourcer via puljer. Det vil KL holde regeringen op på allerede i de igangværende finanslovsforhandlinger. 

For det andet ændres kursen for effektiviseringssamarbejdet med staten markant. De senere år har der været brugt megen energi på at diskutere business case-analyser med fokus på effektiviseringspotentialer spredt rundt omkring i den kommunale økonomi. Fremover bliver der i stedet et strategisk fokus på at sikre de bedst mulige rammer for kommunernes arbejde. Med aftalen lyder startskuddet til et samarbejde, hvor alle de store sektorområder bliver gået igennem med en tættekam de næste fire år. Formålet er at forbedre kommunernes styringsmuligheder og sikre en massiv regelforenkling. 

På den korte bane lægger aftalen blandt andet op til, at rammerne for kommunernes planlægning skal forbedres ved at forenkle planloven. Samtidig skal der ryddes op i regeljunglen på beskæftigelsesområdet ved at gennemskrive, sanere og forenkle reglerne. 

Fokus på flygtninge

KL satte også flygtningesituationen på dagsordenen over for regeringen. En række kommuner oplever betydelige udfordringer med at håndtere de mange nytilkomne, ikke mindst i forhold til at finde boliger. Det skyldes blandt andet reglerne på området. For eksempel må kommuner ikke udleje tomme ældreboliger med nedsat husleje til flygtninge, da kommunerne ikke må give tilskud til permanente boliger. 

LÆS OGSÅ De økonomiske rammer for 2019 på plads

Regeringen har nu forpligtet sig til et eftersyn af hele regelgrundlaget på området. Det skal gerne bidrage til at lette boligudfordringen, men også sikre en generel regelforenkling.

Flygtningesituationen har også økonomiske konsekvenser for kommunerne. Og det bliver endnu mere udtalt efter årsskiftet, hvor refusionsomlægningen træder i kraft. Rigtig mange af de flygtninge, som kommer til landet, har ikke mulighed for at komme i uddannelse eller beskæftigelse inden for et år. Og derved står den enkelte kommune foran en regning, der kan ændrer grundlæggende på økonomien på området.

Regeringen og KL har derfor aftalt et grundigt eftersyn af den samlede økonomi på integrationsområdet, herunder i lyset af refusionsomlægningen. Eftersynet afsluttes senest til januar og vil danne grundlag for at vurdere, hvordan økonomien hænger sammen – og dermed, om der er behov for justeringer. 

Grundkapitalindskuddet 

Flygtningesituationen - og udfordringerne med boligplacering - var også et vigtigt baggrundstæppe for en generel diskussion om mulighederne for at opføre billige almene boliger. 

LÆS OGSÅ De økonomiske rammer for 2018 er på plads

Det kommunale grundkapitalindskud udgør som udgangspunkt 14 procent, men har siden 2012 været sænket til 10 procent. En nedsættelse der gælder til og med næste år. 

KL gik til forhandlingerne med et klokkeklart ønske om at forlænge perioden, hvori kommunerne skal bidrage med 10 procent af finansieringen. Et ønske der førte til bekymrede miner i Finansministeriet. Det er nemlig langt fra gratis for regeringen, da det betyder højere statslige udgifter til ydelsesstøtte. Aftalen indebærer imidlertid, at ordningen nu forlænges med to år og gælder til og med 2018. Det skaber stabilitet og ro i forhold til opførelsen af almene boliger de næste par år.

Udbygning af den nære sundhed

KL og regeringen har herudover aftalt, at der nu sættes gang i det udvalgsarbejde, som skal lave en plan for udbygningen af det nære sundhedsvæsen. Et arbejde  der skal færdiggøres i løbet af 2016. 

Der er i den grad behov for en samlet plan, målrettet de patienter, som ikke befinder sig – eller ikke bør befinde sig – på sygehusene. Indlæggelsestiderne bliver kortere, sygehusvæsenet specialiseres, og afstanden til det nærmeste sygehus øges i disse år. Det er derfor vigtigt med et gearskifte, der sikrer en strategisk udbygning af det nære sundhedsvæsen. KL er allerede i fuld gang med at samle input ind fra hele landet og lave et udspil, hvor der peges på konkrete løsninger, som kan forbedre samarbejdet i sundhedsvæsenet og kvaliteten i de nære tilbud. 

LÆS OGSÅ Robotterne kommer – fremtiden er landet

Den kommunale medfinansiering af det regionale sundhedsvæsen er i den sammenhæng også blevet drøftet med regeringen. Hele ordningen er blevet evalueret, og på den baggrund vil der blive arbejdet på mulige modeller for at differentiere medfinansieringen. Altså en målretning mod de grupper af borgere, hvor der er størst mulighed for at forebygge indlæggelser. 

Der tages samtidig fat på at sikre en større budgetsikkerhed på området. For det første skal mulige incitamentsvirkninger i regionerne, der presser medfinansieringen op, fjernes. For det andet bliver tilbagebetalingsmekanismen justeret. Tidligere blev en eventuel efterregulering – som følge af højere regional aktivitet end forudsat – udbetalt via det almindelige bloktilskud. Fremadrettet vil midlerne blive målrettet kommunerne i de regioner, hvor medfinansieringen har oversteget det regionale loft. Endelig vil der nu blive arbejdet for større gennemsigtighed i afregningen, så det i højere grad bliver synligt, hvad kommunerne reelt betaler for.

2. halvleg er derfor færdigspillet, men bolden er allerede givet op til de næstkommende kampe med regeringen. Dampen på regelforenklings-toget skal holdes oppe. Økonomien på flygtningeområdet skal formentlig justeres. Bare for at nævne et par eksempler. •

De nye principper for kommunalt-statsligt samarbejde

  1. Tydeligt opgave- og budgetansvar.
  2. Styring på mål og resultater.
  3. Politisk ansvar og decentralt råderum til tværgående prioriteringer.
  4. Enkeltsager løses konkret.
  5. Decentralt ansvar for implementering af reformer.
  6. Samarbejde om nytænkning og effektivisering.
  7. Viden er grundlaget.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Anden halvleg af økonomiforhandlingerne færdigspillet Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger