Regeringen bør straks stoppe planlagte lukninger af statslige arbejdspladser i provinsen. Sådan lyder opfordringen i et nyt udspil fra Landdistrikternes Fællesråd, der repræsenterer blandt andre 40 kommuner og 150 landsbyer og lokalråd.
Fællesrådet er på vej med en fempunktsplan som et udspil til regeringens strategi for vækst og udvikling, og et af forslagene handler ikke alene om at udflytte statslige arbejdspladser, men også om at tage en hurtig beslutning for at bevare for eksempel SKATs lukningsdømte centre i Struer, Svendborg og Korsør.
– Statslige arbejdspladser er i flere årtier enten blevet oprettet i København eller hovedstadsområdet eller centraliseret og flyttet til hovedstadsområdet. Ser man specifikt på udviklingen efter strukturreformen i 2007, er der centraliseret flere statslige arbejdspladser i hovedstadsområdet, end der er decentraliseret og udflyttet, påpeger formanden for fællesrådet, Steffen Husted Damsgaard.