Foto: Adrian Joachim / Polfoto
Foto: Adrian Joachim / Polfoto
Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 26 / 2015

Doping er blevet et kommunalt problem

Fire antidopingkommuner skal forsøge at komme de unges brug af doping til livs, og Anti Doping Danmark vurderer, at kommunerne spiller en nøglerolle i dopingbekæmpelsen. Det kan dog blive svært for kommunerne at påvirke de unges holdning til doping, vurderer idrætsforsker.
tekst Simon Lessel

Vaskebræt og tunge løft i bænkpres og squat. Drømmen om den perfekte krop jages af flere og flere unge teenagere, der i højere grad søger mod den individualiserede idræt i fitnesscentrene frem for fællesskabsfølelsen i foreningslivet. For nogle unge er drømmen om den perfekte krop så stor, at de søger ulovlige genveje gennem brug af anabole steroider. 

– Vi kan se indikationer på, at det er et problem, der ikke er aftagende. Der findes en befolkningsundersøgelse fra Syddansk Universitet, der er lavet i 2010, hvor der var et bekymrende højt antal, der angav, at de havde brugt anabole steroider, men et endnu højere antal der angav, at de havde overvejet at bruge anabole steroider. 190.000 faktisk, fortæller forebyggelseskonsulent i Anti Doping Danmark, Malene Radmer Johannisson.

For at komme dopingproblemerne til livs er fire kommuner blevet udnævnt til såkaldte antidopingkommuner og har fået seks millioner kroner fra satspuljemidlerne, der skal bruges til at sætte fokus på dopingbekæmpelsen i kommunerne. 

Skriv hvad du søger