Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 12 / 2015

Flere går sammen om digital hotline

Den Digitale Hotline udvides nu med yderligere 11 kommuner. 30 midt- og nordjyske kommuner samarbejder nu om hotlinen, der blandt andet viste sin styrke, da omkring 11.000 danskere i påsken stod uden gyldigt pas.

Det kan være rigtigt smart, at man kan komme i kontakt med det offentlige uden for almindelig arbejdstid. Da det op til påske viste sig, at omkring 11.000 danskere på grund af en producentfejl stod uden pas, brændte det virkelig på hos nogle af dem, der skulle til udlandet i påsken. Her var Den Digitale Hotline, som 30 midt- og nordjyske kommuner samarbejder om, og som har åbent til klokken 21 og i weekenden, til stor hjælp. Pasproblemet gav 3.000 opkald til Den Digitale Hotline, der kunne give svar på, om den enkelte borger havde et problem, og hvad de i så fald kunne gøre. Omkring halvdelen stammede fra borgere fra kommuner uden for samarbejdet.

Digitalt Danmark

Men det er ikke kun i krisesituationer, at Den Digitale Hotline har sin berettigelse. Hotlinen er oprindeligt oprettet af en række østjyske kommuner med en politisk målsætning om at få flyttet flere borgere over på de digitale services. Senere blev det alle kommuner i Region Midtjylland, og nu er 11 nordjyske kommuner kommet med. Vagten med at passe den digitale hotline rykker rundt mellem kommunerne. Et virtuelt vidensdelingssystem gør det muligt, at hotlinen kan passes af borgerservicemedarbejdere i Hjørring såvel som Odder. 

– Det Digitale Hotline-initiativ er tæt på en revolution i vores tilgang til borgerservice og den måde, vi samarbejder på i den kommunale sektor, siger stadsdirektøren Niels Højberg fra Aarhus Kommune.

Skriv hvad du søger