Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 09 / 2015

Fusionsmuligheder undersøges ikke

tekst KL

Årets kommunalpolitiske topmøde er slut. Godt 1500 havde fundet vej til Aalborg. To dage med politisk debat og fokus på kommunestyret er slut.

To dage hvor kommunalpolitikken har været på dagsordenen. To dage, hvor borgmestre, kommunalpolitikere, ministre, folketingsmedlemmer og organisationsrepræsentanter har været sammen i andre rammer end de vante. Og hvor der har været mulighed for at vende stort som småt. Det er unikt, at beslutningstagere og samarbejdsparter kan mødes på den måde.

Det gør en forskel for det politiske arbejde. Benjamin Barber, den amerikanske forsker, der var topmødets key note speaker, følte sig tydeligvis også godt tilpas i det set up. Han fremhævede kommunerne som omdrejningspunktet for håndteringen af de globale udfordringer og komplekse problemstillinger, der følger med.

Topmødet satte igen fokus på forskydningerne i befolknings- og erhvervsstrukturer. Danmark er i forandring, og KL er kommet med en række konkrete forslag til, hvad der blandt andet skal til for at styrke vækst og balance i hele landet.

Men ét tema fyldte især i debatten og snakken på gangene på dette års topmøde – spørgsmålet om at igangsætte en undersøgelse af mulighederne for en fusion mellem KL og Danske Regioner.

Der var mange synspunkter i den debat og mange forskellige analyser af, hvad det kunne føre med sig

at undersøge fusionsmulighederne. Det blev ret hurtigt tydeligt, at de delegerede var delte i dette spørgsmål. Og da det fredag kom til afstemning, var resultatet, at fusionsmulighederne ikke skal undersøges i denne omgang. Der var stort set lige så mange for og imod at gå i gang nu. Alene syv stemmer gjorde forskellen.

Debatten viste, at der ligger mange forskellige bevæggrunde og bekymringer bag argumenterne om ikke at iværksætte en undersøgelse nu. Derfor ville det modsatte resultat, med en snæver margin for at gå i gang, have givet alt for stor usikkerhed i et undersøgelsesarbejde og alt for stor risiko for, at KL ville stå på et usikkert grundlag i arbejdet.

Bestyrelsen havde lagt op til en åben demokratisk debat om forslaget. Debatten har været der, og de delegerede har afgivet deres stemmer. Nu fortsætter KL arbejdet for kommunestyret. Et kommunestyre, der både er en hjørnesten i velfærdssamfundet og en vigtig bidragsyder til vækst og udvikling. • 

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Fusionsmuligheder undersøges ikke Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger