Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 08 / 2015

Esbjerg tjener 14 millioner på Ribe

Bevaringsværdige huse giver kommunerne øgede indtægter. Ny analyse gør bygningsarvens værdi op i kroner og øre.
tekst Tom Ekeroth

Bygningsarven er penge værd for Danmarks kommuner. Det viser analysen ”Værdien af bygningsarven”, som konsulenthuset Incentive sammen med Dansk Bygningsarv har udført for Realdania. Analysen er den første nogensinde, der opgør bygningsarvens værdi i kroner og øre. Som eksempel analyserer rapporten Ribe, en af Danmarks smukkeste byer, hvor boligejerne, erhvervslivet og kommunen målrettet arbejder på at udvikle byens bygningsarv – domkirken, de historiske huse og smalle gader. 

Hovedkonklusionerne er, at:

  • To tredjedele af de overnattende turister i Ribe kommer på grund af bygningsarven.
  • Bygningsarven hvert år genererer 92 millioner kroner i ekstra omsætning for byens erhvervsliv.
  • Bygningsarven skaber 136 arbejdspladser i byen.
  • De 136 job giver Esbjerg Kommune 14 millioner kroner i ekstra årlige indtægter.

Analysen viser, at bygningsarven gemmer på et stort potentiale for både kommunerne og erhvervslivet, og at det betaler sig – også økonomisk – når kommuner vælger at arbejde målrettet med udvikling, der har afsæt i de kvaliteter, som findes i historiske kulturmiljøer og bevaringsværdige bygninger. 

Skriv hvad du søger