Foto: Cathrine Ertmann
Foto: Cathrine Ertmann
Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 07 / 2015

Mors ser fremtiden i øjnene

På Mors står politikerne sammen om en plan, der skal gøre øen økonomisk bæredygtig frem mod 2020. At lukke skoler, daginstitutioner og måske en færge kræver et politisk sammenhold ud over det sædvanlige. Der skal nedjusteres for 50 millioner om året, men de insisterer på udvikling.

Historien om Morsø Kommunes tilpasning til fremtiden er fortællingen om, hvordan man som lokalpolitiker i 2015 kan sælge det gamle Churchill-citat, ”Jeg kan kun love jer blod, sved og tårer”. Det er også historien om, hvordan man for alvor tager hånd om de problematikker, kommuner i de såkaldte yderområder står med.

Mors er en ø på skrump. I 2014 blev der 194 færre beboere på Limfjordsøen, og sådan bliver det ifølge prognosen ved frem mod 2020, hvor befolkningen ifølge fremskrivningen vil være faldet med 1.200 indbyggere. Et fald på over syv procent og særligt i aldersgrupperne 0-20 år og 34-53 år. Dermed vil kommunens indbyggertal om fem år snige sig under 20.000. Via grundige analyser er der nu blevet sat pris på den strukturelle udfordring: 380 millioner kroner over de næste seks år. 

I kommunalbestyrelsen, hvor omkring halvdelen er nyvalgte, har man taget konsekvensen og står sammen om et budget for 2015 med nedjusteringer for 52,5 millioner kroner.

Skriv hvad du søger