Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 07 / 2014

Samarbejde

Man skaber ikke bedre offentlig-privat samarbejde med et fingerknips, for eksempel gennem nye regler om obligatorisk udbud. På nogle opgaveområder, hvor kommunerne efterspørger et samarbejde, og ønsker at udbyde flere opgaver, er leverandørerne slet ikke tilstede.
tekst KL

Produktivitetskommissionens anbefalinger om flere udbud på velfærdsområderne blev den gnist, der igen kunne tænde et idelogisk bål om det offentlig-private samarbejde. 

Væk var alle nuancerne i det praktiske udviklingsarbejde, hvor offentlige myndigheder og private leverandører samarbejder om at udvikle løsninger med kvalitet og effektivitet. Og der er grund til at sige desværre, for det samarbejde udvikles kun i et langt sejt træk, der for kommunerne har stået på i mange år. 

Man skaber nemlig ikke bedre offentlig-privat samarbejde med et fingerknips, for eksempel gennem nye regler om obligatorisk udbud. På nogle opgaveområder, hvor kommunerne efterspørger et samarbejde og ønsker at udbyde flere opgaver, er leverandørerne slet ikke til stede – og udfordringen er at få etableret et samarbejde, som private kan se en forretning i.

Kravet til leverandørerne er, at de har kapacitet, kvalitet i løsningen og naturligvis også kontinuitet. På ældreområdet er det eksempelvis afgørende, at kommunen ikke løber en risiko for pludselig fra den ene dag til den anden at stå uden leverandør. Så kan myndighedsopgaven ikke løftes. Derfor skal leverandørerne have kapacitet til at investere, og de skal have en lang tidshorisont, når der skal samarbejdes om velfærdsopgaver. 

LÆS OGSÅ Forfladiget og unuanceret debat om jobcentrene

Både udbydere og leverandører stiller krav til et sådant samarbejde. Det er naturligt. Man kan ikke via lovgivning tvinge et samarbejde frem, hvis de basale forudsætninger ikke på forhånd er tilvejebragt. Partnerskaber om løsningen af velfærdsopgaver er derfor et redskab, der bør afprøves i større omfang de kommende år. 

Borgerne har krav på, at de offentlige opgaver løses med kvalitet og effektivitet, men borgerne er ikke tjent med, at det offentlig-private samarbejde genideologiseres. Vi skal fastholde det pragmatiske og praktiske udviklingsarbejde – sammen. •

Emneord
Leder, OPP

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Samarbejde Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger