Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 26 / 2014

Hvad er jeres plejeboligbehov i 2030?

Snakken om ældrebyrden og en massiv udbygning af kommunale plejetilbud er i de fleste byråd afløst af drøftelser af, hvor stor påvirkningen på ældreområdet reelt bliver, og hvordan kommunen bedst muligt tilrettelægger områdets tilbud. Erfaringerne viser, at flere og flere ældre borgere har færre og andre plejebehov end hidtil.
tekst Lone Jørgensen og Søren Sønderby, begge chefkonsulenter i KL's Konsulentvirksomhed (KLK)

Når der er behov for intensiv pleje, ønsker mange at modtage hjælpen andre steder end i en plejebolig. Der er brug for en revideret kvantificering af behovene – og en kvalificering af, hvilke tilbud kommunen skal stille med.

Ældre medborgere er ikke, hvad de har været! De fleste får for eksempel langt senere brug for kommunale tilbud – og når de gør, vil de måske have noget andet end det, der tilbydes i dag. Derfor bør den enkelte kommune se på, hvordan der fremskrives på ældreområdet, og hvordan de kommunale pleje- og behandlingstilbud kan udvikles i overensstemmelse med behov og efterspørgsel.

Traditionelt har plejeboligkapaciteten og dermed også beslutningen om at bygge nyt, renovere eller lukke plejeboliger været baseret på en demografisk fremskrivning, et kig på den lokale venteliste – eller udgifterne til tomgangshusleje. Den demografiske fremskrivning har den konsekvens, at det forudsættes, at en uændret andel af kommunens +65-årige eller +80-årige har et uændret behov for og ønsker til en plejebolig.

Hvad har alder at gøre med plejebehov? 

Borgere, der bor i en plejebolig, har et funktionstab eller sygdom, der gør, at de ikke kan være hjemme. I fremtidens kommunale bo-, pleje- og behandlingstilbud er det derfor vigtigere at se på borgernes helbredstilstand, diagnoser og funktionstab end på borgerens alder, når de kommunale tilbud skal i støbeskeen.

LÆS OGSÅ Coronakrise kan udstille svagheder i budgetlægningen

Naturligvis har ældre mennesker flere plejebehov end yngre, men der er ikke nogen direkte sammenhæng mellem befolkningens alder og det samlede plejebehov. Nyere forskning tyder nærmest på det modsatte. Således viste det sig fra 1999 til 2009, at et ekstra leveår for 65-årige betød knap to ekstra raske leveår. Som 65-årig i 1999 kunne man gennemsnitligt forvente 14 leveår og blive 79 og samtidig forvente at have 11 raske leveår – altså til man fyldte 76. Som 65-årig i 2009 kunne man derimod gennemsnitligt forvente 15 leveår, men knap 13 raske leveår – altså næsten til man fyldte 78. De anførte aldersintervaller er eksempler, da de varierer på tværs af køn med videre, men de ekstra knap to raske leveår er generelt efter danske forhold.

Sammenhængen er meget væsentlig, når man ser på plejebehov – og altså øjensynligt væsentligere end demografi alene. Derfor har KL’s Konsulentvirksomhed (KLK) udviklet en model, der tager afsæt i en fremskrivning i antal raske leveår koblet med en række karakteristika ved den enkelte kommunes befolkning. Den enkelte borgers helbredstilstand, diagnose og funktionstab påvirkes dels af en række grundlæggende faktorer som opvækstvilkår, gener og alder, dels af en række sociale forhold og dels af borgerens sundhedsadfærd. Den samlede model ses i figur 1.

KLK har for Albertslund Kommune lavet en fremskrivning af behovet for plejeboliger. Fremskrivningen er dels foretaget på mere konventionelle metoder efter demografi og efter demografi korrigeret for middellevealder. Derudover er fremskrivningen lavet med afsæt i udviklingen i forventede raske leveår. Det overordnede resultat ses af grafen i figur 2.

Som det ses, er der markante forskelle mellem de fire fremskrivninger – faktisk over en halvering. Konklusionerne må ikke alene bygges på tallene, da forhold omkring venteliste, nabokommuners adfærd og forventninger til fremtidigt serviceniveau spiller ind. Men som det ses ret direkte, er en meget massiv udbygning af kapaciteten formentlig ikke nødvendig.

LÆS OGSÅ Den økonomiske ramme for 2021 er på plads

Og skal det så være en plejebolig?

Ud over en mere ”pessimistisk” vurdering af omfanget af de fremtidige behov er det også relevant at vurdere, hvilke behov og ønsker fremtidens ældre egentlig har. Mange vil have behov for en plejebolig og vil profitere af de muligheder, det giver. For andre er det måske sidste udvej, hvis der ikke er andre muligheder. Så hvad kan vi stille i stedet til den gruppe?

Der er først og fremmest behov for en graduering af tilbuddene. Borgere med særlige pleje- eller behandlingsbehov, som for eksempel borgere med svære hjerneskader eller sklerose har behov for en særlig faglig indsats, specielle indretningsmæssige rammer og specialiseret hjælp hele døgnet. Andre borgere, der lider af alkoholskader eller er svært psykisk syge, har måske slet ikke brug for en plejebolig? Nogle har måske mere behov for tryghed om natten eller et varierende tilbud alt efter ”dagsformen”. Et alternativ til sådanne specifikke målgrupper kan være ”plejeboligfællesskaber”, der nogle steder kan anvendes til socialt udsatte borgere, der har behov for et botilbud, hvor der er personale tæt på borgeren. En formel plejebolig bør ikke være valget i mangel af bedre.

Tilsvarende bør udviklingen af de midlertidige tilbud prioriteres højt i planlægningen af kommunens fremtidige tilbud. Midlertidige boliger som akuttilbud, hvis en borger ikke kan være hjemme og ikke har behov for at blive indlagt på et sygehus, et rehabiliterende ophold med henblik på at genvide kræfterne efter sygdom, et løbende aflastningsophold, hvor ægtefællen kommer til kræfter, men gerne klarer plejeopgaven selv igen, og vurderingsophold, hvor borgerens fremtidige boligbehov kan blive afklaret. Skal kommunen lykkes i en sådan anvendelse af midlertidige boliger, skal kapaciteten være rigelig. Samtidig bør de midlertidige tilbud kobles tæt med kommunens genoptræning – og det betyder også, at de midlertidige tilbud gerne må koste lidt mere end en traditionel plejebolig. Måske kan kommunen anvende en eventuel overskudskapacitet af plejeboliger til en sådan satsning?

Slutteligt kan indsatserne i eget hjem opprioriteres endnu mere. Ofte kan den løsning således både sikre en god kvalitet, tage hensyn til borgerens egne ønsker og samtidig håndteres inden for den aktuelle økonomiske ramme. Som en del af den føromtalte analyse for Albertslund Kommune blev prisen for en plejebolig sammenholdt med midlertidige tilbud og tilbud i eget hjem og identiske målgrupper – det vil sige borgere i eget hjem med diagnoser og funktionsniveau svarende til borgere, der bor i en plejebolig. Forskellen var mindre end forventet, men viste, at der er cirka 100.000 kroner årligt mere at gøre godt med i eget hjem, før omkostningerne svarer til prisen på en plejebolig. For det kan man for eksempel få et kvarters sygepleje og en halv times hjemmepleje i eget hjem hver dag. • 

LÆS OGSÅ Kommunerne skaber nye effektiviseringer på administrationsområdet

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Hvad er jeres plejeboligbehov i 2030? Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger