Arkivfoto
Arkivfoto
Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 14 / 2014

Jeg skal være med til at nuancere debatten

Ved at tage sine ledelsesbriller på, regner nyvalgte Annette Lundgaard (V) med at kunne nuancere debatten i Billunds byrådssal. Især når de svære beslutninger skal tages.
tekst Amalie Frøkjær-Rubbås

Sådan har jeg forberedt mig: 

– Jeg har været lærer og leder i det kommunale, og det er et godt udgangspunkt, da jeg på den måde har kendskab til den kommunale forretning og arbejdsgang. Jeg blev udfordret af den lokale Venstregruppe i Billund til at stille op, da de gerne ville have en kandidat, som ville arbejde ud fra værdier på tværs af det hele, en, der ville arbejde tingene godt igennem, en kvinde og det væsentligste: en, der havde ledelseserfaring. Det tænkte jeg, at jeg godt kunne stå inde for, men fordi jeg ikke havde beskæftiget mig særlig meget med det politiske liv, ville jeg gerne vide, hvordan sådan et var. Derfor begyndte jeg at gå med til nogle byrådsmøder og gruppemøder. Derudover tog jeg kontakt til et medlem af Folketinget og spurgte, om vedkommende ville bruge et par timer med mig, så jeg kunne komme til at forstå det politiske liv, og hvad det handler om, hvilke udfordringer der ligger i det, og hvilke spilleregler der var. 

Det vil jeg:

– Jeg vil gerne bruge det, at jeg har ledelseserfaring. Jeg oplever ofte, at man som kommunalpolitiker ender i noget lidt lavpraktisk arbejde, og det kan da også være interessant, men jeg tænker, at jeg kan være med til at tage de ledelsesmæssige briller på og være med til at nuancere debatten. Og så vil jeg også gerne arbejde værdibaseret, når vi skal tage de trælse beslutninger – at sørge for at vi gør det på et ordentligt grundlag. Jeg sidder jo i økonomiudvalget, som jeg er rigtig glad for, da det er der, man får indblik i alle afkroge og beslutninger i kommunen. Der er netop i lokalpolitik mulighed for, at man kan gøre noget, som opleves virkelighedsnært. Og som tager udgangspunkt i, at det er her vi bor, og her vil vi gerne have, at det er godt at bo. Og hvad skal der så til for at få det til at ske? Jeg glæder mig til at være med til at påvirke, til at have indflydelse på det udvikling, der sker i vores kommune.

Sådan påvirker byrådsarbejdet mit liv:

– Det tager meget tid. Nu har jeg ikke længere små børn derhjemme, så jeg er ikke i en situation, hvor jeg skal ligge og køre dem til håndbold og fodbold, men det er da tidskrævende, især her i opstarten, hvor jeg netop kommer ind uden ret meget erfaring fra det politiske liv. Så der har været et nyt sprog og nogle nye ting, som jeg skal lære at kende, og det tager da tid. •

Blå bog, Annette Lundgaard

  • 49 år
  • Venstre
  • 194 personlige stemmer
  • Medlem af Billund byråd siden 2014
  • Medlem af økonomiudvalget 
  • Udannet lærer og har efterfølgende taget en diplomlederuddannelse
  • Gift og har en søn
  • Dyrker det såkaldte Geocashing med sin mand – en moderne skattejagt via gps

Skriv hvad du søger