Foto: Arla Fonden
Foto: Arla Fonden
Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 01 / 2014

Arla Fonden laver MADlejr i Assens

Arla Fondens lejrskole MADlejr får permanent hjemsted i den nedlagte Helnæs Højskole i Assens Kommune.
tekst Tom Ekeroth

Det kommer til at summe af liv og syde af madoplevelser, når Arla Fondens lejrskole MADlejr næste år rykker ind på Helnæs Højskole på Sydfyn. Den nedlagte fynske højskole er blevet udvalgt blandt 57 indsendte bud, som Arla Fonden har modtaget fra kommuner og organisationer over hele landet. 

– Vi har fået mange spændende ansøgninger, og det har været en stor udfordring at indsnævre feltet til én. Derfor er det en stor glæde for mig endelig at kunne offentliggøre, at vi nu har indgået en købsaftale med konkursboet efter Helnæs Højskole, siger Arla Fondens direktør Sanne Vinther.

Helnæs Højskole har stået tom, siden højskolen indstillede sine aktiviteter i sommeren 2012. Nu får højskolen nyt liv som rammen om Arla Fondens MADlejr, der har til formål at give børn på 6. og 7. klassetrin oplevelser med råvarer, madlavning og måltider.

Skriv hvad du søger