KL MENER: Der er ingen tvivl – de digitale medier vil ændre grundlæggende ved skolens undervisning og børnenes læring. Skoler, som arbejder med digital læring oplever, at eleverne bliver mere motiverede og lærer hurtigere. Der er brug for at udnytte disse potentialer. Der skal turbo på udvikling af den digitale folkeskole – politisk, økonomisk og fagligt.
KL og staten samarbejder om at øge brug af it i folkeskolen. Frem mod 2014 skal kommunerne give alle elever adgang til stabile trådløse netværk med videre. Staten har afsat 500 mio. kr. til styrket it i folkeskolen. I 2012-15 kan kommunerne få medfinansieret indkøb af digitale læremidler. Hensigten er at udvikle markedet for digitale læremidler til fremtidens folkeskole.
På skoler, hvor it i dag bruges meget i undervisningen, fremhæver lærerne, at digitale læremidler skal være fleksible. Lærere og elever skal kunne påvirke læringsforløbet. Eleverne skal kunne arbejde forskelligt. Noget er for eksempel fælles stof for hele elevgruppen, mens andet er målrettet enkelte elever i forhold til deres læringsmål. Digitale læremidler skal være tilgængelige på alle tidspunkter og fra alle tekniske platforme, så elever og forældre også har adgang til dem derhjemme.

Kommunalbestyrelserne må tage ansvar for digitalisering af folkeskolen. En kommunal strategi handler om status, mål, udviklingsplan og budget. Digitaliseringen skal føre til øget læring hos eleverne og til bedre ressourceudnyttelse i folkeskolen.
Kommunalbestyrelserne må tage ansvar for digitalisering af folkeskolen. En kommunal strategi handler om status, mål, udviklingsplan og budget. Digitaliseringen skal føre til øget læring hos eleverne og til bedre ressourceudnyttelse i folkeskolen. Det kræver, at alle skoler og alle lærere bliver en del af den digitale udvikling.
I dag bruger nogle skoler og lærere it i den daglige undervisning, mens andre endnu ikke har mange erfaringer med det. Af hensyn til eleverne er der markant brug for, at kommunerne skubber disse skoler og lærere hurtigt i gang. For eksempel ved at sætte konkrete mål for lærerne om at anvende it i deres undervisning. Og ved, at skolelederne sætter systematisk videndeling og udvikling i gang på tværs af skoler og blandt lærerne på de enkelte skoler.
KL prioriterer indsatsen for it i folkeskolen højt og vil presse på for at få igangsat forskning, der understøtter skolerne. KL forventer, at undervisningsministerens kommende folkeskolereform vil give kommunerne større råderum til at skabe nye læringsmiljøer understøttet af it. <