Borgmestre får besøg af Bæredygtigt Landbrug
af Flemming Fuglede Jørgensen, formand for Bæredygtigt Landbrug
Bæredygtigt Landbrug er for øjeblikket i gang med at præsentere foreningens stævning af staten for samtlige 98 borgmestre i Danmark.
Stævningen har først og fremmest som formål at stoppe regeringens Vandmiljøplaner samt randzonelovgivningen, som efter planerne skal træde i kraft den 1. sept. 2012. Det vil være frygteligt, hvis kommunerne bruger en masse penge på at implementere Vandmiljøplanerne, og så om to år får at vide, at de er ulovlige.
Derfor gør foreningen alle borgmestrene opmærksomme på, at vores retssag har opsættende virkning. Jeg er godt klar over, at i sidste ende er det dommerne, som afgør, om sagen kan få opsættende virkning, men vi har krævet opsættende virkning, fordi vi forventer at få medhold, samtidig med at vi kan stoppe loven om randzonerne, som træder i kraft den 1. september 2012.
Jeg håber med stævningen, at kommunerne stopper med vandløbsvedligeholdelsen og grødeskæring, som de er blevet pålagt af Naturstyrelsen. Anbefalingerne fra Naturstyrelsen vil medføre, at yderligere 14.100 kilometer vandløb vil få en endnu ringere vandløbsvedligeholdelse ,end tilfældet er i dag.
Vi må hele tiden huske på, at det ikke er kommunerne, som foreningen stævner, men staten. Bæredygtigt Landbrug besøger kommunerne, fordi det er dem, der skal implementere Vandmiljøplanerne, og det vil være synd for kommunerne, hvis de begynder at grave rør op til rørlagte vandløb, som de, efter retssagen er afsluttet, skal til at lægge ned i jorden igen. Det kan desuden nemt blive en dyr omgang for kommunerne.
Ifølge Bæredygtigt Landbrugs egne beregninger vil implementeringen af Vandmiljøplanerne samt randzonelovgivningen koste tusindvis af arbejdsplader i kommunerne, samtidig med at en fjerdedel af landbrugsjorden sumper til. <
Kommuner skal rykke på ryggen
af Lene Witte, direktør i Gigtforeningen
Gigtforeningen har nøje fulgt regionernes og kommunernes arbejde med udarbejdelse af forløbsprogrammer på gigtområdet. Vi har i årevis kæmpet for sammenhængende patientforløb, der bygger på den nyeste viden til gavn for patienterne.
Nu foreligger der fra alle regioner oplæg til forløbsprogrammer for mennesker med svære rygproblemer. De beskriver præcist, hvordan den enkelte skal undersøges, behandles og trænes. Der er tænkt over, hvordan regionerne skal koordinere indsatsen med kommunernes arbejde med træning, jobfastholdelse eller sociale indsatser. Vi er faktisk imponerede over det løft, gennemførelsen vil kunne give for rygområdet.
For kommunerne er der tale om en kæmpe opgave. Men en bedre sammenhængende forebyggelse og rehabilitering for de mange danskere med rygproblemer er i kommunernes egen interesse. Det er en positiv investering i sundere borgere. Og det er en helt nødvendig forudsætning for, at kommunerne kan styrke kampen mod, at urimeligt mange danskere imod deres vilje ender på langvarige sygedagpenge eller i værste fald på førtidspension.
Hvert år koster rygsmerter og rygsygdom samfundet næsten 17 milliarder kroner – de ni milliarder går til førtidspension. Det er fantastisk mange penge. Heldigvis ved vi fra vores mange besøg rundtom i kommunerne, at der mange steder er velvilje og forståelse for, at disse udgifter kan blive mindre, når der gennemføres sammenhængende patientforløb. Der er dog også mange kommuner, der endnu ikke har kræfter til at løfte opgaven med bedre rehabilitering på rygområdet. Vi opfordrer dem kraftigt til at komme i gang. Vi vil presse på og hjælpe til, alt det vi kan.
For selv om riget fattes penge, så er forebyggelse på rygområdet en vigtig investering, som vi på det kraftigste vil opfordre samfundet til at sætte i gang. Den betaler sig ganske hurtigt tilbage – til gavn for det enkelte menneske og for samfundet. <
Folkeskolen har brug for en fælles retning
af formanden for Skolerådet, direktør Jørgen Søndergaard, SFI
Forventningerne til folkeskolerne er enorme, men de stritter i mange retninger. Så mange, at de ofte er modsatrettede og skaber forvirring. Kommunalbestyrelsen har som skoleejer ret til at sætte mål for kommunens folkeskoler. Det gør nogle kommuner, andre gør det ikke. Nogle gange flugter de med landspolitikernes udmeldinger, andre gange går de på tværs af dem. Resultatet er, at mange medarbejdere på skolerne ikke kan se en klar retning for deres arbejde.
Dokumentationen herfor er efterhånden omfattende. For eksempel tilkendegiver næsten halvdelen af skolelederne, at kommunen ikke har stillet krav til skolens faglige resultater.
I Skolerådets formandskab anbefaler vi derfor, at børne- og undervisningsministeren sammen med KL formulerer få, enkle og ambitiøse udviklingsmål for folkeskolen. Det skal ske efter inddragelse af folkeskolens parter. I Ontario i Canada har man vist, at enighed på alle niveauer om målene for skolen kan medføre en positiv forandring mod fremragende resultater. Det giver klarhed om en fælles retning for en positiv udvikling af folkeskolen.
Det kræver selvfølgelig, at der følges op på målsætningerne. Kommunerne har en vigtig rolle i forhold til at omsætte målene til konkret strategi for den enkelte skole, der følges systematisk op. Undersøgelser af kommunens rolle i forhold til skolerne viser, at de væsentligste gevinster netop hentes, når kommunen følger op. Det er faktisk efterspurgt på skolerne. Skoleledere anser den slags for en positiv interesse for skolens arbejde. <