Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 29 / 2011

Debat: Få styr på kommunens ejendomme

tekst

Få styr på kommunens ejendomme

af Ole Have Jørgensen, fhv. kommunaldirektør i Horsens gennem 18 år, nu selvstændig ledelseskonsulent

De første år efter kommunalreformen skulle den daglige drift på plads: Der blev tilpasset serviceniveau og organisationen blev trimmet – og man tog de første effektiviseringsgevinster hjem.

Med den stadigt strammere økonomi fortsætter denne udvikling, og mange ser sig om efter nye muligheder for at skabe indtægter eller reducere udgifterne.

De fleste kommuner er ganske store ejendomsforvaltere, både af ejendomme, der indgår i den kommunale drift, og af ejendomme og arealer som kommunen ikke selv anvender direkte.

Det er også erfaringen, at der måske ikke altid har været det nødvendige fokus på effektiv drift og optimering af den samlede ejendomsportefølje. Nu har mange kommuner i forbindelse med budgetaftalerne for 2012 sat fokus på området, og i enkelte tilfælde er der opsat egentlige sparemål/indtægtsmål. Vi har også på det seneste set eksempler på kommunale salgsannoncer af enkeltejendomme, men det er yderst sjældent, man i budgetaftaler og spareforslag oplever, at der som baggrund ligger en samlet og velovervejet ejendomsstrategi.

Men det er også en kompliceret sag. For det første er der følelser med i spillet. I forbindelse med de mange kommunesammenlægninger var der et stort politisk ønske om at bevare aktiviteter også i hjørnerne af de nye storkommuner, gamle rådhuse blev fastholdt til kommunale formål, og der var og er nok stadig en ulyst til at skille sig af med ejendomme, man først en gang har fået ind "i bogen".

Mange kommuner fik også investeret – måske lidt rigeligt – i erhvervsjord og byggejord i øvrigt, og da byggeriet mange steder nu er gået i stå, skal man forholde sig til driften af disse arealer, mens der ventes på bedre tider.

Og i en del bykommuner har der også været tradition for, at kommunen burde råde over et antal lejligheder, som kunne anvendes i særlige sociale situationer, måske endda suppleret med en kritisk politisk holdning til privat boligudlejning generelt.

For det andet kan det knibe med overblikket, fordi ansvaret for en ejendomsportefølje sjældent er struktureret og samlet i organisationen, men ofte splittet ud på de forvaltninger, der måtte være brugere af bygningerne, de ansvarlige for grundsalget og måske Teknik og Miljø, når det kommer til driften af de ubebyggede arealer.

En nærmere undersøgelse vil også mange steder vise, at kommunen ejer en masse skæve hjørner, småskove, mose- og engarealer, der er blevet tilovers efter opkøb til udstykning, og som hverken tjener penge eller gør nytte i øvrigt for kommunen.

For det tredje er der det med pengene. Hvilken forvaltning får indtægterne fra de fælles arealer og bygninger, og hvem har vedligeholdelsesomkostningerne – og hvem har dermed incitamentet til at gøre det bedre? Er der systematisk opfølgning, så man sikrer markedspriser på udlejning af landbrugsjord, lejligheder og ejendomme i øvrigt? Hvem sikrer den mest effektive pladsudnyttelse af de bygninger, der bruges af forvaltningerne?

Og så er der en fjerde ting, som måske, når det kommer til stykket, er ganske afgørende. Danske kommuner har i mange år været orienteret mod vækst: Vækst i opgaver, medarbejdere og i indbyggertal. I den situation har det været godt og hensigtsmæssigt at råde over egne ejendomme, så de har kunnet understøtte væksten.

Men er det også situationen i dag – og i alle dele af Danmark?

Der strammes op på kerneydelser som ældrepleje, undervisning og børnepasning i kommunerne, de sociale ydelser gås igennem med tættekam, stadig flere opgaveløsninger skal konkurrenceudsættes.

Er det så holdbart, hvis der ikke er en samlet strategi og handlingsplan for kommunen som ejendomsbesidder med de muligheder for effektiviseringer og tilpasninger, der ligger i at have overblik og beslutningskraft på området?

Det havde været sjovere for fem-syv år siden, da markedet var i vækst, men dengang var der fokus på helt andre udfordringer. <

Bibliotekerne
styrket som kultur- og videnscentre

af Jørgen Bartholdy, biblioteks- og borgercenterchef i Skanderborg Kommune og Michel Steen-Hansen, direktør for Danmarks Biblioteksforening

Biblioteks- og Informationsvidenskab er en central ressource for og inspirationskilde til biblioteksudviklingen i Danmark, ja for hele informations- og videnssamfundet. Det er i høj grad Danmarks Biblioteksskole, der har præget denne udvikling. Biblioteksskolen, der siden 2010 har heddet Det Informationsvidenskabelige Akademi (IVA), var en selvstændig akademisk uddannelse. Indtil den nye regering kom til, lå den under Kulturministeriet, hvor de andre universiteter lå under

Videnskabsministeriet. Det er nu lavet om. I forbindelse med regeringsdannelsen er IVA overført til Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser. Akademiets to afdelinger er organisatorisk overflyttet til universiteterne i henholdsvis Aalborg og København.

Folkebibliotekerne har over en årrække ændret fokus fra at være isolerede institutioner med snæver opgaveportefølje til at være multihuse, der er involveret i en række kultur-, informations-, vejlednings- og serviceopgaver for kommunerne. Mange kommuner har fået øjnene op for, at de kompetencer, bibliotekerne besidder, kan bringes i spil i nye sammenhænge, og samtidig har it-udviklingen skabt en tættere forbindelse mellem informationsformidling og opgaveløsning. Dette er ikke et alternativ til de klassiske biblioteksopgaver, men en udbygning af dem og yderligere et tegn på, at folkebibliotekerne er centrale aktører i dannelsen af en ny kommunal virkelighed. Derfor er der brug for kandidater med en bred uddannelsesbaggrund på bibliotekerne, og overflytningen til samme ministerium som de øvrige universiteter er derfor indlysende og rigtig.

Det er imidlertid stadig nødvendigt, at der holdes fast og forskes videre i nogle biblioteksfaglige kernekompetencer. For eksempel er bibliometri uundværligt, når man skal vurdere kvaliteten af forskning, men i det hele taget er der flere forskningsområder, der i dag ligger på IVA, som har fornyet aktualitet, hvis vi skal bevare overblikket i den overvældende informationsmængde, som videnssamfundet byder på. IVA har også enestående kompetencer inden for kulturformidling. Kompetencer, der er med til at fastholde de danske bibliotekers helt uvurderlige og særlige status som åbne uafhængige kultur- og mødesteder lokalt. Som steder for folkeoplysning og egen læring eller som det kit, der holder sammen på værdierne i et hyperkomplekst, demokratisk samfund, om man vil.

IVA’s udvikling fra professionsskole til universitet har betydet, at der er sket meget forskningsmæssigt. Nær konktakt til universiteter har givet de studerende mulighed for selv at kombinere deres uddannelser med dele fra andre universitetsområder. IVA uddanner og forsker i dag i informationsvidenskab og kulturformidling, og den nye profil har betydet en øget tilgang til studiet. For folkebibliotekerne og deres opdraggivere, kommunerne, er det glædeligt, ikke mindst af hensyn til de kommende års store generationsskifte på bibliotekerne. Biblioteksuddannelserne står således over for en dobbelt udfordring. På den ene side er forskning i de traditionelle biblioteksfag vigtigere i dag end nogensinde, og på den anden side stiller de mange nye opgaver, bibliotekerne skal løse, krav om en langt bredere kompetenceprofil blandt bibliotekernes ansatte.

Den nye placering af IVA i et bredere universitetsmiljø kan styrke begge disse udviklingsspor, men det betyder, at der ikke må ske en nedprioritering af IVA’s hidtidige fokus på biblioteker og kulturformidling. Dertil er de specifikke biblioteksfaglige kompetencer simpelthen for afgørende for en fastholdelse og videreførelse af folkebibliotekernes unikke rolle som kultur- og videnscentre. Og det er der mere brug for i dag end nogensinde. <

Emneord
Debat

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Debat: Få styr på kommunens ejendomme Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger