Fot: Jakob Carlsen
Fot: Jakob Carlsen
Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 28 / 2011

Dit barn har faktisk to ben

Børn der bliver båret ind i børnehaven og får en lille bolle i klapvognen på vejen hjem, er efterhånden et hverdagssyn. I Lyngby-Taarbæk Kommune uddanner de pædagogerne til sundhedsambassadører, så de små og deres forældre kan få sunde vaner både nu og senere i livet

Børn der bliver båret ind i børnehaven, forældre som slæber skoletasken og fireårige der bliver kørt i klapvogn. Det er ikke længere noget særsyn.

– Vi havde en far, som altid bar sønnen ind. Jeg vidste, at han havde humor, så en dag sagde jeg "Har du slet ikke opdaget, at Anton har to ben?" Det grinede han af. Til andre forældre ville jeg sige "Du styrker dit barns motorik rigtig meget, hvis du lader ham gå ind selv". Det gælder om at finde den rigtige facon, og jeg har aldrig oplevet nogle, som blev sure, fortæller Jane Dam Hansen.

Hun er pædagog i daginstitutionen Spurvehuset og har netop været på kursus som sundhedsambassadør. Et tilbud som Lyngby-Taarbæk Kommune tilbyder alle pædagoger. Kurset varer fire dage, og her bliver pædagogerne blandt andet klædt på til at tale med forældrene om sunde vaner og lære nye bevægelseslege til både ude og inde.

– Selv om jeg er en garvet pædagog, fik jeg nye idéer. For eksempel en ny fangeleg, hvor alle børn hele tiden bevæger sig. Normalt er det sådan, at når man bliver fanget, skal man ud og sidde. Det er ofte de lidt tunge, som bliver taget først, og så sidder de der og venter, mens de hurtige løber rundt. I den her leg skifter man roller, og alle er med hele tiden, forklarer Jane Dam Hansen.

Plads til at danse og hoppe
Efter kurset får institutionen besøg af en bevægelseskonsulent, som giver gode råd til, hvordan indretningen af både legepladsen og indendørsarealer kan indrettes, så børnene bevæger sig mere.

– En vuggestue havde et stort fællesrum, hvor der stod en masse legetøj, som ingen rigtig brugte. Midt på gulvet var der fyldt med borde og stole. Efter bevægelseskonsulentens besøg fik de sat hjul på bordene og flyttede legetøjet, så de havde et kæmpestort rum, hvor de kunne danse og hoppe, fortæller Kirsten Dahlgaard, der er sundhedsplejerske og leder af sundhedsambassadørprojektet, som kaldes Kong Gulerod.

Lidt sødt...
Lyngby-Taarbæk har sat sig som mål, at alle institutioner i kommunen skal have mindst to sundhedsambassadører, så de kan støtte hinanden, hvis forandringerne møder modstand hos forældre eller kollegaer. Den sidste dag på kurset underviser Fødevarestyrelsens "Alt om kost"-rejsehold i sund kost. Og det er især de søde sager, der vækker diskussion.

– Vi har en afskedsfest for de store, hvor alle har en kage med, og det er bestemt ikke populært, hvis jeg foreslår at afskaffe den tradition. Kollegaerne ser også lidt bekymrede ud, når jeg taler om, hvor meget sukker vi har på personalestuen. Men vi kan jo ikke sige nul sukker til børnene, og når vi så åbner døren ind til personalestuen, så vælter det ud med kage og slik, griner Jane Dam Hansen.

Diskussionen om retten til at hygge sig med lidt sødt er heller ikke fremmed for projektleder Kirsten Dahlgaard.

– Jeg hører ofte "lidt sødt må man da gerne få. Skal det nu være helt forbudt?" Og nej, det skal det selvfølgelig ikke, men en institution er et offentligt rum, og sukkerråderummet for de helt små er meget lille. Hvis de får sødt i børnehaven, er der ikke plads til, at familierne kan spise en is i weekenden, forklarer Kirsten Dahlgaard.

Og Jane Dam Hansen er ikke bleg for at bringe nogle af traditionerne i spil.

– Vi er professionelle og skal skabe sunde rammer. Der er ingen grund til at komme glasur på fastelavnsbollerne. Børnene synes, det er lige så festligt, hvis der er flag i. Det er også os, der skal sætte regler for, hvad vi fejrer og ikke fejrer. Forældrene skal ikke komme med kage, fordi farmor og farfar er på besøg eller fordi mor skal ud og rejse, siger Jane Dam Hansen.

Uddannelsen af sundhedsambassadørerne slutter med en dag, hvor holdet mødes og taler om, hvilke succeser og udfordringer der har været.

– Vi arrangerer også netværksmøder to til tre gange om året, og det får vi rigtig god respons på. Pædagoger er ikke vant til at have et netværk, og møderne er med til at give inspiration og holde skruen i vandet, siger Kirsten Dahlgaard.

Sunde vaner varer hele livet
Der er to grunde til, at Lyngby-Taarbæk har valgt at begynde de sunde vaner allerede i daginstitutionerne. For det første er de små børns forældre ofte mere lydhøre, og for det andet varer sunde vaner ofte livet ud.

– I teenageårene skejer alle børn ud og spiser usundt. Men hvis de har haft sunde vaner i barndommen, så vender de tilbage til de sunde vaner, når de bliver voksne, siger Kirsten Dahlgaard. <

"Alt om kost"-rejseholdet
Alle kommuner kan få gratis hjælp af Fødevarestyrelsens rejsehold, hvis de har brug for inspiration til at skabe sunde rammer i skoler, børneinstitutioner og idrætshaller.

Medarbejderne i "Alt om kost"-rejseholdet rådgiver kommunerne om sundhedspolitikker, sunde madordninger, officielle anbefalinger for mad og motion og meget mere.

Hver landsdel har deres egen rejseholdsmedarbejder tilknyttet. Rejseholdet kan kontaktes på rejsehold@altomkost.dk

Skriv hvad du søger