Et væsentligt argument for strukturreformen har været, at kommunerne via en ekstraordinær indsats kan begrænse udgifterne til den kommunale medfinansiering af sygehusudgifterne.
Der har især været fokus på de såkaldte uhensigtsmæssige og forebyggelige indlæggelser. Kommunens mulighed for på kort sigt at påvirke antallet af uhensigtsmæssige indlæggelser findes hos de borgere, som kommunen har kontakt med via plejecentrene i plejeboliger eller gennem pleje i egen bolig.
I slutningen af 2010 fik kommunerne via KØS (KommunalØkonomisk Sundhedsinformationsgrundlag) mulighed for at lave analyse af konkrete borgeres forbrug af de regionale sundhedsydelser. I Aarhus Kommune har vi længe ønsket at få belyst forskelle mellem indsatsen på de forskellige lokalcentre og få vurderet, om man i højere grad kunne påvirke antallet af sygehusbesøg gennem identificering af bedste praksis og indførelse af økonomiske incitamentsstrukturer.
I analysen har vi valgt at have fokus på de 13 lokalcenterdistrikter, der er i Aarhus Kommune. Borgere med kontakt til lokalcentrene er i hvert distrikt delt op i fire undergrupper: To grupper for borgere i plejebolig (efter plejetyngde) og to grupper for borgere, der modtager pleje i egen bolig efter fritvalgsordningen (henholdsvis over og under 10 timer pr. uge).
Vi har set på dem, der modtog ydelser den 17. marts 2010 og på deres forbrug af de somatiske sygehuse i første halvår 2010. Her har vi valgt at have særlig fokus på de såkaldte forebyggelige diagnoser, altså de diagnoser, hvor der er formodning om, at kommunen kan gøre en forskel (se note). I tabel 1 er vist hovedresultaterne for Aarhus Kommune.
Det fremgår af tabellen, at Aarhus Kommune har samlede udgifter til somatisk sygehusbehandling på omkring 432 millioner kroner. De borgere, der er kendt i lokalcenterdistrikterne, er knap 6.000 borgere. Heraf får de 4.000 borgere ydelser i egen bolig og de resterende knap 2.000 borgere ydelser i plejebolig. De samlede udgifter til kommunal medfinansiering af sygehusbesøg for disse borgere er, beregnet for hele 2010, 38 millioner kroner. Heraf vedrører de otte millioner kroner forebyggelige diagnoser, svarende til omkring to procent af de samlede medfinansieringsudgifter.
Bruger sygehusene relativt lidt
Borgere i plejebolig benytter sygehusene meget mindre end borgere, der modtager pleje i egen bolig. Dette gælder både for de forebyggelige diagnoser og for "alle diagnoser". Det kan således konkluderes, at for de borgere, kommunen har den tætteste kontakt med (borgere i plejebolig) og som må antages at være de svageste/mest komplicerede i sundhedsvæsenet, medfinansierer kommunen en mindre andel af sygehusudgifterne end for borgere, der er i fritvalgsordningen. Kommunen yder således i dag en god sundhedspleje – især i forhold til de borgere, vi har tættest kontakt med.
I tabel 2 er vist, hvorledes udgifterne pr. 1.000 borgere på lokalcentrene fordeler sig på de 13 lokalcentre og på de fire grupper af borgere. Det fremgår, at der er tydelige forskelle mellem de fire grupper af borgeres forbrug af sundhedsydelser. Der er en relativt stor spredning mellem de enkelte lokalcentre. Der kan dog ikke konstateres en sammenhæng, så de lokalcentre, der har høje udgifter på ét område, også har høje udgifter på andre områder – eller omvendt.
Lille økonomisk gevinst ved forebyggelse
Det er beregnet, at hvis alle lokalcentre kom ned på det laveste niveau, det vil sige "lokalcenter 13-niveau", ville de samlede udgifter til kommunal medfinansiering kunne reduceres med omkring 2,6 millioner kroner. Dette skal sammenlignes med, at lokalecentrene samlet har et bruttobudget på godt 1.600 millioner kroner.
I denne beregning forudsættes ligeledes, at hospitalet ikke bruger de ledige ressourcer til at behandle andre patienter.
Økonomisk er der således tale om yderst begrænsede ressourcer. Selv når der fra 2012 sker en forøgelse af den kommunale medfinansiering med 70-80 procent, vil udgifterne til de såkaldte forebyggelige indlæggelser stadig udgøre en meget lille del af de samlede kommunale udgifter på området (for Aarhus Kommune vil det maks. udgøre fem millioner kroner i forhold til godt 1.600 millioner kroner, der i dag bruges på lokalcentrene).
Endvidere ændrer den nye medfinansieringsmodel ikke på kommunernes styringsmuligheder på området. Kommunerne har således stadig ingen muligheder for at undgå, at andre patienter indlægges i de tomme senge. Endelig er der tale om en generel forøgelse af medfinansieringsandelen, hvor medfinansieringen øges lige meget for alle behandlinger – også de behandlinger som kommunen ikke kan forebygge.
Derudover skal det medtages i overvejelserne, at der ikke i ovennævnte beregninger er medtaget evt. udgifter til en ekstraordinær kommunal indsats – for eksempel til ansættelse af mere sygeplejepersonale og til eveventuelt ekstra træk på de praktiserende læger.
KØS kan bruges til faglig udvikling
Selv om der kun er begrænsede økonomiske incitamenter til at gøre en forskel på området, kan KØS-redskabet godt danne grundlag for en faglig dialog på og mellem de enkelte lokalcentre. Hvorfor er der for eksempel lokalcentre, der har færre forebyggelige indlæggelser end andre – arbejder de på en anden måde, og kan man lære af hinanden?
I økonomiaftalen for 2011 blev det aftalt, at kommunerne skulle have adgang til individdata. For at gennemføre dette kræves en ændring af sundhedsloven, som er på vej, så der er håb om, at kommunerne snart får en nemmere adgang til at trække data og lave bedre analyser af effekten på de forskellige tiltag på sundhedsområdet. <
Note:
Afgrænsningen af forebyggelige sygdomme er sket på baggrund af Projekt Faglig Kvalitetsoplysning, fra KL, ISM , FM og Socialministeriet (under publicering).
Se tabellerne i den layotet artikel nedenfor