Foto: Morten Langkilde / Polfoto
Foto: Morten Langkilde / Polfoto
Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 23 / 2011

Drømmen om den gode by

Beboelse i den ene del, rekreative områder i den anden med bjerge, søer og skove og en helt ny industripark. Albertslund var ikke alene opskriften på at bekæmpe boligmangel: Det var selve den ideelle og planlagte by, rammen om det gode liv, som det så ud i 60’erne
tekst Tom Ekeroth

Der har boet mennesker i Albertslund siden vikingetiden, og de små landsbykirker, som i velbygget skønhed stadig rager op over overlevende landsbyer, er fra middelalderen. Men selve Albertslund Kommune er et af de bedste monumenter over 60’erne i Danmark, både det, der lykkedes, og det, der ikke gjorde: Drømmen om den gode by, planlæggernes svendestykke, idéen om en kommune, hvor man ikke bare kunne bo, men også leve.

Man skal tage turen tilbage til slutningen af 50’erne for at kende baggrunden for Albertslund, der dengang var en tyndt befolket landkommune, mest kendt for sine to fængsler. Velfærdssamfundet buldrede som et charterfly under takeoff. Der var også en voldsom boligmangel, som parcelhusbyggeriet alene ikke kunne afhjælpe. Til overmål var der samtidig brug for store saneringer i København. Man havde brug for en helt ny by med boliger til 16.000 mennesker. På fingerplanens pegefinger var der plads i Herstedernes Kommune, hvor der foruden fængslerne stort set kun var landbrug og gartnerier.

Herstederne blev til Albertslund, rækkehuse og gårdhavehuse blev en del af løsningen, en hurtig løsning, en billig løsning og et eksperiment. De berømte gårdhavehuse måtte maksimalt koste 51.500, det skulle gå hurtigt, elementbyggeri, som man aldrig havde prøvet til tæt-lavt byggeri. Men det lykkedes. Og "højhusene, som var lagt ned," havde ingen udlejningsproblemer. Folk stod i kø og rykkede ind med cirka 60 familier om måneden.

Skriv hvad du søger