Foto: Jakob Carlsen
Foto: Jakob Carlsen
Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 22 / 2011

Enlig mor til fire sat på gaden

En huslejestigning på 1.000 kroner var mere end 41-årige Lena Larsens kontanthjælp kunne klare. Hun blev sat på gaden med sine tre hjemmeboende børn. Danske Kommuner fulgte Lena, da hun og børnene blev sat ud af deres hjem

Hun går ud af bygningen sammen med sine børn. Bliver mødt af den kølige sommervind, der hvirvler pladsens støv op. Ingen andre. Nu er de sat på gaden. Hun sætter sig ned på gårdens fliser. Forsøger at få ild på en cigaret, men flammen i hendes hændes ryster som et espeløv.

– Jeg fryser ikke, siger hun skælvende, da en venlig nabo tilbyder hende en ekstra jakke.

Hendes navn er Lena Larsen, hun er enlig mor til fire og har ikke længere noget sted at bo. En huslejestigning har gjort, at hun ikke kan betale.

For et kvarter siden blev hun og børnene sat ud af deres hjem af kongens foged. Og nu skulle kommunen stå klar med et alternativt boligtilbud, men kommunens boligkonsulent er ikke dukket op.

– Mor, hvad skal vi nu?, spørger sønnen Patrick.

Lena svarer ikke. Stirrer tomt ud i luften, En nabo svarer, at de skal vente på kommunen, som skal hjælpe dem med at finde et sted at være. Vinden hvirvler rundt og småbladenes raslen er det eneste, der bryder den larmende tavshed.

Et "hvad nu?" og fuldstændig forladt- og fortabthed står mejslet i familiens ansigter, mens de desperat prøver at være tapre for hinandens skyld. Børnenes socialrådgiver, der har været med gennem hele udsættelsen kommer til. Hun forklarer Lena, at der er sket en fejl hos boligrådgivningen, så det er hende, der skal forsøge at hjælpe dem videre.

– Jeg har jo egentlig kun bemyndigelse til at hjælpe børnene, men vi finder ud af det.

Prøv at finde dit positive jeg frem, Lena. Det skal nok gå, siger hun.
Lena ser på hende. Svarer ikke. Vender sig om og siger til sine børn med den roligste stemme, hun formår at få frem.

– Kom, børn, nu går vi med her, så finder hun et sted, hvor vi kan være.
De begynder at gå mod boligområdets parkeringsplads. En nabo åbner et vindue og råber efter dem.

– Farvel unger, farvel Lena. Vi kommer til at savne jer.
Børnene vinker, vender sig om, og går videre. Den ældste af drengene sparker til ingenting på stien. Ved ikke, hvor de nu skal hen, om de har en seng at sove i. Om de får et nyt sted at bo. Om de overhovedet får et nyt liv.

Helt tom
En lille time forinden havde Lena og hendes familie stadig tag over hovedet. På deres nu forhenværende adresse Ved Bellahøj Nord i bygning nummer 12 på 9. sal venter familien i uvished på, at fogeden skal komme. Lena har ladet Danske Kommuner følge hendes familie i de svære minutter.

Hun lukker os ind i den lejlighed, der har været hendes hjem, men som om lidt bliver taget fra hende. Hendes øjne farer rundt i rummet, som om de desperat søger efter en løsning mellem de møbler, der ikke længere er der.

På lejlighedens vægge har hendes børn skrevet "fuck politiet" og hængt breve til Statsminister Lars Løkke Rasmussen, "Lars Løkke, hvor er velfærden, hvorfor hører du ikke på os?" Den lille familie venter på, at fogeden banker på døren i det ,der for dem føles som år. Lena går nervøst frem og tilbage i lejligheden.

– Jeg er helt tom indeni, har slet ingen tanker. Og samtidig har jeg en dundrende hovedpine.

Den ældste af Lenas børn bor ikke hjemme, og det er lykkedes hende at finde pasning til den yngste, så kun to af hendes børn er med til udsættelsen. Bekymrede naboer er mødt op for at støtte Lena. Hendes børn farer rundt mellem de få ting, der er tilbage i lejligheden. Råber højt, at samfundet bare kan skrubbe ad helvedet til. Gentager hele tiden nærmest manisk halvt henvendt til Lena, halvt selvforsikrende:

– Vi skal nok klare den, ik’ mor?!

Patrick på 14 år tænder en smøg, går ud på svalegangen, ser tomt ud i horisonten med et sammenbidt, hårdt udtryk i ansigtet. Storebror Mikkel er helt oppe at køre, gejler nabobørnene op, råber, griner, ryger en smøg.

Lena er blevet varslet, at fogeden kommer klokken 12.10. Men da klokken er 12.20 er der stadig ikke dukket nogen op. Lange minutter. Naboer, der forsikrer Lena om, at det nok skal gå uden overbevisning i stemmen.

– Det havde været bedre at lade dem blive boende, og hjulpet hende med restancen, indtil kommunen havde en anden løsning, konstaterer én.

Fuck politiet!
Børnenes socialrådgiver er til stede, men kommunen, som skal sørge for, at Lena og børnene har et sted at være, er ikke dukket op. Stemningen er spændt til bristepunktet. Klokken slår 12.30. Det ringer på dørtelefonen. Lena tager røret, "Hallo"?
Intet svar. Lena åbner og siger stille,

– De vil ikke engang sige, at det er dem, som er kommet for at sætte mig ud.

Hun går ud på svalegangen. I et hjørne står et stort gipskrucifiks, som hun tager op og knuger hårdt mod sit bryst. Noget at holde fast i. Fogeden kommer med en politimand, en låsesmed og en repræsentant for boligforeningen. Og pludselig må Danske Kommuners fotograf ikke fotografere Lena, der stadig står på svalegangen.

– Det dér kan du godt stoppe med NU, lyder det bryskt fra fogeden i et højrøstet forsøg på at få fotografen til at lægge sit kamera fra sig.

Lena bryder ind.

– Det er stadig mit hjem, jeg har ikke skrevet under på jeres papirer endnu, så han må gerne være her. Politimanden skubber Lena til side og forlanger at få fotografens kamera.

– Tag hans kort, råber fogeden. Lena går imellem.

– Jeg har ret til at tale med og blive fotograferet af, hvem jeg vil. I har ingen ret til at blande jer i det, siger Lena med hævet stemme.

Naboerne ser til, mens børnene kommer deres mor til undsætning, den ældste fører an.

– Fuck politiet, vi har stadig vores frihed!, hvæser han henvendt til politimanden, der dårligt under ham et blik.

Fogeden forlanger til sidst, at fotografen går ud, når Lena skal skrive papirerne under, da udsættelsen betragtes som et lukket retsmøde. Fotografen går ud. Han får lov at beholde kamera og memorycard, hvor billederne ligger.

Frk. Hjemløs med krucifiks
Inde i lejligheden har Lena skrevet under. Foged, politimand, låsesmed og boligforeningsrepræsentant forlader med kold myndighed lejligheden. Går ud på svalegangen forbi Lena, der er brudt sammen i armene på en nabo. De ser ikke på hende. De skal videre med en taxa. Videre til næste udsættelse.

Lena knuger sit krucifiks, ser ned på gipsjesus på korset, og siger,

– Ja, du var sgu ikke til meget hjælp. Bare kald mig frøken Hjemløs, siger Lena og forsøger at lyde kæk.

Børnene ser med store mørke øjne på hende.

– Det skal nok gå, mor.

Lena hanker op i sig selv. Forsøger at smile til sine børn. Tager de sidste plasticposer og går ind i elevatoren, kører ned, og forlader bygningen.

Dagene efter
De følgende dage bliver også turbulente for Lena og hendes børn. Det skyldes ikke mindst et kiks i kommunens boligrådgivning. Datoen for Lenas udsættelse var ifølge en kilde i kommunens boligrådgivning ikke blevet vedhæftet de rigtige papirer. Derfor var der ingen hjælp at hente, da fogeden torsdag eftermiddag smed Lena og hendes tre hjemmeboende børn på gaden.

Heldigvis har hun en god veninde fra en anden opgang ved Bellahøj Nord, som inviterer Lena og børnene op og giver dem lov til at overnatte. Men da Lena fredag henvender sig hos boligrådgivningen, får hun at vide, at hun og børnene i første omgang skal på et krisecenter, da kommunen ikke har et boligtilbud til hende på nuværende tidspunkt. Men krisecenteret kan først modtage hende mandag, og boligrådgivningen kan ikke hjælpe hende, da det jo, som de sagde, var ti minutter i weekend.

Lena og børnene er nu på randen af panik. De har ingen steder at tage hen, og kommunen har tilsyneladende ikke en løsning til den enlige mor til tre. Igen træder Lenas veninde til og tilbyder Lena og børnene, at de kan bo hos hende indtil mandag, hvor krisecenteret kan tage i mod dem. Lena og børnene flytter ind på krisecenteret mandag, og da Danske Kommuner forlader dem, venter de stadig på at få et sted at bo. <

Flere mister hus og hjem
Fra 2002 til 2010 er antallet af udsættelser på landsplan steget fra 1823 til 4382 om året, viser statistikken fra Domstolsstyrelsen. Københavns Kommune topper listen. Sidste år ramte det 797 lejemål. En af dem er Lena Larsen – enlig mor til fire – der for nylig blev sat ud af sin lejlighed i Bellahøjhusene. Det er traumatisk for borgerne og dyrt for kommunen, der savner tid og redskaber til at forhindre udsættelserne.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Enlig mor til fire sat på gaden Felter med * skal udfyldes
 
Af: Marianne olsen
Den 09.12.2012 kl. 20:47

utroligt

svar på: Enlig mor til fire sat på gaden

Det er da utroligt at kommunerne og dermed socialrådgiverne til bistands modtagere ikke holder lidt mere øje med de situationer som når en boligudgift stiger. At man i >Danmark vælger at sætte folk på gaden børn eller ej, er mig en gåde. Et samfund bliver ikke bedre end sit svageste led. Så meget som vores samfund gør for børn som regel, så synes jeg det er ubegribeligt at man sender dem igennem en storm der indbefatter en mor der ikke kan tilbyde husly og en usikkerhed på den kommende hverdag. Hvad er billigst for samfundet, at gi 1000 kr mere til huslejen eller starte forfra med indskud og placering af en familie, det er under al kritik jeg føler med den mor og de børn og skam jer boligejere at i sætter de i forvejen dyre huslejer op. Jeg tænker at der må nytænkning til. Det kunne være europæiske nybyggede to værelses asyl centre for danske boligløse økonomisk trængte familier f.eks eller brug de kirker der skal lukkes til ombugning, der er plads til stue og førstesal i et kirkerum. eller find på noget det er samfundet der skaber problemet og vi andre tager tæskene, imedens vores børn ser på, ingen ønsker det men hvem gør noget? æv

Af: Charlotte Gade
Den 30.11.2011 kl. 13:07

Medmenneskelighed

svar på: Enlig mor til fire sat på gaden

Det er rigtigt flot. Hvis bare moderen havde kvittet smøgerne, så var de aldrig sat ud. Man kunne have forestillet sig at fokus havde været på huslejestigningen, at børneydelsen er blevet nedsat, at kommunen har svigtet deres beredskab for udsatte familier, at samfundet til trods for børnekonventionen placerer udsatte børn i så udsatte situationer som at miste hjem , venner, skole og meget mere.
Det byrde være lovstridigt at sætte børnefamilier på gaden, og jo selvfølgelig skal de da også betale husleje, men der er mange mere værdige metoder i stedet for. Hvordan præger disse oplevelser børn og unge, at føle sig så magtesløs og ligegyldig, i kontakten med offentlige myndigheder. Som børnesagen siger: " Børn er vores alles ansvar".

Af: Anonym
Den 08.09.2011 kl. 09:26

Frygtelig situation, men

svar på: Enlig mor til fire sat på gaden

jeg undres over at hvis det drejer sig om 1000 kr og de ryger alle tre så må det da være bedre at kvitte smøgerne end at blive sat på gaden.

Vi skal passe meget på vores velfærdssamfund men den går begge veje. Hvordan kan man ødelægge en lejlighed og skrive fuck politiet på væggen, så der skal bruges flere penge på at reparere den til den næste familie som har brug for hjælp? Det er alt for nemt at skyde skylden på politiet, statsministeren, samfundet osv. Velfærdssamfundet skal fortsætte, men vi skal have taknemmeligheden tilbage for det man nu engang har fået og også det man kan få fremadrettet, for jeg vil da tro familien stadig får en del hjælp.

Af: Peter
Den 08.09.2011 kl. 09:55

Enig

svar til Anonym: Frygtelig situation, men

Ja, det er en frygtelig situation for familien. Men artiklen mangler så mange oplysninger, at man ikke kan sige noget om hvorvidt at familien kunne have være blevet i lejligheden, hvis de havde omlagt deres budget. Det femgår heller ikke hvorfor lejligheden stiger med 1000 kr. i leje. Men det er da synd for børnene.

Af: Susanne
Den 09.09.2011 kl. 10:42

Ansvarlig forældre eller ?

svar til Peter: Enig

Denne artikkel er formentlig kun skrevet for, at familien skal få medynk. I stedet skulle denne mor have tilbud om at få lavet et ansvarligt budget inden hun bliver smidt ud.
Stor bekymring for "den sociale arv".

Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger