Foto: Jonny Bonne / Polfoto
Foto: Jonny Bonne / Polfoto
Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 19 / 2011

Hvor var børnene før?

84.000 elever modtager specialundervisning. 33.000 af dem er i segregerede tilbud. Hvor var disse elever, da jeg selv gik i skole i 60’erne? Jeg spurgte Per B. Christensen, børne- og kulturdirektør i Næstved Kommune, der oprindelig var lærer
tekst Tom Ekeroth

Hvor var alle disse børn før, i din skoletid for eksempel?

– Lad os tage de forskellige grupper. Hvis vi tager de åndssvage, som der var en del af i din og min skoletid. Der var flere, end der er i dag, men de var på lukkede institutioner og dermed ikke synlige for offentligheden. Med særforsorgens udlægning omkring 1980 bliver skoletilbuddene synlige. De børn så man simpelthen ikke før, siger Per B. Christensen.

Og så var "de knap så begavede".
– Hvis man er ligefrem i sproget, så var der de knap så godt begavede – de dumme. Der fandtes hjælpeklasser og hjælpeskoler, typisk som fælleskommunale tilbud. Hvis man går længere tilbage, til vores forældres generation, så sad de i klassen, typisk helt nede bagi. De var fredelige, ellers blev de gjort fredelige ved hjælp af disciplinære midler. Nogle af de børn var på tålt ophold i det skolesystem, man havde indtil, man fik den reformpædagogiske bølge i 60’erne og 70’erne. De blev aldrig hørt, og vi har alle gået i klasse med nogen af dem. Hvis man tænker over, hvilke vilkår de fik, så kan jeg godt få en lille smule gåsehud af dårlig samvittighed. De blev nedgjort, de fik en på skrinet, hvis de en enkelt gang blev hørt og ikke kunne svare fornuftigt. Mange af disse børn blev dog hjulpet af, at fagrækken var smallere i vores forældres skole. Der var fokus på at lære at skrive, læse, regne og stave. Og det fik de faktisk lært, siger Per B. Christensen.

Den tunge ende
Det er svært at tale om de mindre begavede uden at inddrage den sociale dimension. Her vender den tunge ende nedad.

– Der var ofte en social dimension, når vi taler om de knap så begavede. Det gælder jo også vore dages specialundervisningselever. Når det gælder de handicappede børn, så kan man ikke sige, at de kommer fra bestemte sociale lag, men når man taler om de knap så begavede børn, så er der stadig en social slagside, siger Per B. Christensen.

Han hæfter sig ved, at der er dukket helt nye diagnoser op, siden han i 1981 blev ansat i sin første lærerstilling på en skole i Maribo.

– Dengang var der var en centerklasserække. Det vil sige en klasse med børn, der gik i et parallelt spor til en normal klasse. Det var børn med muskelsvind, med sclerose, blinde børn, børn med talevanskeligheder. Traditionelle handicap. Børn med Down’s syndrom gik nogle andre steder. De diagnoser, vi oplever i dag, som dels er knyttet til hjernemæssige forstyrrelser af en eller anden art – ADHD for eksempel – så vi slet ikke. Enten er det fordi, man ikke har set dem – det tror jeg er noget af forklaringen – eller man har håndteret dem med nogle pædagogiske midler, som man i dag ikke ville anvende. Da jeg var ung lærer, var der også en anden holdning til diagnoserne.

Ønskede det ordinære
Per B. Christensen mener også, at en del af forandringen skyldes en holdningsændring.

– Dengang skammede man sig en lille smule som forældre, hvis ens barn skulle have et særtilbud. Man klamrede sig til det ordinære skolesystem. Det har ændret sig. I dag fordrer forældrene gerne med hjemmel i en diagnose, at barnet skal have et særligt tilbud. Også hvis det fører til segregation. Det er et markant skift, der er sket. Presset på segregation kommer også fra lærerne, som ikke synes de kan rumme de forskellige problemstillinger eller har de rigtige redskaber. Presset kommer også fra politisk hold, fordi politikerne lytter til, hvad fagpersonerne og forældrene siger. <

Skriv hvad du søger