Foto: Mikkel Østergaard / Scanpix
Foto: Mikkel Østergaard / Scanpix
Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 18 / 2011

Manglende støtte kan være fatal for slægtsplejere

Børn anbragt i slægtspleje klarer sig bedre end andre anbragte. Slægtsplejerne har dog brug for mere støtte fra de kommunale forvaltninger, viser ny undersøgelse
tekst Rudi Holm og Janni Gjersen Hansen

Samarbejdet mellem slægtsplejefamilier og kommunale forvaltninger er ofte afgørende for, at en såkaldt slægtsanbringelse bliver en succes eller fiasko.

Det fastslog seniorforsker ved SFI Tine Egelund, da hun for nylig på en konference fremlagde den tredje og sidste rapport i den største og mest dybtgående evaluering af slægtspleje over for traditionel familiepleje.

– Jo dårligere slægtsplejeforældrene føler, at samarbejdet med forvaltningen er, desto større er sandsynligheden for, at der sker sammenbrud i anbringelserne, og at det fører til mere turbulente anbringelsesforløb, sagde Tine Egelund.

Kommunerne har siden anbringelsesreformen i 2006 skullet undersøge mulightederne for at finde en mulig slægtning til at påtage sig ansvaret for et barn, når det er besluttet, at det skal anbringes uden for hjemmet. Den nye undersøgelse dokumenterer imidlertid, at kommunerne sjældent er gode nok til at bakke slægtsplejefamilierne op, når den løsning vælges.

– På en række punkter er slægtsplejefamilier dårligere stillet end almindelige plejefamilier. De modtager ringere støtte til plejeopgaverne. De får ikke vederlag, men refusioner. Og de får færre kursustilbud, mindre supervision, ligesom antallet af kommunale tilsyn også er færre, siger Tine Egelund.

Undersøgelsen viser samtidig, at børn i slægtspleje sjældnere modtager for eksempel specialundervisning og undervisning i beskyttede værksteder end andre anbragte børn. Tine Egelund mener, at det kan hænge sammen med, at slægtsplejefamilier ofte er dårligere stillet såvel økonomisk som uddannelsesmæssigt i forhold til en typisk plejefamilie.

– Der er sammenhæng mellem den samlede støtte og barnets psykosociale udvikling. Jo mere støtte plejefamilien modtager, desto større er sandsynligheden for, at plejebarnets psykosociale situation forbedres, pointerer Tine Egelund.

Klarer sig bedre
Overordnet klarer slægtsanbragte børn sig dog bedre end børn i traditionel familiepleje. De har et bedre netværk, bedre kontakt til forældrene og færre psykiske problemer.

– Vi kan se, at slægtsanbringelse ofte giver meget stabile anbringelsesforløb. Slægtsplejen bryder ikke sammen så ofte, som det sker i den traditionelle familiepleje, siger Tine Egelund.

I Børnerådet er formanden Lisbeth Zornig Andersen da også positivt stemt over for slægtsanbringelse.

– Hvis man kan anbringe børn i slægten, og hvis slægten er lige så kvalificerede som andre plejefamilier, så er det rigtig godt. For noget af det, vi ikke er gode til i Danmark, er at sikre barnets netværk, når det bliver anbragt. Hvis slægtsplejefamilierne har de samme ressourcer mentalt og økonomisk som almindelige plejefamilier, ser jeg ikke så store faldgruber, siger hun.

Slægtsanbringelse er imidlertid ikke et columbusæg og en let løsning, påpeger seniorforsker Turf Böcker Jakobsen fra SFI:

– Alle efterspørger enkle svar, og slægtspleje kunne ligne en enkel løsning. Det er det bare ikke. Det er meget mere komplekst. Det er ikke altid ressourcerne findes i slægten, og selv om familien påtager sig opgaven, er det ikke sikkert, at det lykkes. Prisen for sammenbrud er ofte højere ved slægtsanbringelser, idet barnet risikerer et omfattende tab af relationer. Slægtsanbringelse kan altså få fatale konsekvenser, og investeringen er derfor også meget større.

Ensartede tilskud
Flere fagfolk kritiserede på konferencen også aflønningen af slægtsplejerne. Familierne får ikke vederlag, men kan få ekstraudgifter dækket. Det er imidlertid ikke nok, mener blandt andre Marianne Folden, administrationschef i FABU, Familieplejen for børn og unge. Hun kalder det et problem, at det er op til sagsbehandlere i kommunen at vurdere, hvilke udgifter slægtsplejefamilierne kan få dækket, og efterlyser ensartede regler på området.

– Mange slægtsplejefamlier føler, at de skal tigge sig til tillægsydelserne. Vi hører på netværksmøder, at kommunerne er meget påholdende med, hvad de vil dække af udgifter. Støtten skal naturligvis tilpasses den enkeltes behov, men det kan ikke være rigtigt, at man i nogle kommuner kan få tilskud til bil og hjælp til rengøring, mens det ikke er muligt i andre kommuner. Der bør laves nogle ensartede regler, så det ikke skal være op til den enkelte sagsbehandler at vurdere, hvad der er ret og rimeligt, siger Marianne Folden.

Næstformand i Socialpædagogernes Landsforbund Pernille Christoffersen erklærer sig enig:

– Det er vigtigt, at familierne får den støtte, der er brug for. Det her skal være i orden – ellers er de jo på herrens mark. Vi ved, at traditionelle familieplejere har svært ved at bede om hjælp af frygt for ikke at få lov til at beholde det anbragte barn. Jeg kan forestille mig, at slægtsplejere kan være endnu mere bange for at miste barnet, hvis de kommer med krav.

Nye tider
Blandt deltagerne på konferencen var der flere, der udtrykte frygt for, at rapporten om slægtsplejefamilierne kan bruges til, hvad de kaldte for "et middel til at reducere kommunens udgifter" på området.

– Det må ikke være styrende. Men jeg kan være bekymret for at denne rapport kan blive misbrugt. Kommunerne skal spare. Alle skal finde billigere anbringelser. Med denne rapport i hånden kan det hurtigt komme til at fremstå, som om det er den vej, vi nu skal. Men man skal huske på, at et brud i netværket er meget voldsommere, end et brud i den traditionelle familiepleje, lød det advarende fra en kommunal sagsbehandler.

Og også i Børnerådet er der en vis bekymring.

– Min største bekymring er, at kommunerne vil bruge slægtsplejen som "den billige løsning". Jeg mener, at man sagtens kan honorere slægtsplejefamilier på lige fod med almindelige plejefamilier. Her gør vi forskel i dag. De skal sidestilles med almindelige plejefamilier, så de både økonomisk og gennem uddannelse bliver rustet til at tage sig af barnet, siger Lisbeth Zornig Andersen.

I Ikast-Brande Kommune har man hidtil været tilbageholdende med at slægtsanbringe børn, men nye tider kan være på vej, og kommunen vil i så fald også være klar til at yde den nødvendige støtte til slægtsplejefamilierne, fortalte kommunens børnechef Anton Rasmussen på konferencen.

– Vi har hidtil været skeptiske over for slægtsanbringelserne, fordi vi har oplevet, at de ofte har givet anledning til mange konflikter. Men med denne undersøgelse har vi fået en solid viden, som måske kan hjælpe disse børn og hjælpe os til at håndtere konflikterne. Hvis det er godt for børnene, skal vi nok finde ressourcerne til det, lovede Anton Rasmussen. <

 

FAKTA
12.590 børn og unge under 18 år blev anbragt uden for hjemmet i 2009. 5.265 var anbragt i familiepleje, 461 i såkaldt netværksplejefamilier, mens kun 199 var slægtsanbragt. De resterende er anbragt på blandt andet døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder.

Skriv hvad du søger