Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 14 / 2011

Kronik: Kultur-velfærdens råstof eller flødeskum

Kultur- og fritidslivet giver borgerne livskvalitet og skaber samtidig identitet og sammenhængskraft i kommunerne
tekst byrådsmedlem Jane Findahl (SF), Fredericia og borgmester Lars Krarup (V), Herning, henholdsvis formand og næstformand for KL's Børne- og Kulturudvalg

KL inviterer for første gang landets kommunalpolitikere til kultur- og fritidskonference i Kolding den 10.-11. maj under overskriften: "Kultur og fritid – velfærdens råstof, kit eller flødeskum?"

Lad os i den anledning forsøge at gøre status over kulturen og fritidens tilstand i kommunerne lige nu. Hvor er vi, og hvad er udfordringerne?

Efter vores opfattelse har fritiden og kulturen det godt i kommunerne. Med kommunalreformen blev der skabt en klar arbejdsdeling mellem staten og kommunerne, og tidligere tiders "kludetæppeøkonomi", hvor amtskommunerne var involveret, er nu afløst af en klar ansvarsfordeling: Kommunerne løser de opgaver, der har en klar lokal forankring, og staten påtager sig et økonomisk medansvar, hvis en opgave har en særlig national karakter.

Baggrunden for, at vi i kommunerne engagerer os så aktivt i kulturlivet og på fritidsområdet, er utallige. Blandt andet:

• det medvirker i dén grad til højere livskvalitet hos borgerne

• det skaber en fælles identitet og sammenhængskraft i de nye kommuner

• det giver byen og egnen omtale til gavn for egne borgere og for mulige nytilflyttere

• de mange ildsjæle og foreninger bidrager til løsningen af kommunale opgaver på andre områder.

Og de tørre tal viser, at kommunerne prioriterer dette område højt. Kommunalpolitikerne anstrenger sig utroligt meget for at holde kulturområdet nogenlunde skadesløst i disse økonomisk svære år, og de samlede driftsudgifter til kultur- og fritidsområdet under ét har været nogenlunde uændrede over de sidste 6-8 år. Museumsområdet og teaterområdet endog med klar pil opad.

Også direkte på det politiske niveau tager kommunerne kultur- og fritidsområdet meget alvorligt. Langt hovedparten af sammenlægningskommunerne har nu deres eget stående udvalg for kultur og fritid, i modsætning til i gamle dage, hvor kulturspørgsmålene tit lå som de sidste punkter på en dagsorden, hvor det var folkeskole og dagtilbud, der fyldte det meste.

Heldigvis er lovgivningen på området præget af, at prioriteringen mellem biblioteker, idrætsanlæg, musikskoler, kulturhuse, aftenskoler og de mange, mange andre initiativer i vidt omfang er et lokalt anliggende. For hvis der er ét område, hvor det kommunale selvstyre har sin helt indlysende berettigelse, er det netop på kultur- og fritidsområdet.

Al erfaring fra de sidste mange årtier viser, at netop kultur- og fritidsområdet blomstrer mest frodigt i kommunerne uden detaljeret lovgivning. Hvorfor? Fordi den bedste "gødning" på dette område selvfølgelig er ildsjæle og lokalt engagement og ikke statslig millimeterstyring. Netop med hensyn til kultur og fritid er der en meget stærk tradition for, at lokale forskelligheder i indhold og løsninger mellem de forskellige egne i landet får lov til at slå igennem. Men selv om kultur- og fritidslivet folder sig righoldigt ud i alle afkroge af landet, er der selvfølgelig også en række udfordringer, som kultur- og fritidspolitikerne står over for i de kommende år.

Frivillige giver muligheder
En af de store udfordringer bliver at få udfoldet de store potentialer i samarbejdet med foreningslivet. I mange kommuner har der været en vis berøringsangst for at indgå aftaler med de frivillige foreninger. Dels af respekt for foreningernes selvbestemmelse og autonomi, dels af frygt for, at kommunale krav til dokumentation og evidens kvæler arbejdsglæden hos de frivillige.

Men al erfaring viser, at rigtigt mange foreninger gerne vil indgå forpligtende partnerskaber om at samarbejde med kommunerne om vigtige samfundsopgaver. Kommunalpolitikerne får derfor en afgørende opgave i at trække den præcise grænse for, hvilke velfærdsopgaver foreningslivet kan medvirke til at løse. Og kommunernes økonomiske situation de kommende mange år gør det nærmest obligatorisk at søge nye og utraditionelle opgaveløsninger. Og når der er pres på kommunernes økonomi, er der pres på at finde nye veje, hvor foreninger og andre frivillige måske kan bidrage med nytænkning og innovation.

Også balancen mellem borgernes skiftende – men mest stigende – ønsker og de politiske og økonomiske muligheder bliver vigtig. Og herunder hvor meget vi som politikere skal lytte til "de organiserede" brugerinteresser, og hvor meget vægt vi skal give ikke-brugerne, de inaktive og de selvorganiserede.

Hvor meget skal vi bekymre os om, at en vis del af befolkningen slet ikke bruger vore kulturtilbud, og kan vi se igennem fingre med, at idrætsforeningerne kun når en del af børnene og de unge, når vi samtidig ser en eksplosion i børns problemer med overvægt og begyndende livsstilssygdomme?

Samtidig er der sket en mindre revolution i befolkningens idrætsmønstre, både med hensyn til valg af idrætsgrene og til at idræt nu er blevet noget, borgerne dyrker hele livet. Også dette stiller ændrede krav til kommunalpolitikerne, ikke mindst med hensyn til sammensætningen af kommunens idrætsfaciliteter.

Den digitale revolution
De unge er en særlig udfordring. "Google-generationen" er kraftigt underrepræsenteret med hensyn til brugen af de traditionelle kultur- og fritidstilbud. Til gengæld har 95 procent af de 16-19 årige en profil på Facebook og er storforbrugere af de digitale medier. Det bliver en vigtig udfordring for kommunerne at udforme de kommunale tilbud, så de også appellerer til de digitale unge.

Generelt ser vi gode muligheder for, at digitaliseringen og internettet vil skabe nye veje og muligheder på kultur- og fritidsområdet, og at det vil aktivere borgere, som ellers ikke har nogen større brug af kultur- og fritidstilbud. Vi drømmer om en digitalisering, der skal komme vores børns og voksnes dannelse og uddannelse og vores demokrati til gavn, ligesom vi regner med, at digitalisering kan give samme service for færre penge på en række punkter.

For eksempel står den digitale revolution for døren i vores folkebiblioteker og skolebiblioteker. Vi går en udvikling i møde, hvor flere og flere borgere vil låne og downloade e-bøger, netmusik, e-lydbøger med videre i stedet for at hente materialerne fysisk på biblioteket.

I kommunerne vil vi gerne det digitale bibliotek, men det bekymrer os, at priserne på de digitale materialer til et digitalt bibliotek er meget dyrere end til de fysiske materialer i biblioteket. Et andet problem er de stramme vilkår, der gælder for brugen af de digitale materialer som følge af ophavsretten. KL deltager i en arbejdsgruppe sammen med staten om det digitale bibliotek, og det bliver helt afgørende, at vi her kan nå til en fremadrettet fælles forståelse af det digitale bibliotek, herunder en modernisering af ophavsretsreglerne. Og når nu staten er nævnt, er det jo en god tradition, at når KL afholder konferencer, er det også en god anledning til at sende et signal til vore statslige med- og modspillere.

Grundlæggende må det især blive en appel til ministre og ministerier om at holde fast ved princippet bag kommunalreformen: Lad kommunerne løse de lokale og borgernære opgaver, også på dette område. Og lad os selv sammen med vores borgere finde frem til den fornuftige prioritering mellem de mange muligheder i respekt for de lokale traditioner og befolkningens forskellige ønsker.

Selv om lovgivningen på kultur- og fritidsområdet er mindre statsstyret end på andre kommunale ressortområder (og tak for det), er der også her behov for en vis regelforenkling. Et par oplagte eksempler kunne være:

• aflæggelse af foreningsregnskaber bør selvfølgelig kunne ske digitalt, og ikke som folkeoplysningsloven kræver det, at alle bestyrelsesmedlemmer skriver under med gammeldags underskrift

• kulturministeriets kulturaftaler med kommunerne kunne sagtens klares med færre detailkrav og dermed mindre papirforbrug

• foreningernes erklæringer om indhentelse af børneattester kunne nemt indgå i den almindelige tilskudsansøgning til kommunen. Dermed spares 20.000 erklæringer hvert år.

Det er som om, at ministrenes markante stemmer om forenkling har en tendens til at blive mere lavmælte rundt omkring i ministerierne for næsten at forstumme helt i statens styrelser.

Afslutningsvis vil vi konkludere, at kulturen og fritiden har det godt i kommunerne. Det er spændende at være lokal kultur- og fritidspolitiker, ikke mindst fordi lovgivningen giver vide rammer for den lokale politik. Selvfølgelig er der mange udfordringer, der skal løses, men det er nu engang sjovere at kaste sig over udfordringerne, når der er et velvoksent lokalt råderum, end når alting er bestemt i statslige cirkulærer. <

Skriv hvad du søger