Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 13 / 2011

Leder: Forebyggelse kræver ny finansiering

tekst KL

Flere ældre og stadig flere kronikere i de kommende år kræver mere og længere behandling. Det bliver dyrt for samfundet, særligt når der generelt på arbejdsmarkedet bliver færre til at løse opgaverne og finansiere udgifterne. Derfor skal der fokus på forebyggelse.

Regeringens hensigt med en ny kommunal medfinansieringsmodel på sundhedsområdet er netop at øge kommunernes incitamenter til at forebygge. Grundbidraget til regionerne erstattes af øget aktivitetsbestemt kommunal medfinansiering.

KL støtter, at incitamenterne til forebyggelse øges. Men det er også vigtigt, at der er budgetsikkerhed. Sidste år oplevede mange kommuner nemlig, at udgifterne til den aktivitetsbestemte medfinansiering blev noget højere end forudsat. KL har derfor lagt vægt på, at det fremsatte lovforslag ændres.

Det har regeringen lyttet til. Kommunerne får nu pengene tilbage, hvis medfinansieringen er større end forudsat. Herudover indebærer regeringens og KL’s aftale, at den kommunale medfinansiering holdes uden for servicerammen, så eventuelle kommunale merudgifter ikke kan udløse eller påvirke en eventuel regnskabssanktion. Disse elementer er afgørende for at sikre kommunernes budgetter.

Alle er enige om, at sundhed og forebyggelse er vigtig. Det betaler sig at investere i forebyggelse – men det skal også kunne betale sig for kommunerne. De kommende års ændringer i sygehusstrukturen vil forskyde flere opgaver til kommunerne. Derfor skal der lægges en plan for, hvordan kommunerne over en årrække gradvist kan finansiere de forebyggende og opfølgende opgaver i sundhedssektoren.

Derfor er der brug for en tilbageløbsmekanisme, hvor ressourcer, der frigives i det regionale sundhedssystem som følge af kommunale indsatser, føres tilbage til kommunerne.

Vi er enige om, at vi skal forebygge – men kommunerne skal også have finansiering til det! <

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Leder: Forebyggelse kræver ny finansiering Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger