Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 10 / 2011

Hvem gider være mellemleder?

Mere i løn, mindre arbejdsbyrde og mere magt. Det er redskaberne, hvis det skal blive lettere at rekruttere til kommunalpolitik, mener fynsk R-lokalformand

Som formand for Det Radikale Venstre i Svendborg Kommune oplever Mai-Britt Schultz hvert fjerde år den udfordring, det er at få fyldt en opstillingsliste til byrådsvalget.

– Det er et nærmest urimeligt stort stykke arbejde, siger hun, der har været aktiv ved de seneste to kommunalvalg.

Mens de øverste pladser er svære at besætte, indvilger en del i at stå langt nede på listen. Deres "risiko" for at blive valgt er derfor til at overse. Modviljen mod at stille op skyldes ifølge Mai-Britt Schultz dels arbejdsvilkårene, dels mangel på kommunalt selvstyre.

– Lønnen står slet ikke mål med arbejdsbyrden, der jo kun er steget siden reformen. Og når vi så samtidig er ved at få amerikanske tilstande, hvor man hele tiden graver i politikeres fortid, så siger mange altså fra, forklarer Mai-Britt Schultz.

Folketinget gør det kun sværere i disse år, mener hun.

– Når man fjerner mere og mere magt fra kommunalbestyrelserne, bliver de jo reduceret til forvaltere – og dermed får byrådsmedlemmer karakter af mellemledere. Det er jo aldrig et godt sted at stå, siger hun, og forstår udmærket, at selv meget engagerede partifæller ikke gider lægge ryg til upopulære beslutninger, som de ikke selv har lod og del i.

– Skal vi ændre på det, må kommunerne have mere magt. Jeg har selv overvejet, om jeg vil stille op på de betingelser, siger Mai-Britt Schultz, der stillede op som nr. 2 på listen ved valget i 2009, hvor partiet mistede sit ene mandat. <

Skriv hvad du søger