Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 09 / 2011

Kronik: Den velbevarede hemmelighed om kommunale arbejdspladser

Myternes holdeplads gør det om få år svært at tiltrække de bedste hoveder, men meget kan opnås, hvis vi selv handler
tekst kommunaldirektør i Næstved Kommune Jens Chr. Birch, formand for Kommunaldirektørforeningen og Henrik Holt Larsen, professor i HRM, CBS

Fire paradokser præger borgernes og mediernes opfattelse af den offentlige sektor:

  1. Hvis der afsløres enkelttilfælde af fejl og forsømmelser, så er det nok sådan i hele den offentlige sektor.
     
  2. Selv om man som borger er tilfreds med den service, der leveres fra børnehaver, skoler, ældrepleje mv., så har man ofte ikke lyst til at være offentligt ansat. "Det er livet for kort til", så at sige.
     
  3. Selv om mange offentlige ansatte er ildsjæle, der brænder for opgaven og oplever "at gøre en forskel", kan de godt tale dårligt om deres arbejdsplads internt og eksternt.
     
  4. Selv om vi hylder demokratiet og den deraf (oftest) følgende konstruktive uenighed om mål og midler, opleves det ofte som "uprofessionel ledelse", hvis der er uenighed om, hvorvidt pengene skal bruges til at renovere skoler, lavere normering i dagsinstitutionerne, bygge plejehjem eller lappe vintertrætte veje.

Disse paradokser kaster i disse år skygger over hele velfærdssektoren. Konsekvensen er, at de offentligt ansatte har mindre selvtillid og stolthed over deres arbejde, og de bliver et let bytte, når ansvar og kritik skal placeres.

En ond spiral, der giver store problemer i en tid, hvor mange offentligt ansatte forlader sektoren på grund af alder, og hvor deres afløsere skal findes blandt de samfundsgrupper, som ikke ligefrem står i kø for at komme ind på offentlige arbejdspladser. Vi får om få år svært ved at tiltrække medarbejdere – især de gode hoveder, hvis der ikke sker ændringer.

Vi må selv forbedre det offentlige omdømme
Mediernes og offentlighedens metertykke forestillinger om, at for eksempel kommuner er ineffektive, langsommelige, bureaukratiske og præget af slendrian, gælder især på nationalt plan.

På lokalt niveau er billedet et andet. Her er der som nævnt høj tilfredshed, når borgerne spørges konkret om deres oplevelse af skolen, dagsinstitutionen eller ældreplejen. Der er nærmest tale om en dobbelt offentlighed – en brydning mellem illusion og indsigt – som er skabt på grund af dels manglende indsigt, dels en lyst til at gøre den offentlige sektor dårligere end fortjent.

Det kommer fra mange sider: Presse, politikere, ministre, faglige organisationer, erhvervsorganisationer, eksperter, eller hvem det nu er.

Det er paradoksalt, at et af de mest udbyggede, effektive og dyre velfærdssystemer i verden får så ringe anmeldelser. Der er mange forklaringer. Det skyldes selvfølgelig reelle fejl, men alt for ofte er det eksponerede enkeltsager, tit præsenteret som resultatet af pressens "kulegravningsbander" eller opfindsomme hemmelige metoder og skjulte kameraer.

I det lys kan man jo altid finde forhold, som opleves kritisable og uheldige – ikke kun i den offentlige sektor. Man kan undre sig over, hvorfor bestræbelserne på at tale velfærdsstaten så langt ned har så stor opbakning. Kommunerne er under konstant forandring; det er et vilkår – ikke en undskyldning for at undsige sig kritik, og hvor kritikken er berettiget, retter kommunerne fejlene, hvor de kan.

Hele den kommunale sektor er i disse år inde i en omfattende effektiviserings- og innovationsproces, som både giver kritik og skaber forbedringer, men forurettelse og klynk hjælper ikke. Kommunerne må se på sig selv – det dårlige omdømme er kommunernes eget ansvar. Særligt når det handler om at skabe forståelse blandt borgerne for de mange komplicerede udfordringer, er det nødvendigt at styrke den kommunikative indsats og sikre, at de kommunale politiske og administrative ledere handler.

Det kræver måske en holdnings- og kulturændring. Det skal være ok at "prale" af sin arbejdsplads og dens resultater, når der er grund til det. Hvis ikke kommunerne selv fortæller de mange gode kommunale historier, hvem gør så?

Som kommunal medarbejder, leder og politiker har man en enestående mulighed for at påvirke samfundet og udføre et meningsfuldt arbejde. Et arbejde, som har stor indflydelse og betydning for mange mennesker, fra børn og unge, omsorg for ældre til klima og miljø.

Private virksomheder kalder det CSR (Corporate Social Responsibility), og brander sig på det. I en kommune er det en kerneydelse, det er dét, vi gør bedst. Men vi fortæller sjældent om det, og det er både ubegrundet og skadeligt. Vi ved jo, at mange kommunale medarbejdere netop vægter den menneskelige og socialansvarlige del af deres arbejde – det er meningsfyldt arbejde at hjælpe andre. Selv om det lyder som en floskel, ligger det dybt i dem, at de "gør en forskel".

I øvrigt viser undersøgelser, at unge sætter etik og social ansvarlighed højt på listen, når de skal vælge arbejdsplads. Det meningsfyldte arbejde er et eminent brand – men det skal formidles og forklares, og det der ikke kan forklares, kan ikke forsvares.

Dialog med borgerne ændrer omdømme
Kommunernes omdømme skal ses i lyset af det pres, der hviler på den offentlige sektor, så langt vi kan se fremad. Her tænker vi ikke blot på de stramme økonomiske rammebetingelser, som vil præge ledelse og styring de næste mange år, men også – og i særdeleshed – det pres, som følger af borgernes stigende forventninger til den offentlige service.

Få borgere har en idé om, hvad den reelle pris på serviceydelser er. Måske derfor er forventningerne alt andet end faldende, ikke mindst hvor de ydelser, man kan få fra kommunen, opleves som rimelige krav eller rettigheder. Det personlige problem bliver kommunens problem.

Kommunerne har været igennem en gennemgribende omstilling, og kommunalreformen har medført, at kommunerne i dag er endnu mere professionelle end før. Men i denne omstilling har kommunerne forsømt at forklare borgerne, hvad de kan forvente af velfærdsservicen, at de faktisk får "value for money", og at kommunerne har en væsentlig demokratisk funktion i samfundet.

Kommunerne har nok overset, at man også skal fortælle borgerne, hvad der ikke er en del af aftalen med det offentlige, og derfor hvad man ikke kan få. Det kræver en dialog med borgerne at få skabt et sådant mere realistisk billede af, hvad man med rimelighed kan forvente. Derfor stiller det store krav til ikke blot den enkelte medarbejders dialog med borgerne i det daglige, men også – og måske meget mere – politikernes dialog med borgerne.

Vi kan ikke bebrejde medierne den mangelfulde dialog med borgerne. Vi kan heller ikke forvente, at de selv får indsigt i den kommunale virksomhed. Tilbage står en opgave – en stor udfordring af kommunikativ og ledelsesmæssig karakter, som politikere, ledere og medarbejdere bliver nødt til at handle aktivt på.

Flere end 500.000 er beskæftiget i landets 98 kommuner. Ikke blot leverer de et stort stykke arbejde. De er også potentielt 500.000 ambassadører, der kan fortælle, hvordan kommunen arbejder, og alle de positive resultater, der opnås hver dag. Det giver en unik mulighed for at skabe dialog og nå ud til samtlige borgere i landet.

Det forudsætter imidlertid, at når den kommunale medarbejder taler med naboer, sidder bænket ved en familiefest eller deltager i foreningslivet giver et positivt billede af sin arbejdsplads. Desværre oplever man ofte, at de kommunalt ansatte ikke ser sig som ambassadører, men internt og eksternt taler dårligt om deres egen sektor. Det er måske forståeligt, fordi de dagligt – og personligt – konfronteres med de stereotype fjendebilleder af offentlige arbejdspladser.

I virkeligheden behøver de blot at dele det engagement og den ansvarlighed, som de selv har og lægger så meget vægt på, med de medborgere, de møder uden for arbejdspladsen. Det er en ledelsesopgave i et tæt samspil med medarbejderne at ændre disse holdninger, at få medarbejderne til at være ambassadører for deres arbejdsplads.

Situationen kalder på handling. Kommunerne må i langt højere grad satse massivt på "employer branding", det vil sige målrettet markedsføring af attraktive arbejdspladser. Kommunerne har særdeles tiltrækkende, udfordrende og betydningsfulde job kombineret med gode udviklings- og karrieremuligheder, og ikke mindst den værdi, at arbejdspladsen varetager afgørende samfundsopgaver. Det kan vi "sælge" og "brande" langt stærkere end vi gør i dag! <

 

Syv indsatsområder til overvejelse – og brug!

1. Gør kommunen gennemsigtig, så borgerne kan se, hvad og hvor meget der produceres – til gavn for borgeren.

2. Tydeliggør, at kommunens aktiviteter er drevet og styret af borgernes ønsker og behov og politikernes prioriteringer.

3. Tydeliggør ressourceforbruget, vis hvad man får, og hvad man ikke får, samt hvad det koster.

4. Fortæl også om succeser, frem for kun at bruge tiden på at mindske skaderne af de fejl medierne graver frem.

5. Se glasset som halvfyldt og ikke halvtomt – ja, måske endda helt fyldt – og formidl det billede til borgerne, frem for at finde tøjsnore at hænge det beskidte vasketøj op på.

6. Oplev kommunen som en virksomhed, der ikke blot skal "sælge" sine ydelser, men også sælge sig selv som arbejdsplads, der skal tiltrække de gode hoveder.

7. Tydeliggør, at kommunerne både tjener et demokratisk formål og er rammen for det lokale fællesskab.

Skriv hvad du søger