Diagnoser har en konserverende funktion i forhold til barnet, siger Bjarne Nielsen, skolepsykolog og skolepsykologernes formand
Diagnoser har en konserverende funktion i forhold til barnet, siger Bjarne Nielsen, skolepsykolog og skolepsykologernes formand
Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 01 / 2011

Nutidens skole skaber diagnosebørn

Det stigende antal børnepsykiatriske diagnoser skyldes i høj grad, at skolen ikke længere er et rummeligt og trygt sted. En uoverskuelig hverdag giver vanskelige børn, og de tager opmærksomheden fra dem, der virkelig har brug for hjælp, mener skolepsykologernes formand

– Hvad er de værste faldgruber ved børnediagnoser?

– Lige så snart, man har udnævnt et barn til at have en børnepsykiatrisk diagnose, beskriver man et barn med en livslang sygdom. Det vil sige, at omverdenen og gradvist barnet selv stiller nogle andre krav, for så er barnet nærmest sygt. Det giver nogle problemer, for børn er jo i udvikling. Ingen kan spå om, i hvilken retning udviklingen vil gå. Diagnoser har en konserverende funktion i forhold til barnet.

– Hvilken betydning har det for et barn at blive stemplet som sygt?

– Barnet opfatter sig selv som anderledes. Det gør det, fordi det bliver behandlet anderledes end andre. Nogle kommer i specialforanstaltninger sammen med andre børn, som har særlige problemer og diagnoser. Når så de kommer ud af skolen og skal være i det almindelige samfund sammen med "almindelige" mennesker, kan de ikke det, for det har de aldrig været vant til.

– Hvad med de børn, der rent faktisk har psykiske problemer og har brug for en diagnose?

– Det er det vigtige. Hvordan hjælper vi dem? Blandt de mange børn, der i dag tages op af forældrene eller skolen for at få en psykiatrisk undersøgelse, er der nogle få, der virkelig har behov for en udredning og en efterfølgende indsats. Men når så mange børn bliver indstillet, stjæler de kostbar tid fra det børnepsykiatriske system, og de meget sårbare børn risikerer at vente længe på en udredning.

– Men kan en diagnose ikke hjælpe børn til at forstå, hvorfor de fungerer anderledes end andre?

– Det er den forenkling, der er dybt problematisk. Et barn, der er disponeret for ADHD, udvikler måske ikke ADHD i de optimale omgivelser hos forældrene og i skolen. Undersøgelser viser, at enæggede tvillinger, der er disponeret for autisme og bor hver for sig, ikke altid begge to udvikler autismen. Den ene gør måske, og den anden gør ikke.

– Hvad er så de optimale omgivelser for børn?

– Børn med disposition til at være vanskelige er meget afhængige af omgivelsernes reaktioner. Hvis forældrene ikke forstår at håndtere det og bliver irriteret og skælder ud, så sætter det en negativ relationscirkel i gang, som er meget uhensigtsmæssig for barnet. Der er en stor fare for, at disse børn får negative relationer hele vejen igennem fra forældre til pædagoger og skole.

Det sætter dem i stor risiko for at ende i specialforanstaltninger i skolen. Når vi så snakker skole, må vi også se på, hvordan skolen har udviklet sig. Skolen var engang en tryg base for børnene med få lærere, som fulgte dem gennem hele skoleforløbet. Nu har vi gradvist udviklet en fleksibel skole med mange skift for børnene: Lærerskift, kammeratskift, meget store krav til elevernes sociale kompetencer. Det er lige nøjagtigt det, nogle af eleverne ikke kan leve op til.

– Skyldes den store stigning i antallet af børnediagnoser, at skolen og samfundet ikke længere er så rummeligt?

– Det er der ingen tvivl om. Vi har en individualiseret kultur uden så meget overskud og hensyn til andre. 80 procent af børnene kan sagtens klare det, og det er let at lave en god skole for dem. Men de sidste 20 procent skal også med. Det hænger sammen med, hvad vi byder børnene.

I 1973 blev 18 procent af alle et-årige sendt i daginstitution, nu er det 88 procent. Men hvad ved vi om, hvilke konsekvenser det har for børn at være i daginstitution i ganske mange timer? Hvis børnene har stressede og forjagede hjemmesituationer og kommer ind i en daginstitution, der måske også er præget af stress og jag, får de ikke den tryghed og omsorg, de har brug for. Nogle tror, de skal råbe højt for at komme igennem, andre bliver passive og triste. Det er en stor opgave at undgå, og derfor er det trist, at vi opfatter dem som børnepsykiatriske børn. Det forenkler deres problemer. <

Skriv hvad du søger