Illustration: Gitte Skov
Illustration: Gitte Skov
Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 01 / 2011

Inklusion kræver gode ledere

Stadig flere kommuner gør op med den stigende udskilning af problembørn fra folkeskolen. De sætter i stedet inklusion på dagsordenen, og det gør de både af pædagogiske, demokratiske og økonomiske grunde
tekst Sidsel Boye

I Hedensted Kommune skal alle ledere i skolen og skoleforvaltningen på fire dages kursus for at blive klædt godt på til at lede den proces, der skal ændre folkeskolekulturen fra at være et fællesskab for normalbørnene til at være en skole, der afspejler mangfoldighed og virkeligheden. Professor Susan Tetler, DPU, fremhæver Hedensted Kommune som et eksempel på, at flere kommuner er på vej til at tage inklusionstanken til sig, og at der også er en stigende forståelse for, at det i høj grad er ledelsen, der skal på banen, hvis man vil have en inkluderende folkeskole.

– Man kan ikke overlade til den enkelte lærer at skabe inklusion. Det er ikke kun noget, der foregår i det enkelte klasseværelse med nogle enkelte børn med aspergers eller autisme. Det handler snarere om, at alle kolleger må gå ind og tage et ansvar. Det handler om hele skolens kultur og om, hvordan vi omgås forældre og hvilke muligheder, vi gerne vil give børnene. Det handler helt ned i detaljen om det daglige samvær, måden at tale på, måden vi er sammen på, måden at undervise på, og om hvordan børn bliver mødt, siger Susan Tetler.

Hun mener, at skolens kultur må tænkes om fra at være en gennemsnits- og standard-kultur til at være en mangfoldighedskultur, hvor man ser forskellighed som noget konstruktivt, der kan udnyttes
til noget godt, i stedet for at se det som noget besværligt.

– Vi lever i et hyperkomplekst samfund, der kræver, at vi skal omgås og håndtere mange forskellige mennesker med forskellige interesser og motiver. Så hvorfor ikke lære det fra barnsben. Skåret ind til benet handler det om sammenhængskraft. I dag har vi installeret en evne til at ekskludere alt det, der er lidt anderledes, siger hun.

17 års forpligtelse

Susan Tetler har arbejdet med inklusion lige siden FN satte begrebet på den internationale dagordenen for sytten år siden og forpligtede medlemslandene til at lade børn gå i de almene skoler i videst muligt omfang. Begrebet har haft noget trange kår i Danmark, hvor det danske udtryk "den rummelige skole" fik et image af spareøvelse. Men i løbet af de seneste par år er relanceringen af den inklusive metode nærmest eksploderet.

– I og for sig lå der det samme potentiale den gang i rummelighedsbegrebet, men alle de her visioner skal jo så måles på de handlinger, de udløser, og det er det, jeg synes, der er fokus på nu. Man ved godt, at det ikke er gjort med at have inklusion på sin hjemmeside som værdigrundlag. Skolerne må finde ud af, hvad det er for handlinger, der kan understøtte begrebet, og jeg ser nogle kommuner, der er i gang med et meget flot systematisk arbejde. Andre har ikke fattet det endnu, og det vil kræve flere års sejt træk, siger Susan Tetler.

Når inklusionen er så meget i fokus netop nu, tror hun blandt andet, det skyldes chokket over det skred, der er sket i udgifterne til specialundervisning.

– Det har også været en øjenåbner, at vi har noget nær europarekord med en udskillelsesprocent på seks. At det er kommet så vidt, skyldes nok så meget, at diagnoserne blevet så hyppige, at de nærmest er blevet en legitimering af de mange specialiserede tilbud, fordi man som lærer ikke oplever, at man selv er uddannet godt nok, siger Susan Tetler.

Godt for alle

Hun er oplægholder på KL’s Skolerigsdag i denne uge, og i den sammenhæng er det en bestemt type børn, der er særligt i fokus. Nemlig diagnosebørnene og dem, der med deres adfærd presser skolerne, forstyrrer undervisningen, og som i stigende omfang er blevet taget ud af normalklasserne i de senere år.

Men Susan Tetlers pointe er, at inklusion vedrører alle børn.

– Vi taler i virkeligheden om alle børn, når vi taler inklusion. For alle har behov for at være inkluderet med hver deres måde at være på, udvikle sig på og tilegne sig kundskaber, siger hun.

Et godt sted at starte inklusionen er at gøre noget for de børn, som er på vej til at ryge ud af den almene skole, men også i specialklasser på de almindelige skoler er der børn, som hun mener, med fordel kan inkluderes i langt højere grad end i dag.

Hun er sikker på, at lærerne vil være meget engagerede i at arbejde inkluderende, men de skal lære nogle metoder, der knytter an til deres praksis og kan forankres i dagligdagen.

– Det skal ikke være vildt uoverkommeligt, og der skal være støtte og opbakning. Her er vi tilbage ved ledelsen, og så skal både psykologer og konsulenter på banen med praksisforankret støtte til lærerne. Det vil nogle være gode til. Andre vil løbe skrigende bort, men så må man ansætte nogle andre, siger Susan Tetler.

Plads til at øve sig

Ekstern lektor Tine Basse Fisker, DPU, deltager også på KL’s Skolerigsdag, og hun sætter også spørgsmålstegn ved den almindelige praksis med at udskille den voksende gruppe af børn med socioemotionelle problemer.

– De her børn er meget svage på det sociale område, og i mange år har man tænkt, at de skulle beskyttes mod det kaos, der hersker i det almindelige miljø. I de senere år er der imidlertid kommet en stigende bevidsthed om, at børn lærer ved at imitere andre. Det gør de her børn også, blot meget langsommere. Men sætter man de her børn sammen med andre børn, der har samme svagheder, så er der ikke nogen at lære af. Så får de ikke lejlighed til at øve sig, siger hun.

Pointen er, at de dysfunktionelle børn skal have lejlighed til at øve sig i nogle gode børnefællesskaber, og dem arbejder forskere nu på at klassificere.

– Ligesom der er nogle arbejdspladser, der er rarere end andre, så er der også børnegrupper, der er mere harmoniske og velfungerende end andre. Men hvis man har en social dysfunktion kan man ikke selv vurdere, hvad der er godt og dårligt, så derfor er det vigtigt, at lærerne hjælper dem, og der er jo mange gode og velfungerende klasser, siger Tine Basse Fisker.

Gevinst for alle

De gode børnefællesskaber får også en gevinst ud af at fungere som rollemodel. Det viser forskningsresultater.

– Når børn skal tage hensyn til en kammerat, bliver de selv dygtigere rent socialt. De bliver bedre til at aflæse andre og mere empatiske, og intet peger på, at det nedsætter deres faglige udbytte, så i forhold til hele inklusionsdebatten er det en væsentlig pointe, siger hun.

Hun håber, at inklusions-debatten vil betyde, at man tager en del af pædagogikken i folkeskolen op til genovervejelse.

– Der kører mange steder nogle ustrukturerede undervisningsformer, som gør det svært for rigtig mange af de børn, der er urolige, ukoncentrerede og uopmærksomme. Og det er sandsynligt, at der på den konto sendes flere børn ud af skolen, end hvis vi havde haft en undervisningsform med mere faste rutiner og struktur.

Flytter børn og penge

I Aalborg Kommune er inklusion et fokusområde, og en proces er sat i gang, så udslusningen af børn fra specialskolerne til normalklasser kan være på plads om halvandet år. Udslusningen betyder, at pengene fra specialområdet gradvist kan komme ud at arbejde på normalområdet. Samtidig har politikerne sat 1,3 millioner kroner årligt af til et kompetenceløft til lærerne.

– I Aalborg har vi haft en meget lille vækst i udgifterne til specialundervisning i forhold til landsgennemsnittet, men det er klart, at der alligevel er et økonomisk incitament. Overordnet handler det dog om, at vi tror på inklusionstanken. Mangfoldigheden er en styrke, og næsten alle børn skal kunne trives i folkeskolen. Vi har været for gode til at lede efter mangler for at kunne ekskludere børn. Nu skal man til at se på børns ressourcer, og det er det, der er vildt spændende. Vi tilrettelægger vores læringssystem efter, at alle har noget at bidrage med, siger rådmand Anne-Dorte Krog (SF), som også er medlem af KL’s Børne- og Kulturudvalg og deltager i Skolerigsdagen.

Hun har besøgt alle kommunens 54 skoler og oplever, at der bliver tænkt rigtig langt med hensyn til planlægning, indretning og uddannelse af lærerne. Der også vigtigt, at specialskolernes viden følger med ud i normalsystemet.

– Vi skal have delt den viden, der er på de enkelte skoler, og vi skal have et katalog over gode idéer. Det er der ingen tvivl om, at vi mangler på landsplan. Vi skal også samle viden om, hvor mange der får eksamen, og hvor mange der kommer videre, og den viden skal deles, siger rådmanden. <

Skriv hvad du søger