Maurits Eijgendaal, forstander på institutionen Sølund. Foto: Preben Stentoft
Maurits Eijgendaal, forstander på institutionen Sølund. Foto: Preben Stentoft
Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 01 / 2011

Her får ildsjælene lov til at styre

Nye generationer er på vej ud på arbejdsmarkedet medbringende mobil og arbejdsvaner, som udfordrer den vante forestilling om, hvad der er sund fornuft. Kunsten er at give dem mulighed for at udfolde sig, siger forstander Maurits Eijgendaal. Han er leder for 700 mennesker på institutionen Sølund, og han startede som leder med at afskaffe alle regler og give engagementet plads
tekst Sidsel Boye

På podiet står en ung dansk-arabisk kvinde og fortæller om generation Y, den lille generation af unge, som forventes at blive den helt store mundfuld for deres arbejdsgivere i løbet af ganske få år. Symbolsk kan man karakterisere dem med billedet af en mikrobølgeovn og Twitter-funktionen.

– På Twitter er der plads til 120 anslag, og mere læser de ikke. Mikrobølgeovnen illustrerer, at de taber interessen for alt, der ikke fungerer efter 30 sekunder. For dem er arbejde noget psykisk, og vil man provokere dem, så beder man dem komme klokken 8 og gå klokken 16. Og de visner, siger Soulaima Gourani, foredragsholder og konsulent fra CBS.

Hun er inviteret til at holde oplæg for samtlige ledere i Skanderborg Kommune på den fjerde og sidste temadag i det fireårige ledelsesudviklingsprojekt "Med hjertet i ledelse".

Generation Y vil kun have lyst til at arbejde for et brand, der giver mening, og det kendte koncept Build a Bear er et godt eksempel på, hvilke arbejdsprocesser der giver mening for dem.

– De unge vil både vælge bamsen, fylde indhold og hjerte i. De vil involveres og spørges og være med i hele processen, forklarer Soulaima Gourani.

Kommunens temamøde er denne gang henlagt til kantinen på institutionen Landsbyen Sølund. Blandt tilhørerne er også Sølunds forstander Maurits Eijgendaal, og da foredraget er slut, ser han ret tilfreds ud. For emnet rammer lige ind i hans egne overvejelser om, hvordan man får den kommende gruppe af unge medarbejdere til at bidrage med deres allerbedste.

– Nu har vi igennem mange år styret med sund fornuft og appelleret til, at folk skal tænke sig om, og så oplever vi en ny generation, som ikke bare tænker sund fornuft, men som synes, at det for eksempel er ok at tale i mobil i flere timer på en vagt. De er helt almindelige unge mennesker, som bare har en anden tilgang, og som vi andre kan opleve som lidt ligeglade. Men for dem vil det at gå på arbejde uden mobil svare til, at vi andre gik på arbejde uden bukser, siger Maurits Eijgendaal, der, som hans navn indikerer, er af hollandsk herkomst.

I dag er Sølund godt på vej med et generationsskifte i sin medarbejderstab. Der er rigtig mange ansatte under 30 år, og hidtil er det gået meget godt med at få de nye integreret i Sølund-ånden.

– I forhold til den næste generation af unge handler det også om at finde alt det, der er godt ved dem, og give dem lov til at præge en hverdag, som bygger på det, de kan. Vores hverdag, her vil også ændre sig, hvis vi anerkender de unge og skaber en hverdag hvor de føler sig hjemme, i stedet for hele tiden at kritisere dem for at være lade og dovne, siger Sølunds forstander.

Han har selv engang været en ung mand, der gik rundt på bare tæer i New York iført gedeskindspels og langt hår, mens den ældre generation rystede på hovedet. Men for ham var det vigtigt. Og det har han ikke glemt.

– De unge skal præge det, vi laver. Vi skal have en masse elektronik flyttet ind i huset, og det skal de unge hjælpe med. Det kan også være, at måden at spise på og vores fester skal ændre sig. Det kan også være, at nogle personalemøder skal skiftes ud med nogle sms’er. Vi må bruge de udtryksformer, de unge har, siger Maurits Eijgendaal.

Lykken på arbejde
I dag er hverdagen på Sølund præget af en ledelsesfilosofi, der giver plads til sund fornuft og til ildsjælene. Det er deres engagement og begejstring, der styrer, og det er de gode idéer, der får pengene. Da Maurits Eijgendaal kom til som leder i 1991, var der to opslagsbøger med institutionens samlede regelsæt.

Dem afskaffede han sammen med personalet, mod at der i stedet skulle formuleres en hensigtserklæring. Den fik de aldrig skrevet, men hans overordnede mål er, at beboere og medarbejdere er lykkelige, og at de gør hinanden lykkelige. Og lykke definerer han som en balance mellem de udfordringer, der er, og de evner, man har, og en klar fornemmelse af mening med livet.

Det er en arbejdsform, der giver god mening for 237 beboere, der er enormt afhængige af at blive holdt af og elsket, men den passer ikke altid til det detaljerede kommunale kontrolsystem.

– I en organisation med 700 medarbejdere, der arbejder meget selvstændigt, kan det indimellem være lidt vanskeligt med de formelle krav om evidens og beskrivelse. Jeg beskytter meget mine medarbejdere mod kontrollen. Vi har ansat en AC’er til at hjælpe pædagogerne til at få skrevet noget, der både er et redskab for dem selv, og noget regnedrengene kan læse, forklarer Maurits Eijgendaal.

Selv har han lært meget af den tidligere amtsdirektør Henning Olsen, hvis valgsprog var: Hellere tilgivelse end tilladelse.

– Hellere gøre noget af et godt hjerte. Hvis man altid skal sikre sig i forhold til alle regler, bliver initiativerne dræbt. Man tager en risiko, hvis man ryster lidt af kontrollen af sig. Selvfølgelig må der ikke ske fejl, og vi gør, hvad vi kan for at undgå det, men jeg synes, angsten for at lave fejl er blevet for stor, og det er jeg lidt træt af. Der er en enorm defensiv angst for ikke at kunne redegøre for alle ting, siger Maurits Eijgendaal.

Gennemskueligt
Han er godt tilfreds med det kommunale tilhørsforhold, og Skanderborgs kontraktstyring gør betingelserne mere gennemskuelige.

– I amtets tid kunne man få besøg af chefen, og når han gik, kunne han have taget to millioner eller lagt to millioner kroner. Det var underligt, at vi ikke havde indblik i økonomien og indtægterne, som vi har det i dag, siger han, og kommer i tanke om en lille historie, som også fortæller lidt om kommunen som arbejdsgiver.

Maurits Eijgendaal har altid været international engageret, og da han sagde farvel til sine amtslige arbejdsgivere, forudså de, at han nok ikke længere ville få lov til at pleje sine internationale kontakter.

– Men det første, kommunaldirektøren i Skanderborg sagde til mig, var, at jeg skulle fortsætte med at holde mine udenlandske kontakter, fortæller han tilfreds.

De dyre drenge
Også Sølund er blevet ramt af besparelser på fem procent, og det er det pædagogiske arbejde justeret efter.

– Hvad siger du til prioriteringsdebatten?

– Diskussionen om de kolde hænder er meget relevant, og der har været mange kolde hænder i kommunerne og amterne, og på kontrolsiden har der været for mange. Jeg mener, at der stadig er kolde hænder, man kan transformere til varme hænder. Skanderborg er et rigtig godt eksempel. Den er en af landets billigste i administration, og selv den ville kunne spare, siger Eijgendaal.

Sølund huser nogle af socialpsykiatriens dyre drenge, i alt otte, hvor den dyreste koster næsten syv millioner om året.

– Det kan ikke gøres billigere, men vi prøver, og der er to, vi lige har sat ned i pris, fordi det går bedre, og så bliver de glade hjemme i kommunen. Jeg ved, at det er dyrt for enhver kommune, men jeg ved også, at vi er nødt til at være sikre. Vi har arbejdsulykker og medarbejdere, der bliver slået ned, men min pligt er at sørge for, at vi undgår det. Det handler ikke kun om at sætte folk ind, men også om at sige, at de skal have færre ambitioner. I en periode var det altid nye medarbejdere, der fik skader. Det sker, når de stiller for store krav til sig selv. Så må vi bede dem om at være lidt dovne. Det er en proces at arbejde med vore beboere, og det kan ikke altid være effektivt, siger Maurits Eijgendaal.

– Hvorfor blev du leder?

– Det skyldes et utroligt ønske og engagement i, at tingene skal være rigtig gode og et ønske om at præge den verden, jeg er en del af. Jeg kommer fra en familie med syv børn, og jeg har været på kostskole og også mødt de der præster, der ikke kan være ordentlige over for børn. Jeg har kunnet se, hvor ringe man har kunnet gøre det, hvor meget undertrykkelse kan dræbe initiativer og hvor meget ulykke, man kan skabe ved at være autoritær. Det er én af bevæggrundene, og det har været styrende for mig, at hvis jeg fik muligheden, så ville jeg arbejde med alternative ledelsesformer. Der har jeg altid været lidt foran, og det håber jeg stadig, at jeg er. <

 

Blå bog
Maurits Eijgendaal, 63, har været leder i 31 år, deraf de 26 som topleder. Han er uddannet skolelærer i Holland og har taget en række supplerende uddannelser i Danmark. Sammen med sin hustru Anne, der er lærer på Gedved Seminarium, har han arbejdet som frivillig med handicappede, der er blevet samlet op fra gaden i Sydamerika.

Landsbyen Sølund
Den socialpædagogiske boform Landsbyen Sølund er hjemsted for 237 beboere med fysiske og psykiske handicap og arbejdsplads for 700 ansatte. Sølund tager blandt andet de beboere, som ikke kan rummes andre steder inden for traditionelle rammer, og blandt andet har landsbyen enkeltmandsprojekter, som kræver stor bemanding.

Sølund arbejder med en relationsorienteret pædagogik (gentle teaching) og har sit eget selvfinansierende videnscenter med ti medarbejdere. Sølund er blandt andet kendt for sit behandlingstilbud, et sansehus kaldet Snoezelhuset.

Ordet er hollandsk og en sammentrækning af ordene snuse og døse, noget almindelige mennesker bedst kender, når de sidder i sofaen og zapper på tv. Sølunds sansehus har åbent for rundvisning og besøgstallet har rundet de 5.000.

Skriv hvad du søger