Foto: Anders Brohus / Polfoto
Foto: Anders Brohus / Polfoto
Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 29 / 2010

En ekstra chance før anbringelse

Hillerød Kommune: Børnehuset Buen – et alternativ til anbringelse

På fjernsynet ved standen kører en video fra en børnefødselsdag. På hylderne står billedbøger fra en skitur til Norge, og på bordet ligger flere billeder fra julefester, maddage, fødselsdagsfester og eid-fester – den vigtigste muslimske højtid. Den velbesøgte stand tilhører Børnehuset Buen i Hillerød Kommune, og her fortæller de om, hvordan musik, film og billedfortællinger er en vigtig del af deres arbejde med udsatte børn.

– Det er et sted, hvor man aflaster børn og familier, der har problemer. Det er almindelige børn med forældre, der har ualmindelige problemer. Det er børn, der har det svært, og som tit er triste og kede af det, fordi der er ballade derhjemme, fortæller Peter Bay, der er socialrådgiver i Hillerød Kommune.

I Børnehuset Buen kommer børnene to dage om ugen efter skoletid. De får frokost og måske aftensmad, hjælp til lektierne, de leger med vennerne og laver mad sammen. En gang i mellem tager børnene på ture, og bliver de i huset, har børnene værelser, hvor de kan have vennerne på besøg.

Med en fortid som filminstruktør har Peter Bay masser af erfaring at trække på, når han producerer film og laver billedfortællinger med børnene. Det er en metode, der både giver børnene selvtillid og en bedre selvforståelse.

– Mange af børnene får ikke taget billeder af sig selv, og de har ikke hjemmevideoer eller noget. Så holder vi for eksempel fødselsdage for børnene og laver en fødselsdagsvideo til dem. Klassen kan måske ikke komme derhjemme, fordi der er for beskidt, så de kommer her i stedet, fortæller Peter Bay.

Når Børnehuset holder fødselsdagsfester, er forældrene også med til at arrangere festen. På trods af navnet er Børnehuset nemlig et tilbud til hele familien, og det er vigtigt, at forældrene tager del i de ting, deres børn laver.

– Familien bliver inddraget så meget, de kan. De passer deres arbejde, deres pension, deres sygdom eller deres sorte arbejde. Så prøver vi at inddrage dem, så godt vi kan og tager dem med til møder, familiemiddage eller tager hjem til dem og hjælper med at rydde op. Når vi holder en julefest og forbereder, hvilke gaver børnene skal have, så får vi også snakket om nogle andre ting, siger Peter Bay.

For at få familien engageret i børnehuset arrangerer de ansatte af og til mødre- og fædredage. Her tager mødrene med de kvindelige ansatte til ting som yoga og makeup-aftener, mens fædrene tager en bowling-aften med de mandlige ansatte.

– Det er svært at få dem aktiveret, og mødrene er nemmere end fædrene. Men hvis der er bowling og mad, så kan de godt overkomme den skam og irritation, det er at skulle være sammen med de andre, fortæller Peter Bay.

For ham er Børnehuset en ekstra chance til familierne, når barnet egentlig ligger på grænsen til at skulle anbringes.

– Vi prøver at få gang i det almindelige liv igen og give børnene noget støtte. Man står lige før at skulle anbringe børnene. Så arbejder vi med dem og familierne for at prøve at se, om det kan klares uden, for vi ved, at mange af de anbringelser ikke ender særlig godt, siger Peter Bay. <

Skriv hvad du søger