Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 27 / 2010

Leder: Behov for reformer

tekst KL

Der er nok af store udfordringer for regeringen og Folketingets partier at tage fat på i det folketingsår, der indledes på tirsdag. Politikerne skal finde veje til at få gang i den økonomiske vækst og styrke erhvervslivets konkurrenceevne, så der kan skabes flere job og tjenes flere penge i det danske samfund. Balancen på statsfinanserne skal genoprettes, og der skal gennemføres reformer, der sikrer holdbarheden i dansk økonomi og i det danske velfærdssamfund.

På en række konkrete områder, der berører kommunerne, er der behov for, at regeringen viser initiativ og handlekraft. Det gælder for eksempel på folkeskoleområdet, hvor alle parter i øjeblikket venter på regeringens udspil om et partnerskab om folkeskolen som opfølgning på 360 graders eftersynet.

Tilsvarende er der brug for, at vi får sikret, at flere unge får en uddannelse. KL kommer i efteråret med et udspil om et 360 graders eftersyn af hele ungdomsuddannelsesområdet, så flere unge gennemfører en uddannelse.

Regeringen har bebudet, at den i løbet af efteråret vil fremlægge et forslag til en reform af førtidspension og fleksjob. KL er allerede kommet med sit udspil, hvor der blandt andet lægges vægt på at bremse op i antallet af unge, der ender på førtidspension.

LÆS OGSÅ Ny arbejdstidsaftale for lærerne

Der er lagt op til et eftersyn af aktiveringsindsatsen på beskæftigelsesområdet. KL vil også her komme med et udspil. Det handler om at skabe et helt nyt system, hvor der lægges mere vægt på resultater og mindre vægt på proces og kontrol.

Frem for alt er det vigtigt, at man på Christiansborg ikke glemmer, hvilke udfordringer vi står ansigt til ansigt med om bare få år, og hvilken økonomisk situation landet befinder sig i.

Netop nu sidder kommunalpolitikerne og lægger sidste hånd på nogle budgetter, hvor hver en 50-øre bliver vendt i et forsøg på at få enderne til at nå sammen. Det viser, at kommunerne tager et meget stort ansvar for den vanskelige økonomiske situation. En uansvarlig kappestrid om at levere populære velfærdsløfter er derfor det sidste, landet har brug for. Der påhviler regeringen og Folketingets medlemmer et ansvar for at sikre, at der er sammenhæng mellem strømmen af løfter og den økonomi, kommunerne har til rådighed. <

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Leder: Behov for reformer Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger