De høje færgepriser er en effektiv affolkningspolitik for øerne. Foto: Kristian Brasen / Scanpix
De høje færgepriser er en effektiv affolkningspolitik for øerne. Foto: Kristian Brasen / Scanpix
Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 24 / 2010

En udkant i midten

Nogle tanker om færgedriften, som er livsnerven for de danske øer. Men de er dyre i drift, og derfor burde det være samfundet, der betaler færgedriften – ligesom det betaler for motorvejene
tekst Jens Morten Hansen, statsgeolog, adj. professor, Geus

Når man som jeg er født og opvokset på Læsø – landets yderste udkant målt i transporttid til hovedstaden – så synes jeg ærlig talt, at alle hovedstadsbeboere og andre bymennesker trænger til en liden belæring.

Anledningen er den verserende udkantsdebat, hvor selvgode repræsentanter for kongerigets mindre ydmyge dele ømmer sig over de småskillinger, der triller mod landets mindre velstående dele, mens man ikke kan få øje på strømmen af dalere, der ruller den modsatte vej!

Et stort antal øers befolkningstal er stærkt nedadgående, og brain-drain’et er opadgående, mens mængden af overkloge hoveder stiger til uhyrlige højder i de store byer. En del af årsagen kan man finde i en urimelig og ulogisk prispolitik i forhold til at transportere sig selv mod kanter og udkanter.

Forleden fløj min kone til Stokholm og hjem igen for 600 kroner, mens jeg måtte betale 2.670 kroner for at komme frem og tilbage mellem Læsø og København. Sådan en forskel kan man mærke i baglommen, og den virker bestemt positiv i bestræbelserne på at sikre afvandringen fra udkantsområderne. En lignende affolkningspolitik kunne sagtens anvendes på andre uønskede steder og yderligt beliggende byer og halvøer?

Vi kunne for eksempel sætte en bom tværs over landevejen til Skagen og forlange, at alle biler – som på Læsø-Færgen skulle af med 580 kroner plus 200 kroner pr. passager. Det er trods alt ikke skagboerne, der har betalt og vedligeholdt vejen derop.

Der er imidlertid ingen konsekvens i affolkningspolitikken. Hvor er logikken i, at det absolut skal være gratis at køre over eller under vandet til Vendsyssel, Mors, Jegindø, Alrø, Als, Thurø, Siø, Langeland, Bogø, Glænø og Møn for ikke at nævne øerne Amager, Masnedø, Falster og Lolland, når man skal betale i dyre domme for at komme til Omø, Agersø, Femø, Fejø, Askø, Nekselø, Sejerø, Orø, Årø, Bågø, Barsø, Lyø, Avernakø, Bjørnø, Skarø, Hjarnø, Endelave, Samsø, Tunø, Fur, Livø, Strynø, Drejø og Ærø?

Byerne får masser støtte

Man må spørge, om de broløse øer stadig hører til i Danmark? I stedet kunne vi jo sælge de mest besværlige til Sverige og Tyskland, ligesom vi solgte De Vestindiske Øer til USA. Men det gør man nok ikke. Forskellige professorer i statskundskab gør sig gramme i hu over, at de kommunale uligningsordninger sender 15.000 kroner efter hver udkantsborger.

Men de lærde mænd overser bevidst eller ubevidst, at staten hvert år sender langt større beløb efter de byområder, hvor det er muligt at få en højere uddannelse, at komme i teatret, til kunstudstilling, på museum, på hospitalet, til koncert eller bare med metroen til fodterapeut eller fingermaling.

Som et enkelt lille eksempel på den omsiggribende akademiske forvrøvlethed sender staten cairka 500.000 kroner efter hver eneste, der får en naturvidenskabelig eller teknisk uddannelse i København, Århus, Odense og Ålborg. For ikke at tale om lægeuddannelserne, der koster staten en million kroner pr. styk eller tre millioner kroner pr. konservatorieuddannet musiker. For bare at nævne noget, der stort set kun kommer ned i byboernes lommer.

Langt de fleste af disse mange penge fra staten ender som indirekte tilskud til livet i byerne i form af lærerlønninger, byggeprojekter, vedligeholdelse og andre forbrugsgoder, mens udkanterne kun høster en forsvindende del af disse fælles indbetalte statspenge, når en bybo lægger audiensen forbi et sommerhus eller forvilder sig om til Hassans døgnkiosk i Kragenæs eller billetkontoret til færgen til Christiansø.

Nogen vil så hævde, at også udkanterne har gavn af alt det, der foregår i byerne for statens penge. Javist, men her taler jeg altså kun om de penge, der forbruges i storbyerne for statens direkte betaling for selve uddannelserne, ikke om hvad for eksempel de uddannede ingeniører, læger, arkitekter, musikere med flere bruger deres uddannelse og senere indtægter til. Også her kunne man stille himmelråbende regnestykker op. Men nu lader vi lige det ligge. Der er nok af andre skæv- og urimeligheder at trækkes med.

Den værste skævhed er, at byerne støvsuger udkanterne for unge talentfulde mennesker uden at betale gælden tilbage. Samfundets solidaritet er gået i sort, og den omsiggribende rigmandsgrådighed og utilslørede egoisme er i dag blevet samfundets pulsslag!

Flere undersøgelser af de unges uddannelsesvalg viser klart, at interessen for at tage de nyttige uddannelser, som samfundet har mest besvær med at få dækket ind, hovedsagelig kommer fra knap så velbeslåede samfundslag. Og disse samfundslag er vildt overrepræsenteret i udkanterne. Derimod er de mere velbeslåede byboere og deres børn mere interesseret i de ’selvrealiserende’ uddannelser.

Rekrutteringen af folk til uundværlige uddannelser som ingeniør, læge, meteorolog, geolog, naturforsker, sygeplejerske, jordemoder, lærer og håndværker er således afhængig af, at der findes et tilstrækkeligt stort befolkningslag i udkanterne, Alternativt må vi forestille os et samfund, hvor alle er beskæftiget i ’transaktionssektoren’ som bankfolk, advokater, kommunale og statslige sagsbehandlere og lignende, og at indbyggerne forventer at kunne ernære sig ved at ’barbere hinanden’.

Det er forholdsvis let at forklare, hvorfor de unges uddannelsesinteresser fordeler sig på denne måde. Vokser man op i et lille samfund, er det indlysende, at man skal gøre nytte, og det er indlysende, hvad der gør nytte. Og i et lille samfund, hvor alle kender alle, skal man derudover lære at opføre sig ordentligt og tænke på sine medmennesker og sit eget omdømme.

Man kan ikke skjule unyttighed og den medfødte egoisme og grådighed bag anonymitet, sådan som man kan i et bysamfund, hvor kun få har noget med naboen at gøre, og hvor man derfor kan opføre sig egoistisk og ubehøvlet uden at risikere et dårligt omdømme. Med andre ord bidrager udkanterne også med en overrepræsentation af folk til de nyttige uddannelser, lovlydige borgere og ordentlig opførsel!

Men de få røster, der vil hævde, at vi mangler en konsekvent og logisk ø- og udkantspolitik, der atter gør Danmark helt og sammenhængende, kan godt ’gå neden om og hjem’ under de mange vandveje som en anden Store Klaus. Alle er enige om, at infrastruktur og fremkommelighed er en betingelse for udvikling. Det handler i høj grad om at kunne komme til og fra – ikke mindst til en overkommelig pris. Det korte af det lange er, at Danmark – stik mod kendsgerningerne – opfattes som en gammel, skibsbruden søfartsnation.

Men virkeligheden er, at vi siden 1864 har været regeret af bønder, bolvæksmatroser og andre vanforskrækkede landkrabber, der ikke har forstået halvdelen af nationens historie, identitet og behov!

Flertallet af nutidens planlæggere og politikere mener, at hovedparten af Danmarks landareal ligger i en ’rådden banan’. Ja, hvad skal vi dog med alle disse ’rådne’ steder? Ingenting, siger de på Slotsholmen, hvortil overfarten er gratis ad såvel Højbro som Marmorbroen, mens de som faderen i tegneren Fritz Jürgensens vittighed belærer ’Lille Gysse’ om, at vandet uden for Christiansborgs vinduer ikke er verdenshavet, men Frederiksholms Kanal! <

Skriv hvad du søger