Danske Kommuner

Stop for unødige rejseudgifter

af 1. viceborgmester Simon Pihl Sørensen (S), Lyngby-Taarbæk Kommune

Denne sommer har igen været præget af historier om kommunalt frådseri.

Selv om der kan være gode grunde til de kommunale udgifter, er der også grund til selvransagelse i kommunerne. Det gælder generelt – vi skal forvalte borgernes penge fornuftigt og være tilbageholdende, når det gælder udgifter, der ikke direkte relaterer sig til de opgaver, vi skal løse. Og det gælder specielt i en tid som denne, hvor der skal spares massivt landet over.

Lad os tage rejseriet som eksempel. Der kan være gode grunde til at rejse og få inspiration i udlandet. Men når en kommune, som omtalt i Ekstra Bladet, nærmest valfarter til Kina i flere omgange, må man stille sig selv det spørgsmål: Hvad kommer der ud af det for arbejdet med udviklingen af den kommunale velfærd at søge inspiration i Kina – verdens største diktatur?

Eller når COK – KL’s egen kursusvirksomhed – arrangerer toplederuddannelse for 150.000 kroner pr. næse så eksotiske steder som Kina og Arizona. Hvad er det, de har – ud over dødsstraf – som vi ikke har? Sat på spidsen? Ja, i høj grad. Og selvfølgelig er der virksomheder og institutioner verden over, som kan inspirere os.

Danmark har i høj grad brug for udsyn. Men det hele lugter langt væk af en branche, som synes, det er meget sjovere at rejse ud og få en på opleveren i stedet for at blive hjemme og løse de endog meget store problemer, vi står over for.

Men pointen er jo netop, at vi ikke er en branche, vi er det offentlige og har en forpligtelse til at tjene borgerne samvittighedsfuldt, og det er ikke samvittighedsfuldt at rejse væk – slet ikke midt i en krise. Hvis der er krise i familien, tager man jo ikke det første SAS-fly ud af landet.

Og så er der signalvirkningen: I en tid, hvor vi piller ved personlige tillæg, sparer på handicapområdet og skruer på normeringerne – er rejsecirkusset og middage på Noma en hån mod borgerne. Hvad ligner det, når offentlige ledere fire gange på to år tager med DISPUK til Kreta for at tage en uddannelse på et femstjernet hotel? Hvordan forklarer man det til moderen til den lille pige, der lige har fået skåret i specialundervisningen? Ja, jeg kan ikke og må i givet fald ty til bortforklaringen; dårlig dømmekraft.

Mit forslag er, at vi i stedet i denne krisetid går over i den anden grøft og agerer ekstra restriktivt, når det drejer sig om kommunale rejser og repræsentation. Det burde gjalde ud af højtalerne i Københavns Lufthavn: "Der er en meddelelse til alle borgmestre og kommunaldirektører: Bliv hjemme og pas arbejdet."

Det vil være et signal til borgerne om, at vi forstår den opgave, vi er stillet over for. Og så vil det klæde alle kommuner at formulere en konkret politik om rejser og repræsentation og lægge hele molevitten frem for borgerne. Det er jo i sig selv uholdbart, at borgerne må forlade sig på mediernes dækning af udgifterne til rejser og repræsentation. Det i sig selv giver indtrykket af, at der er noget, der ikke tåler dagens lys. <

Staten skyder galt – kommunerne betaler

af borgmester Poul Lindor Nielsen (S), Roskilde Kommune

Kommunerne må betale regningen for, at to statslige myndigheder vurderer ejendommes værdi forskelligt. Det er ikke rimeligt.

I Roskilde Kommune har vi netop fået en opfølgning på budgettet, der viser, at vi foreløbigt kommer til at mangle godt 12 millioner kroner i år som en direkte følge af, at en række ejendomme i kommunen har været overvurderede. Det er ikke kommunen, der vurderer. Men det er kommunen, der står med hullet i budgettet. Og året er ikke gået. Det kan sagtens vise sig, at hullet bliver større.

Det er ikke rimeligt. Det er staten, der vurderer ejendommenes værdi. Det er også staten, der afgør, om ejendomsvurderinger er for høje, når ejerne klager. Det sker i 15 vurderingsankenævn.

Men den offentlige ejendomsvurdering indgår i beregningen af kommunernes forventede indtægter, når regeringen forhandler med KL om kommunernes økonomi. Man beregner ud fra vurderingen, hvor meget kommunerne kan forvente at få ind fra skatter, grundskyld og dækningsafgift. Og det spiller så igen ind på, hvor meget kommunerne får i bloktilskud fra staten.

Det virker umiddelbart logisk. Tjener kommunen mere, betaler staten mindre. Problemet er bare, at det ikke fungerer den anden vej, hvis det viser sig, at kommunen faktisk tjener mindre.

Selvfølgelig klager en borger over sin ejendomsvurdering, hvis borgeren mener, den er for høj. Og selvfølgelig skal den sættes ned, hvis en ejendom er overvurderet. Men det er ikke fair, at kommunerne skal bøde for statens fejlskøn.

Vi er altså fanget mellem to statslige myndigheder. Den ene vurderer ejendommenes værdi. Det bruges som grundlag for at beregne, hvor meget kommunerne får i tilskud fra staten. Så nedsætter en anden myndighed den første myndigheds vurdering. Kommunen mister indtægter, som allerede er indregnet i aftalen med regeringen.

Vi mangler godt 12 millioner, som vi skal spare. Og staten overlader det meget bekvemt til kommunerne at finde ud af, om det er de ældre, børnene eller andre grupper, der skal betale regningen.

Her trænges også til Fair Forandring. <