Foto: Mikkel Østergaard
Foto: Mikkel Østergaard
Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 22 / 2010

Albertslund satser stort på økologi

I Albertslund er der ikke langt fra jord til bord. Et kommunalt aktiveringsprojekt producerer økologiske landbrugsvarer til kommunens kantiner og institutionskøkkener. Samtidig lærer børnene i daginstitutionerne, at gulerødder ikke kun er noget i en plastikpose fra Netto
tekst Rudi Holm

Kontrasten er slående – fra 60’er betonbyggeri til en nærmest Morten Korchsk landsbyidyl med stråtækte huse og store grønne marker. Kun få minutters gang fra Børnehuset Spiren i det almene boligbyggeri Hedemarken "lander" de fem børn Sebastian, Gustav, Nisa, Sara og Jamie-Lee denne sommerdag midt i en oase med stråtækte huse og den gulkalkede landejendom og kulturinstitution Toftegård.

Ved indgangen til gården løber en hvid gås forvirret rundt. Hønsene i burene kagler fornøjet, og ved siden af står flere rækker af kaniner i bure, og de er et hit, hver gang børnene er på besøg, fortæller Spirens madmor Yvonne Frydendahl.

I et drivhus ved Toftegård holder Albertslund Kommunes økologiske aktiveringsprojekt Økogrønt til. Yvonne Frydendahl er primært taget på tur med de fem børn for at give dem en sanseoplevelse, men benytter også lejligheden til lige at få lidt friske grønsager med hjem til køkkenet.

Skriv hvad du søger