Danmarks tidligere statsminister, Poul Nyrup Ramsmussen. Foto: Gitte Sifie Hansen / Scanpix
Danmarks tidligere statsminister, Poul Nyrup Ramsmussen. Foto: Gitte Sifie Hansen / Scanpix
Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 19 / 2010

Nyrup og den psykisk sårbare overfrakke

Poul Nyrup har haft psykisk sårbarhed inde på livet – hele livet. I dag går Danmarks tidligere statsminister forrest for at få psykisk sårbarhed op på den politiske dagsorden på linje med fysiske sygdomme. Han vil aflive tabuer og åbne dialogen om psykisk sårbarhed. For det er der, det hele starter

Poul Nyrup Rasmussen har prøvet det meste i sin karriere, og i en alder af 66 år kunne han have trukket sig tilbage. Men det er ikke hans stil. Ildsjælen og socialdemokraten er stadig med og går gerne forrest, når kampen for at forbedre vilkårene for de svageste i samfundet skal kæmpes.

Han har valgt at gå ind i arbejdet for de psykisk sårbare og arbejder i dag som formand for foreningen Det Sociale Netværk. Han mener, at samfundet har brug for mere viden på området og vil samtidig åbne dialogen.

– Vi skal aflive tabuerne og stigmatiseringen og få ind i folks hverdag, at der ikke er noget flovt eller forkert ved, at ens datter eller svigersøn får en psykisk lidelse. Der mangler en frygtelig masse viden på det her område, og det skal vi have. Det synlige og det usynlige sygdomsbillede er lige vigtige at forholde sig til.

Det er derfor, jeg har kastet mig over det her og står frem. For skal vi af med tabuerne, udstødningen, isolationen af de psykisk sårbare, er det der, vi skal starte, siger Poul Nyrup.

Han mener, at kommunerne er på en svær opgave.

– Vi kan ikke være bekendt, hverken i forhold til kommunerne og slet ikke i forhold til de psykisk sårbare, at området skal ligge i satspuljeforhandlingerne. Det har aldrig været meningen. Jeg mener, området skal placeres centralt i økonomiforhandlingerne, siger Poul Nyrup og sender samtidig et alvorsord i retning af Danmarks nuværende statsminister.

– Jeg håber, at når statsminister Lars Løkke Rasmussen siger, at han placerer psykisk sårbare inden for den gruppe af udsatte mennesker, som han vil friholde for besparelser, at det vil slå igennem i forhold til kommunerne, så de rent faktisk får muligheden for at tage sig af den her gruppe.

Håbet som drivkraft
Poul Nyrup er stadig en travl mand. På kontoret hos Det Sociale Netværk i København hænger en opslagstavle med avisudklip. Alle med artikler, hvor han er ude i landet og fortælle høj som lav om sit arbejde for at forbedre vilkårene for de psykisk sårbare. For som han siger.

– Det er så vigtigt!

For Poul Nyrup er håbet en af de vigtigste ting at tage udgangspunkt i, hvis man skal forsøge at forstå psykisk sårbare og deres pårørende.

– Håb driver mange mennesker og især psykisk sårbare og deres pårørende. Samfundet skal se, at ethvert menneske, der er ramt af psykisk sårbarhed, også er et menneske. Man skal passe på, at man ikke identificerer sygdommen med mennesket. Det er en overfrakke, man har på, det er ikke en selv.

Det betyder, at man i behandlingspsykiatrien skal se, at det ikke kun handler om at give det her menneske en pille, så de holder pinen ud. Det handler heller ikke om, at man i kommunerne unødigt tvinger de psykisk sårbare ned på jobcenteret fem gange om ugen.

For det får de det meget værre af. Det handler om større tålmodighed og om at hjælpe den psykisk sårbare på sin rejse gennem livet, som er lang og trang. Samtidig er det vigtigt, at man i kommunalt regi forstår, at langt de fleste psykisk sårbare kan komme sig eller få et markant bedre liv, hvis man insisterer på, at det er mennesket før patient, og giver dem den rigtige hjælp, siger han og tilføjer:

– Når man er psykisk sårbar, er forandringer noget af værste, man kan komme ud for i hverdagen. Man har brug for tryghed, sammenhæng, en forudsigelig hverdag og for ikke at blive overladt alt for meget til sig selv.

Ifølge Poul Nyrup kunne et bud på en forbedring på området være at sætte førtidspensionen under lup.

– 49,2 procent af dem, der får tilkendt førtidspension, får det på baggrund af en psykiatrisk diagnose. Det svarer til 22 mennesker om dagen. Jeg tror, vi skal se med nye øjne på den måde, vi vælger at give folk førtidspension på.

Jeg ved, at for mange er det en tryghed at få førtidspensionen, for så kan de ånde lettet op. Men jeg ved også, at når samfundet og kommunerne først har besluttet at tildele førtidspension, så er der en tendens til at glemme den enkelte. Så er man jo i princippet fritaget for nye foranstaltninger som kommune.

Derfor er mange førtidspensionister overladt til sig selv, siger han og tilføjer:

– Jeg mener, at vi skal tænke mere i en overgangsydelse, hvor man prøver med en ydelse på dagpengeniveau kombineret med en målrettet hjælp til psykisk sårbare. Det vil hjælpe dem til bedre at kunne komme tilbage på arbejdsmarkedet i stedet for bare at opgive dem. Min drøm er, at psykisk sårbare kan få en hjælper ligesom dem, som fysisk handicappede får tilbudt.

Det skal ikke være en sygeplejerske eller psykolog. Det skal være en, der forstår deres behov, og som den psykisk sårbare har tillid til.

Men i en tid hvor dagpengeperioden netop er blevet skåret ned fra fire til to år, kan det være svært at se sådan et forslag slå igennem. Poul Nyrup mener dog, at det kan lade sig gøre, hvis man tænker nyt.

– De penge, der skal finansiere det her, kan jo netop hentes fra det, man sparer på førtidspensionsområdet. Tænk hvis vi bare fik ti procent tilbage på arbejdsmarkedet som følge af det her. Mennesker, som ellers var blevet "opgivet". Jeg vil dog understrege, at selve besparelsen ikke skal være motivet for kommunerne. Det skal være mennesket.

At miste det dyrebareste
Når Poul Nyrup taler om de psykisk sårbare, er det med stor alvor i stemmen. Gennem hele sit liv har han haft mennesker med psykiske lidelser helt tæt på. En af dem har han mistet.

– Mit engagement hos de psykisk sårbare har altid været hos mig. Jeg kommer fra ekstremt fattige kår. Min far, der var født for tidligt, havde det svært. Han blev familiens sorte får og lavede i sin tidlige ungdom en masse ballade. Han blev tvangsfjernet og anbragt på Lillø, et sted oppe ved Limfjorden.

Dengang kendte man ikke til udtrykket sindslidende, men kaldte i stedet beboerne for socialt åndssvage. Og på det sted opholdt min far sig ni år af sin ungdom. Fra han var 13 år, til han blev 22 år. Hans redning blev, at rektor tog ham til sig.

– Så jeg har altid haft inde på livet, hvad der kan ske, hvis man afviger fra mønsteret. Hvis man afveg fra mønsteret og samtidig var fattig, så kunne det let gå rigtig galt. I mit voksne liv mistede jeg min datter Signe og oplevede, hvor svært samfundet har ved at tackle ting, som ikke kan måles og vejes.

Hans rolige stemme og velkendte tone bliver mere forsigtig og næsten hviskende, når han stille fortæller om datteren, der valgte at tage sit liv i 1993. Men hun er stadig med ham i hans arbejde for de psykisk sårbare.

– Når jeg taler om min datter, hvordan jeg husker hende, og hvordan hun stadig spiller en levende og direkte rolle i mit liv, er det mest i de tilfælde, hvor jeg føler, at jeg kan trøste andre mennesker med min historie.

Poul Nyrup vil luge ud i tabuerne. Ikke bare hos regeringen, i regionalt og kommunalt regi, men også hos den almindelige dansker. Han mener, at den manglende viden gør os berøringsangste. Den store mangel på viden er, ifølge Poul Nyrup, samtidig med til at gøre det svært at være pårørende til et menneske med en psykisk lidelse.

– Hvis din arbejdskollega kommer og siger, "Jeg var ved lægen i går, og mit hjerte er ikke, som det skal være," så er vi klar til at hjælpe og støtte. Men hvis din kollega siger, at han har fået diagnosen skizofreni, så bakker vi lige lidt baglæns. Og det skyldes, at vi som samfund ikke ved nok om det her område.

– Det efterlader både den psykisk sårbare, men også de pårørende i stikken. Pårørende får ikke mange chancer for at kunne hjælpe, når de ikke ved, hvordan de skal gøre. Så har de kun det største at falde tilbage på, nemlig kærligheden til mennesket. Det er den, der holder dig oppe, men det er også kærligheden, der virkelig kommer på prøve, når du sidder over for den, du holder så meget af, og vedkommende forstår, hvad du siger, men ikke kan modtage det.

Ofte bliver de pårørende en slags jernbanestation for de psykisk sårbare, som samfundet har opgivet. For samfundet antager per automatik "Nårh ja, men de har jo også deres pårørende". Og for mange pårørende er det ansvar næsten ubærligt. Derfor er der behov for, at vi giver de pårørende nogle værktøjer og informationer, siger Poul Nyrup.

En drøm
Poul Nyrup har valgt at lade sit kendte ansigt være talerør for de psykisk sårbare. Hans egen historie gør pludselig den tidligere statsminister til en helt almindelig mand, der har prøvet at miste. Han håber, at han kan være med til at gøre livet lidt lettere for de psykisk sårbare.

– Jeg har en drøm om, at jeg kan gå ned i Føtex med mit barnebarn Lukas og købe et par løbetights. Når jeg gør det i dag, hænger der en seddel, hvorpå der står "køber du denne vare, støtter du Kræftens Bekæmpelse".

Tænk hvis der nu stod, "Køber du denne vare, støtter du psykisk sårbare og Foreningen Det Sociale Netværk". Der er lang vej endnu, men dag for dag synes jeg, vi kommer tættere på. <

 

Det Sociale Netværk
Foreningen Det Sociale Netværk er et privat initiativ og har ét overordnet mål: At sætte nyt fokus på psykisk sårbare og pårørende. Samtidig vil Det Sociale Netværk skabe en dialog om hvordan, samfundet og den enkelte borger kan gøre det bedre. Hvordan man overkommer tabuer, skaber tilbud, som rammer behovene bedre, stopper udstødning, isolation og stigmatisering. Det Sociale Netværk vil skabe en ny forståelse og løfte psykisk sårbarhed op på den politiske dagsorden.

psykisksaarbar.dk
Poul Nyrup er en af initiativtagerne til sitet, der fungerer som et trygt rum for dialog, hvor mennesker med psykiske lidelser, pårørende og andre, der er engagerede eller interesserede i området, kan dele erfaringer, oplevelser, tanker, gode råd og ønsker.

Signe
Den 20. august er det 17 år siden Poul Nyrup Rasmussen mistede sin datter. Som nytiltrådt statsminister blev han, under et besøg i Grønland, vækket midt om natten med den værste besked, en far kan få.

Hans 24-årige psykisk syge datter, Signe, havde taget sit eget liv
I erindringsbogen »Vokseværk«, som udkom i 2005, fortalte Poul Nyrup Rasmussen for første gang om sin datterens kamp med den skizofreni, hun levede med og til sidst tabte kampen til.

I dag har han valgt at lægge sine kræfter i arbejdet for de psykisk sårbare og er formand for Det Sociale Netværk og psykisksaarbar.dk.

Skriv hvad du søger