Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 17 / 2010

Leder: Økonomi og faglighed skal gå hånd i hånd

tekst KL

Udgifterne på det specialiserede socialområde vokser fortsat. Det bekræfter de seneste regnskabstal fra kommunerne for 2009. Det viser, at den store opgave med at få styr på udgifterne langt fra er løst endnu. Det er et længere sejt træk, kommunerne er inde i.

Det står krystalklart, at væksten ikke kan fortsætte. Det er der ikke plads til i den kommunale økonomi. At få styr på økonomien er derfor ét af de helt centrale brændpunkter i socialpolitikken lige nu.

Den økonomiske aftale for 2010 fastslår, at økonomisk styring skal på dagsordenen, som det er sket de fleste steder. Og det har helt forventeligt ført til kritik fra for eksempel handicaporganisationer og fagforeninger.

Kommunerne beskyldes for at sætte økonomi over faglighed. Og nogle anfægter ligefrem, at økonomiske hensyn overhovedet må indgå, når svage grupper skal have hjælp. Det er en fejlslutning.

LÆS OGSÅ Flertal i Aarhus er klar til at skære i konsulentregningen

Modsætningen mellem økonomi og faglighed er en falsk modsætning. Når KL’s Sociale Temamøde afholdes den 27.-28. maj, bliver et centralt budskab, at det ikke er et enten- eller, men et både- og.

Der er god økonomi i at prioritere bestillerrollen og skærpe det faglige fokus ved at udvikle den kommunale visitation. Målene med indsatsen skal stå knivskarpt inden for det serviceniveau og de økonomiske rammer, som politikerne har fastlagt.

Udvikling af nye tilbud skal skabe både god kvalitet og bedre økonomi. Det var ikke meningen med kommunalreformen, at verden skulle sættes i stå. Tværtimod. Tanken var, at kommunerne skulle videreudvikle indsatsen og se nye muligheder. Dette gælder også mulighederne for at udvikle billigere løsninger med kvalitet.

Vi kommer ingen vegne med fordomsfyldt kritik af økonomisk styring på dette område. Der er tværtimod brug for en konstruktiv dialog om, hvordan vi får økonomi og faglighed til at gå hånd i hånd. <

LÆS OGSÅ Hul i statskassen ændrer ikke på mængden af velfærdsopgaver

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Leder: Økonomi og faglighed skal gå hånd i hånd Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger