Børnerådets formand Lisbeth Zoring Andersen. Foto: Michael Bo Rasmussen
Børnerådets formand Lisbeth Zoring Andersen. Foto: Michael Bo Rasmussen
Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 08 / 2010

Kommuner i strid med serviceloven

Kommunerne bryder loven, når de lader børn leve under forhold, som det er tilfældet i Brønderslev-sagen. Det siger Børnerådets formand, som også mener, at den aktuelle sag er et eksempel på, at kommunerne ikke tager børnekonventionen alvorligt

Børnerådets formand Lisbeth Zornig Andersen går i rette med de tre kommuner, som har renset sig selv i Brønderslev-sagen. Hun mener, at det er i strid med både serviceloven og FN’s børnekonvention, når kommunerne accepterer, at børnene for eksempel ikke bliver vasket og kun har sandaler på fødderne om vinteren.

Brønderslev-sagen drejer sig om en socialt belastet familie med ni børn, som gennem en årrække har flyttet mellem Lolland, Skanderborg og Brønderslev Kommuner. Alle steder har skoler og naboer underrettet de sociale myndigheder om de uhumske forhold, børnene levede under.

Børnerådsformanden understreger, at hun ikke kender Brønderslev-sagen specifikt, men hæfter sig ved, at kommunerne selv mener, de har handlet korrekt.

– På baggrund af de oplysninger, der er kommet frem, så er det svært at forstå, at håndteringen af de her børns sag er i overensstemmelse med servicelovens intentioner om at sikre barnets tarv. Der er ikke overensstemmelse mellem kommunens udsagn om, at de har overholdt loven, når børnene har levet under sådanne forhold. Man kan ikke med serviceloven i hånden sige, at man har varetaget de her børns interesser. Derfor må der være sket et brud på serviceloven.

Lisbeth Zornig Andersen mener, at kommunerne generelt bør gribe tidligere ind med drastiske metoder som tvangsfjernelse, når de bliver orienteret om børn, der lever under forhold, som har været beskrevet i Brønderslev-sagen.

– Kommunerne sender et signal om, at det er ok, at børn lever sådan i dag. Og det er i strid med FN’s børnekonvention. For børn, der lever under de vilkår, får ikke den basale tryghed og de basale rettigheder opfyldt. For eksempel at man har et sundt, trygt og udviklende børneliv, hvor man går til fritidsinteresser og er ren.

Lisbeth Zornig Andersen mener, at der er lovgivning nok, når det gælder tvangsfjernelse af udsatte børn. Men hun er ikke sikker på, at kommunerne ved nok om, hvor langt de må gå, og hvor tidligt de kan gribe ind.

– Når den her type sager dukker op, så undrer det mig, at det får lov at tage så mange år, inden der gøres den indsats, der reelt skal til for at passe på børnene. Og som vi ser det i Børnerådet, så er der lovgivning nok til at handle hurtigt, hvis man vurderer, at der er behov for det. Så når der ikke bliver grebet drastisk ind, så må det være fordi, en sagsbehandler enten bevidst lader være med at gribe ind eller ikke kender mulighederne.

Det er netop hvis kommunen bevidst undlader at gribe ind, at det ifølge Lisbeth Zornig Andersen er i strid med FN’s børnekonvention.

Ifølge Lisbeth Zornig Andersen bør vi som samfund omprioritere ressourcerne. I stedet for årelange sagsbehandlinger bør samfundet bruge kræfterne på at forebygge, at det når så vidt som for familien fra Brønderslev. Det vil have både menneskelige og økonomiske gevinster.

– Når et par får deres første barn, skal samfundet være langt mere opmærksom på parrets forældreevner. Og give den støtte, parret har behov for. Alle voksne har jo ret til at få børn, og de fleste vil også klare det rigtig godt, hvis de bare får vist, hvordan de skal gøre. Der er rigtig, rigtig mange besparelser at hente på langt sigt, hvis vi tør agere lidt mere på fornemmelsen i stedet for, at vi skal have bevist, at de ikke magter forældreopgaven.

– Der er også mange børneskæbner i det her. Det er frygteligt, at man ofte når dertil, at forældrene skal have svigtet barnet adskillige gange, før vi har fået bevist, at de ikke magter det.

Skal have mere mod
Selvom Lisbeth Zornig Andersen altså mener, at lovgivningen er tilstrækkelig, så mener hun også, at der er elementer i disse sager, man ikke kan lovgive sig ud af.

– Nogle ting handler om subjektive skøn. Og om mennesker som træder i karakter og tager en risiko på vegne af nogle børn, der ikke selv kan handle. Vi er afhængige af menneskene i systemet. Vi er afhængige af, at socialrådgiverne er nogle gode mennesker, at de har de ressourcer, der skal til. Og at de har det mod og det engagement, der skal til for at redde børneliv.

– Jeg synes, der bliver taget meget hensyn til de voksne i de her forløb. Det er selvfølgelig forfærdeligt at få fjernet sine børn, men jeg mener, man bør kigge mere på hensynet til barnet. Kommunerne har naturligvis ikke lyst til at blive hængt ud, men indimellem må de tage risikoen og tvangsfjerne børn. Nogle gange må man vurdere et barns situation og sige: "Det her barn vil aldrig få det godt hjemme". Jeg er selv et eksempel på, at en jordemoder burde have taget både mig og mine brødre ved fødslen. Vi er vokset op i et miljø, som ligner det fra Brønderslev-sagen, siger Lisbeth Zornig Andersen. <

Skriv hvad du søger