Thomas Lykke Pedersen (S), nyvalgt borgmester i Fredensborg Kommune. Foto: Kim Agersten
Thomas Lykke Pedersen (S), nyvalgt borgmester i Fredensborg Kommune. Foto: Kim Agersten
Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 02 / 2010

Nye toner i Flygelet

Det skal være sjovt at gå på arbejde. Sådan lyder meldingen fra Fredensborgs nye borgmester. Han er klar til at give rådhuset – i daglig tale Flygelet – lidt mere kulør og lytte til medarbejderne
tekst Rudi Holm

– Så er der nogle små sager, vi lige skal have gennemgået.

Kommunaldirektør Kim Herlev Jørgensen smiler skælmsk, da han lægger to store stakke med papir og skrivelser op på mødebordet. Scenen er borgmesterens kontor på Fredensborgs rådhus i Kokkedal. Denne første mandag i 2010 er første arbejdsdag for kommunens nye førstemand Thomas Lykke Pedersen (S).

Det koordinerende møde mellem kommunens administrative og politiske chef er kommet i gang med en vis forsinkelse. Faktisk måtte Kim Herlev Jørgensen lige stikke hovedet ind på kontoret for at minde borgmesteren om aftalen. Et møde med kommunens energirådgiver Thomas Jacobsen er nemlig gået over tiden – og det var ikke tilfældigt. For er der noget Thomas Lykke Pedersen brænder for, så er det klimasagen.

– Klimaet kommer til at spille en vigtig rolle for hele kommunen i den kommende periode. Vi skal blandt andet have sat klare mål for kommunens energibesparelser i den klimaplan, vi er i færd med at få udarbejdet, fortæller 47-årige Thomas Lykke Pedersen i en pause mellem møderne.

Den nye borgmester har fået orlov fra sit job som konsulent i Dansk Energi, hvor han netop har arbejdet med energirigtige klimaløsninger for erhvervslivet og blandt andet arbejdede med FN’s COP15 møde. Derfor har han stor personlig viden om området.

Han har da også allerede blik for, hvor der kan gøres en indsats for klimaet på rådhuset – og hvor der allerede er gjort fremskridt. Det er således ikke uden stolthed, at han fremviser de smarte energibesparende led-pærer, som lyser en del af rådhuset op.

Klimarigtigt kontor
Thomas Lykke Pedersen har også store ambitioner om, at borgmesterkontoret skal være klimarigtigt – ja, faktisk har han sat sig det mål, at han vil have Danmarks mest klimarigtige borgmesterkontor.

– Jeg vil have en måler sat op uden for kontoret, som kan vise, hvor meget jeg forbruger, siger han.

Denne første dag bærer kontoret dog præg af, at den nye indflytter endnu ikke er kommet helt på plads. Flyttekasserne står stadig i hjørnet, det specialfremstillede luftfoto af Fredensborg Kommune læner sig op ad væggen fra sin plads på gulvet, og den niårige datter Sarahs smukke delfinmaleri har fået en foreløbig placering på en reol.

– Der mangler også en god gammeldags opslagstavle, og så skal jeg have en stor whiteboardtavle hængt op, konstaterer Thomas Lykke Pedersen – eller Thomas Lykke, som han helst vil kaldes.

Uformel stil
Den nye borgmester var tidligt på færde på sin første arbejdsdag. Stod op allerede klokken fem og var på rådhuset allerede 6.30. Et par timer senere var der velkomstmorgenbord med medarbejderne i borgmestersekretariatet.

Thomas Lykke Pedersen har bebudet, at han vil være en borgmester, som vil stikke hovedet forbi hos kommunens ansatte. Og allerede på første arbejdsdag valgte han at sætte et par timer af til at komme rundt og hilse på de knap 350 ansatte i det 270 meter lange rådhus, der i folkemunde går under kælenavnet Flygelet – det ligner nemlig et flygel set fra luften.

– Godt nytår. Og hvilke store sager har I så gang I?, spurgte han for eksempel, da han nåede til kommunens udviklingsafdeling. Dyb tavshed fulgte – og blev kun afbrudt af borgmesterens latterbrøl.

– Den må vi huske at få med i årets personalerevy, lød det fra kommunaldirektør Kim Herlev Jørgensen.

Thomas Lykke Pedersen var tillidsmand i Dansk Energis sekretariat. Her havde han den målsætning, at det skulle være sjovt at gå på arbejde. Den uformelle stil tager han med sig ind på rådhuset.

– Vi skal passe på hinanden og behandle hinanden ordentligt. Men vi skal også huske at rose hinanden, når der er behov for det.

Medarbejderne vil også kunne møde borgmesteren ved frokostbordene i den smukke kantine i bunden af rådhuset.

Skal peppes op
Der er næppe tvivl om, at rådhuset, der tidligere har huset Coloplast og Danica, vil blive peppet lidt op med den nye borgmesters ankomst. Under formiddagens rundtur har han øje for, at de lange gange er meget hvide, og at der skal noget mere udsmykning på væggene i Jobcenteret.

Selv er han ikke vild med det koloristiske megamaleri af Jens Jørgen Thorsen, der pryder byrådssalen, og som fotografen ønsker at forevige ham foran iklædt Danmarks eneste borgmesterkæde designet af Dronning Margrethe.

Som residenskommune for den kongelige familie har de royale en fremtrædende plads i kommunens bevidsthed. Og noget af det første på det arbejdsprogram, som borgmestersekretær Birgit Lyskov præsenterer Thomas Lykke Pedersen for, er da også det traditionelle nytårsbesøg på Amalienborg.

– I år må vi sørge for at tage af sted i god tid. Sidste år var vi nemlig tæt på at komme for sent, pointerer Thomas Lykke Pedersen.

For første gang skal han stå i spidsen for den såkaldte Fredensborg-delegation, der tilbage i historien tog damptoget ind til København for at hilse på regentparret. I dag foregår turen i taxi.

Til hverdag vil borgerne i Fredensborg kunne møde deres borgmester enten på cykel eller i løb, når han transporterer sig mellem hjemmet og borgmesterkontoret. Løb, fordi han er ved at træne sig op til at gennemføre sit første marathonløb.

– Jeg løber fast en gang om ugen. Det har jeg gjort i rigtig mange år. Men til efteråret skal jeg være med i Berlin Marathon – det kræver, at jeg mindst får trænet to gange om ugen, siger han.

Så måske kan medarbejderne møde en borgmester i løb på de lange gange i Flygelet – om ikke andet så på et af de 15 kommunale løbehjul. De blev indkøbt og stillet op som en form for gimmick, men bruges i dag flittigt af rådhusets ansatte. <

Blå bog
Født 7. februar 1962.
Har siddet i byrådet i 24 år. Trådte ind i kommunalpolitik som 23-årig.
Har i perioden 2006-2009 været 2. viceborgmester og formand for børneudvalget i kommunen.
Blev politisk vakt allerede i folkeskoletiden. Startede en lokal DSU-afdeling i Humlebæk i 1979 blandt andet sammen med Socialdemokraternes næstformand Nick Hækkerup.
Fritidsinteresser: Løb og tennis.

Skriv hvad du søger