Gitte Haslebo, chefkonsulent. Foto: Haslebo & Partnere
Gitte Haslebo, chefkonsulent. Foto: Haslebo & Partnere
Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 31 / 2009

Farvel til skyld og problemanalyse

Det kræver omtanke og personligt mod at bruge anerkendende metoder på en arbejdsplads, siger chefkonsulent Gitte Haslebo
tekst Sidsel Boye

I mange år har ledelses- og organisationsudvikling været tænkt som et spørgsmål om at identificere problemer, finde ansvar og placere skyld. Men erfaringen med problemanalyser er i stigende grad, at de ofte ikke fører til forbedringer. Derfor har man måttet se sig om efter noget andet, og dette "andet" er i mange tilfælde blevet den anerkendende udforskning. Sådan siger chefkonsulent Gitte Haslebo, Haslebo & Partnere.

– Problemanalyserne har fokus på det, man ikke vil have. Og så tror man fejlagtigt, at man dermed finder ud af, hvad man vil have i stedet. Anerkendende udforskning derimod er en metode, der gør os klogere på det, vi gerne vil have og på at skabe det, vi som organisation er sat i verden til, siger hun.

– Hvad adskiller så det anerkendende fra ros?

– Ros er noget helt andet. Ros er en vurdering ud fra egne værdinormer og i bedste fald en bekræftelse. Anerkendelse handler om at knytte an til en andens erkendelse og nedtone lysten til at vurdere. Den anerkendende tilgang har dermed et indbygget læringsformål og har derfor meget at byde på, hvis man vil lære, hvordan man gør noget bedre.

– Hvorfor passer de her amerikanske teorier så godt hos os?

– Det er lidt nemmere at få disse tanker ind i Skandinavien, fordi vores virksomheder er mindre og fladere. Store virksomheder er nødt til at have et vis hierarki. Og så ligger der jo grundlæggende en demokratisk tankegang i den anerkendende udforskning. Alle har en stemme og noget at byde på i en organisation, og det er en vigtig værdi at tage udgangspunkt i. Det hører med til hverdagsforståelsens moral, at man tænker, at de andre nok har lidt skumle hensigter. Men den tankegang parkerer man i forhold til det anerkendende. Her er det vigtigt at gå ud fra, at alle har gode grunde til det, de gør – set ud fra deres perspektiv.

– Hvorfor blev vi egentlig så problemfikserede?

– Problemtænkning er rodfæstet i vestlig kultur, og hele uddannelsessystemet er indrettet på, at man kan påvise fejl og mangler. Det hører med til individfokus, at vi lærer, hvordan vi viser os kloge ved at påvise fejl og mangler hos andre. Anerkendende udforskning er et opgør med den metode og passer derfor godt til videnssamfundet hvor kreativitet og samskabelse af nye idéer er vigtigt. Derfor er den anerkendende tilgang til ledelse i vækst.

– Er det så forbudt at tale om problemer nu?

– Nej, det er noget sludder. Det er måden at tale om problemer på, der er afgørende. Vi skal lære at tale et andet sprog. Det kræver, at man tænker sig om, formulerer sig respektfuldt og tænker på, hvad der er til nytte for andre. Så det er meget krævende og forudsætter personligt mod ved for eksempel at tage ansvar for egne synspunkter og oversætte frustrationer til konstruktive forslag.

– Så det er slut med at kalde nogen et dumt svin?

– Ja, for det skaber ikke en bedre social verden. Der er meget etik i det her. Det rører ved mange grundlæggende holdninger og antagelser, som vi gør om hinanden, så det er en lang læreproces, og det kræver noget øvelse. Ganske uskyldige ord kan gøre en kæmpe forskel på de efterfølgende begivenheder.

– Bliver man så ikke let konfliktsky?

– Nej. Når man har konflikter, undgår man ofte hinanden og lader være med at tale sammen. Det får man ikke lov til i den anerkendende udforskning. Der skal man bidrage. Man har et medlemskab af en arbejdsplads, der forpligter.

– Hvor kan man så få lov til at brokke sig?

– I mange organisationer synes man, at det er nødvendigt at brokke sig. Men man skal tænke over konsekvenserne. I brokkeri tildeler man hinanden roller som skurk og offer. Man giver skurkerollen til dem, der ikke er til stede og sætter sig selv i offerrollen. Begge roller er negative. Offerrollen kan afholde én fra at tage medansvar for at forbedre vilkårene for arbejdsfællesskabet.

– Kan man så gå hjem og brokke sig?

– Nej, for det er også omkostningsfuldt at gå hjem og bruge tre kvarter på at skælde ud foran ægtefællen. Det gavner ikke parforholdet at fremstille sig selv som offer og andre som skurke. <

Skriv hvad du søger