Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 31 / 2009

Den frygtløse tilgang til fejl

I vidensamfundet er det mennesket og dets viden, der udgør værdien. Derfor skal man have andre principper for, hvordan man forholder sig til hinanden, og ledelse handler ikke længere bare om at gå foran, siger arbejdspsykolog ved Aalborg Universitet, Einar Baldursson
tekst Sidsel Boye

Man skal lære af sine fejl. Dette gamle mundheld gælder også på den moderne arbejdsplads, og det er et tema, som arbejdspsykolog ved Aalborg Universitet Einar Baldursson er meget optaget af.

Som han ser det, er der i dag er en udbredt frygt for at begå fejl i sit arbejde, og det kan betyde, at man går glip af den meget værdifulde indsigt, der ligger i at analysere sine fejl.

– Moderne arbejdspladser er meget succes-orienterede. Folk synes, det er frygteligt at beskæftige sig med fejl, selv om fejl måske er det vigtigste af det, vi oplever i vores arbejdsliv. Mange gange er det noget, folk forsøger at lægge bag sig. Men det er ofte det, de har tænkt allermest over. De får bare ikke brugt det til noget, siger han.

Einar Baldursson tror, at den udbredte brug af anerkendende og værdsættende metoder kan være med til at fremme en arbejdspladskultur, der omsætter fejl til ny viden. Selv definerer han begrebet værdsættelse som en samtale, der går begge veje og bygger på det fælles ansvar for at lære af fejl og bevare succesen.

– Den værdsættende tilgang afspejler den frygtløse tilgang til fejl. Når mennesker laver forpligtende værdsættende samtaler, så kan de rumme både det gode og det dårlige. Og fejl kan give noget af den mest værdifulde indsigt, siger Einar Baldursson. Han er overrasket over, hvor stærkt den anerkendende metode er slået igennem og kæder det sammen med den forandring, der er kommet med videnssamfundet. Nu handler det om mennesket og dets viden.

– Mennesker har viden, og det handler om at aktivere den viden, de har. Det betyder, at man skal have nogle andre principper på banen for, hvordan man forholder sig til hinanden. Vi får en bred udvikling, der handler om at styrke det gode i en verden af varig forandring, og den anerkendende metode er en del af denne brede tendens, konstaterer Einar Baldursson.

Utopi og fængsel
Det kan være krævende at få etableret en hel ny forståelse af, hvad arbejde i videnssamfundet går ud op, og han møder ofte den holdning hos yngre kolleger, at arbejdsliv skal være tilnærmelsesvis lykkeligt. Samtidig er der en klar tendens til, at der udvikles en arbejdskultur, som kun tillader positiv kommunikation. Men den tænkning, advarer Einar Baldursson nærmest imod.

– Hvis det handler om det ideelle, kan den enes utopi let blive den andens fængsel, og så kan vi ikke være rummelige nok. Vi er jo meget rummelige over for dem, der ligner os, og de kan godt have et handicap. Men hvis de er kritiske eller ikke er sociale, så er de ikke så hensynsfulde, og så er det nærmest, som om de er onde, og det kan vi ikke lide. Så skubber vi dem ud, selv om de ofte er lige præcis den irritation, som vi andre har brug for, siger han.

Hans erfaringer fra projekter på arbejdspladser er, at folk er gode til at få øje på andres evner, men ikke er så gode til at få øje på deres egne. Selv topledere ved ikke altid, hvad de kan og er derfor ude af stand til at beskrive det og reflektere over det.

– På moderne arbejdspladser udvikles og forvaltes en umådelig mængde viden og kompetencer. Men i det store og hele er man ikke opmærksom på det. I grunden er den del af vores kunnen og færdigheder, vi er opmærksomme på, blot toppen af isbjerget. Og det vi ikke er opmærksomme på, ender vi med at ignorere. Derfor har man brug for værktøjer, der kan fungere som spejl for de evner, folk har. Og derfor har vi brug for en samarbejdsform og en samtaleform, der ikke nøjes med ros og anerkendelse, men som også har det, jeg kalder værdsættelse. Værdsættelse kan blandt andet rumme forskellighed. Ifølge Einar Baldursson giver de anerkendende metoder lederen en ny spændende rolle.

– Jeg har bevidnet noget meget fascinerende, nemlig at det ikke handler om magten, men om den specialiserede og særlige rolle man har som leder. Ledelsen bliver til en ekspert, der kan bruges. Det handler om, at ledelsen har en særlig form for overblik og indsigt, og der er i dag vældigt brug for en, der bevarer overblikket og tager ansvar, siger han. <

Baldurssons principper for værdsættelse

 

Den, der aldrig giver ris, kan ikke give (troværdigt) ros.

Troværdigt ros er en forpligtelse.

Ris skal altid pege på positive perspektiver.

Den, der giver ris, skal også modtage – eller være perfekt.

Den, der stiller krav til andre, skal stille større krav til sig selv.

Skriv hvad du søger